Menu luk

Ansatte presset hos datacentraler: "Tempoet og kravene er flere steder kommet foran trivslen"

De store forandringer, der har præget flere af datacentralerne det seneste år, har efterladt et negativt aftryk hos mange it-ansatte. Og usikkerheden ser ud til at fortsætte. Se tallene her.

30. apr. 2026
3 min

Usikkerheden breder sig blandt ansatte hos de danske datacentraler. 

Hver sjette frygter i høj grad at blive fyret, og næsten halvdelen oplever, at forandringer på deres arbejdsplads har øget arbejdspresset. Samtidig mener fire ud af ti, at forandringerne ikke er blevet håndteret på en fair måde.

Tallene stammer fra et særudtræk af Finansforbundets nyeste trivselsundersøgelse, med fokus på datacentraler og it-organisationer, og tegner på mange måder også et billede af en sektor i opbrud.

Opkøb og fusioner, strategiske skift, kunstig intelligens og meldinger om fyringer i tech-branchen har ændret oplevelsen af stabilitet i en arbejdsfunktion, der ellers længe har været blandt de mest eftertragtede på arbejdsmarkedet.

Det er noget ledelserne bør tage meget alvorligt, siger næstformand hos Finansforbundet Steen Lund Olsen.

"Det her er jo ikke bare tal. Højere arbejdspres og frygt for at blive fyret er et arbejdsmiljøproblem, der gør noget ved hverdagen og medarbejderne i en organisation. Det er en farlig strategi at bygge kritisk infrastruktur på utryghed.”

Steen Lund Olsen ser tallene som et opråb til arbejdsgiverne om at tage ansvar for de store skift, som har præget datacentralerne og it-sektoren generelt den seneste tid.

“It-ansatte er vant til store skift og forandringer. Det er en del af deres hverdag, som de også er rigtig dygtige til at håndtere. Men det kræver ledere, der sætter klare rammer, giver tid til at tilpasse sig og kompetenceudvikling. Ellers bliver ‘forandring’ bare et andet ord for højere pres og mere usikkerhed,” siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Opbrud i sektoren

Kortene på markedet for datacentraler og finans-it er blevet blandet godt og grundigt de seneste par år. 

I 2025 blev SDC opkøbt af Netcompany, som samtidig valgte at træde ud af ejerkredsen af JN Data. I slutningen af 2025 valgte AL Sydbank at placere sig hos Bankdata, hvilket for BEC betød tabet af to mangeårige medlemmer Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.

Senest har Nykredit annonceret en plan om at opkøbe BEC, hvilket vil samle en stor del af koncernens it-aktiviteter under én hat og samtidig medføre afskedigelser.

BEC‑opkøb føjer ny usikkerhed til

Opkøbet kommer oven i en periode, hvor BEC tidligere har været igennem fyringsrunder og outsourcing af opgaver til blandt andet Accenture.

Nets, der opererer på andre præmisser end de andre klassiske datacentraler, blev opkøbt af italienske Nexi i 2021. Nets gennemførte bl.a. i marts 2024 en fyringsrunde i Danmark, hvor 77 medarbejdere mistede deres job som led i en større omstrukturering.

Steen Lund Olsen
"Det er er et klart signal om, at tempoet og kravene flere steder er kommet foran trivslen." Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.
800

Presset stiger

Trivselsundersøgelsen peger ikke kun på frygt for fyring. 

Den viser også, at mange it-ansatte oplever, at forandringerne i deres organisationer har haft konkrete konsekvenser for hverdagen.

Mens mange oplever, at forandringerne i mindre grad eller slet ikke er blevet håndteret på en fair måde, svarer et tilsvarende stort flertal, at de ikke har fået tilstrækkelig oplæring i nye systemer og opgaver.

Samtidig svarer over en tredjedel, at de ikke har haft den nødvendige tid til at tilpasse sig forandringerne. Og når medarbejderne bliver spurgt til arbejdspresset, angiver 44 procent, at forandringerne har påvirket deres arbejde negativt. Kun en lille andel oplever en positiv effekt.

Fusioner går ud over ansattes trivsel

Billedet er mere blandet, når det gælder den nære ledelse. Knap fire ud af ti vurderer, at deres leder i høj grad har været god til at håndtere forandringerne, mens godt hver fjerde mener det modsatte.

Samlet set tegner svarene et billede af en sektor, hvor mange medarbejdere står midt i store forandringer – uden nødvendigvis at opleve, at rammer, tid og støtte følger med.

”Det er tydeligt, at mange medarbejdere står midt i store forandringer uden at opleve, at rammerne følger med i tilstrækkelig grad. Det er et problem. Og det er er et klart signal om, at tempoet og kravene flere steder er kommet foran trivslen,” siger næstformand i Finansforbundet, Steen Lund Olsen.

Se flere resultater fra undersøgelsen herunder.

Seneste nyt