Sådan står BEC forud for Nykredit-opkøb: Har aldrig leveret mere it
Rammerne for BEC og datacentralens 1.600 ansatte har på kort tid ændret sig radikalt. Nu står Nykredit til at overtage ejerskabet af en organisation, der på mange måder er i højt gear.
Mere ny it end nogensinde
I 2025 øgede BEC omsætningen fra 2,3 til 2,4 mia. kr., blandt andet som følge af ekstraordinære opgaver knyttet til migreringen af Spar Nord til Nykredit.
Årets resultat endte med et overskud på 40 mio. kr., understøttet af fortsat fokus på omkostningsstyring og en stort set flad regning til medlemsbankerne for femte år i træk, lyder det.
"Vi har leveret mere ny it end nogensinde – til aftalt pris – og samtidig gennemført den nokstørste it-migrering i dansk bankhistorie,” siger Jesper Nielsen CEO hos BEC i forbindelse med årsregnskabet.
Han noterer sig samtidig i forordet til årsrapporten, at BEC har et stærkt udgangspunkt i forhold til at definere og skabe fremtidens datacentral med konkurrencedygtige priser og et højt udviklingstempo med udgangspunkt i landets tredjestørste bank, Nykredit.
”Et fællesskab, der fortsat er åbent for alle, der vil være med,” pointerer han.
Nykredits opkøb af BEC
- Nykredit ejer i forvejen ca. 69 procent af BEC, og aftalen indebærer, at Nykredit overtager de resterende ca. 31 procent fra de øvrige 12 ejere af BEC.
- Aftalen er betinget af myndighedsgodkendelse. Det forventes, at opkøbet kan gennemføres i løbet af 2. halvår af 2026.
- Efter godkendelse fra myndighederne vil Nykredit overtage det fulde ejerskab af BEC og omdanne selskabet til et datterselskab i Nykredit-koncernen under navnet Nykredit Financial Technologies.
- Det nye Nykredit Financial Technologies bliver en af landets største it-arbejdspladser.
1.600 ansatte og 44 nationaliteter
Planen med Nykredits opkøb af BEC er at samle de to it‑organisationer i én fælles enhed under navnet Nykredit Financial Technologies.
Ambitionen er at skabe en mere slagkraftig it‑leverandør med større udviklingskraft, højere tempo og stordriftsfordele – både for Nykredit og for de øvrige pengeinstitutter i fællesskabet.
Opkøbet indebærer samtidig en sammenlægning af to store it‑miljøer og forventede synergier, herunder afskedigelser.
Det bliver ikke en triviel opgave at lægge de to store it-organisationer sammen. Ved udgangen af 2025 havde BEC ifølge årsrapporten 1.610 medarbejdere fordelt på Danmark og Polen – 884 i Danmark og 726 i Polen.
Navnlig er andelen af fastansatte i Polen steget markant de seneste år, efter at flere konsulentaftaler er blevet erstattet af faste ansættelser.
I dag repræsenterer BEC 44 nationaliteter på tværs af de to lande.
Vil frigøre sig fra mainframe
BEC’s strategi for de næste år er også optegnet forud for den potentielle Nykredit-overtagelse.
BEC har planlagt betydelige investeringer inden for tre strategiske hovedspor: markedsdrevne produkter, teknologisk transformation samt styrket risiko‑ og sikkerhedsstyring.
På den teknologiske front står BEC overfor en omfattende transformation, der bl.a. dækker investeringer i at afkoble sig yderligere fra mainframe samt i data, API’er, simplificering og en styrkelse af kvaliteten i softwareudvikling.
Et centralt greb i den strategi er desuden samarbejdet med eksterne partnere. I 2025 blev drift og videreudvikling af omkring 16 procent af bankplatformen overdraget til Accenture som managed services.
Som led i den overgang skiftede 80‑100 specialister og ledere fra BEC i Danmark og Polen til Accenture.
Ifølge BEC har formålet været at frigøre kapacitet internt til udvikling tættere på kunderne og samtidig gøre organisationen mere fokuseret og robust.
Flere gevinster i sigte
Hvorvidt opkøbet kommer til at ændre på strategi og ambitioner, afhænger nu af myndighedernes godkendelse – og af hvordan sammenlægningen mellem BEC og Nykredits it‑organisation i givet fald skal gennemføres i praksis.
Øvelsen med at rykke det fulde ejerskab til Nykredit, giver på mange planer rigtig god mening, lyder det fra flere af BEC's mindre ejere samt eksperter, som Børsen har talt med.
“Nykredit har i forvejen haft størstedelen af ejerskabet i BEC. Jeg kan kun se fordele i det. Min vurdering er, at vi højst sandsynligt får it-systemer leveret hurtigere. Der vil være færre til at bestemme retningen, og det kan nogle gange gøre ting lidt mere smidige,” lyder det eksempelvis fraThorleif Skjødt, direktør hos Andelskassen Fælleskassen.
Også Jesper Nielsen ser mange positive gevinster ved ”at sammensmelte to store, stærke it-organisationer,” som han skriver på LinkedIn.
”Også for vores medarbejdere skaber modellen afklaring om en stærk fintecharbejdsplads med høje ambitioner og klare mål. Med Nykredit Financial Technologies skaber vi en af Danmarks største it-arbejdspladser – og videreudvikler vores fælles udviklingshub i Polen – med endnu stærkere faglige miljøer, høje ambitioner og spændende karriereveje.”