Efter 25 år i Nets: Fyret af ukendt chef på Teams

Bevarede håbet

Fremtiden så kedelig ud for afdelingen, der håndterede de såkaldte kortindsigelser for erhvervskunder, stod det klart under mødet. Der var dog stadig barrierer, før flytningen til Polen kunne gennemføres, og det gav håb for afdelingens ansatte.

”Jeg troede stadig ikke på, at vi ville blive ramt. Især troede jeg ikke på, at jeg selv ville miste mit job,” husker Marie Katborg.

Det gjorde hun ikke, fordi hun tilbage i 2018, efter de første 19 års ansættelse, gik fra fuldtid til fleksjob. Og Nets ville tage et vist hensyn til, at en fyring ville ramme hende særligt hårdt, følte hun sig overbevist om.

Fleksjobbet fik hun efter at have pådraget sig en kronisk lidelse, som bevirker voldsom svimmelhed og særligt slår ud i forbindelse med pres.

”For mig er der ingen tvivl om, at min sygdom blev udløst af stress. Da jeg blev syg, var jeg med i et megaspændende projekt i Nets, samtidig med, at der var fire hjemmeboende børn. Jeg følte, jeg kunne det hele, men kroppen sagde fra, og jeg var sygemeldt i ni måneder.”

Grebet af Nets

Dengang oplevede hun, at hun blev grebet af både kredsen i Finansforbundet og Nets. Der var lutter velvilje og støtte, og hun fik et 18 timers job og kunne blive i sin afdeling.

”Nets har betydet så meget for mig, og jeg følte mig rigtig godt behandlet. Jeg ved også, at jeg både var vellidt, dygtig og effektiv, og jeg havde ingen sygedage.”

Derfor følte hun sig ikke rigtig i farezonen, da det blev meldt ud, at afdelingen skulle flyttes.

”I så stor en organisation som Nets ville man passe på sin svage medarbejdere og tage sit samfundsansvar alvorligt – der kunne jo let kunne findes et andet job til mig.”

Fyret af ukendt chef

I juni 2024, efter mange måneder med usikkerhed, stod det klart, at heller ikke Marie Katborg fik lov at beholde sit arbejde. 6 af afdelingens 9 medarbejdere blev fyret over Teams en efter en.

”Vi måtte ikke have vores chef med, for hun skulle også fyres. Så vi sad på skift sammen med vores tillidsrepræsentant på Teams. En finsk chef, som jeg overhovedet ikke kendte, men som åbenbart var blevet chef for os i overgangsperioden, deltog i begyndelsen af mødet.”

Den finske chef sagde kun enkelte sætninger på engelsk til Marie Katborg:

”Jeg er her for at fortælle dig, at du er fyret. Nu vil jeg lade dig tale med din tillidsrepræsentant på dansk”.

Derefter loggede han af igen.

”Det var det. Efter 25 år,” siger Marie Katborg lakonisk.

Hun begyndte straks at græde.

”Det var så uværdigt, uden øje for mig og kollegerne som mennesker og loyale medarbejdere. Det var lidt som at blive skilt. Og det var lige oveni mit 25-års jubilæum. Som at holde sølvbryllup uden ægtefællen.”

Kaos

Det var uoverskueligt for hende, hvordan hun skulle finde et nyt fleksjob, og hun vidste med sikkerhed, at det ville være lig med en markant lønnedgang.

Chancen for at få et job på Finansforbundets overenskomst et andet sted, med sundhedsforsikring og gode vilkår, var lig nul.

”Det er altid hårdt at blive fyret. For mig i fleksjob betød det oveni, at jeg mistede 6.000 kr. om måneden i pension. Nedgangen i indtægt gjorde det samtidig usikkert, om jeg ville kunne beholde huset. Jeg var alene med børnene, så det var kaotisk,” fortæller hun, der bor i Mern på Sydsjælland.

Marie Katborg gjorde alt, hvad hun kunne for at signalere, at hun gerne ville blive i de fire måneder, hun arbejdede efter fyringen. Hun kontaktede en række af de mennesker, hun kendte i Nets.

Som en af de eneste i afdelingen sagde hun også ja til at tage til Polen og undervise de ansatte, der skulle overtage jobbene.

”En del af mine kolleger blev sygemeldt i den periode, og flere spurgte mig, hvorfor jeg ikke gjorde det samme. Det ville jeg ikke. Dels fordi der var noget stolthed i det for mig, jeg ville gå med højt hævet hoved – dels havde jeg et håb om, at det ville ende med, at jeg kunne blive.”

Polsk respekt

Turen til Polen var speciel.

Hun tog afsted med en anden kollega, og de havde væbnet sig med godt med galgenhumor. Nu skulle de i det mindst have en hyggelig tur til Polen ud af det.

Det var dog meget specielt og mentalt svært at stå overfor de polske kolleger, fortæller Marie Katborg. Hun følte sig ramt på sin faglige stolthed over at skulle videregive sit arbejde til nogen helt uden erfaring i faget.

”Det var søde og respektfulde unge mennesker, men det var så hårdt at videregive det arbejde, vi havde lagt så meget stolthed i. Det var ikke bare arbejde, vi gik langt for at hjælpe kunderne bedst muligt - og nu skulle vi give det fra os, uden at kunne nå at lære polakkerne ordentligt op.”

Nets svigtede os

Mens hun fortæller, skifter hun indimellem til nutid, når hun taler om Nets – som om hun stadig arbejder der.

”Nets var jo lig mit arbejdsliv i 25 år, den store virksomhed, jeg var stolt af at være en del af. Den har været en stor del af min identitet, og det har jeg stadig ikke sluppet helt, selv om jeg heldigvis har fået et andet fleksjob.”

Hun arbejder nu som administrator i en mindre privat virksomhed 10 timer om ugen, men har fortsat kontakt med sine tidligere kolleger.

”Vi føler, at Nets svigtede os efter mange års loyal indsats, men vores venskab består. Virksomheden blev forandret, efter af den blev opkøbt af italienere. Derefter handlede det kun om kroner og ører,” siger hun med henvisning til at Nets blev opkøbt af italienske Nexi i 2020.

”Jeg er med på, at der skal tjenes penge og omstruktureringer kan være nødvendige, men det vi var udsat for, var efter min bedste overbevisning unødvendigt. I hvert fald kunne det have været håndteret med større respekt for os.”

Gør det bedre

Hun har sagt ja til at fortælle sin historie til Nyhedsbrevet Finans, fordi hun kan gøre det nu, hvor hun ikke længere har noget med Nets at gøre – fordi hun føler, at hun og mange andre loyale medarbejdere blev og fortsat bliver dårligt behandlet.

Hun nærer også et lille håb om at gøre virksomheden opmærksom på, at noget burde gøres anderledes.

Marie Katborg kunne blandt andet have ønsket sig, at hun og kollegerne var blevet inddraget og spurgt til råds:

”Der blev truffet beslutninger langt fra os. Havde man spurgt os, havde vi fx selv kunnet pege på, hvordan processer kunne optimeres. Men ingen spurgte. Jeg tabte virkelig meget for den virksomhed, jeg ellers har holdt så meget af og lagt så meget energi og identitet i,” siger hun og konstaterer:

”Jeg kan stadig ikke gå på LinkedIn og læse om Nets og deres aktiviteter. Det gør ondt ikke at være en del af det længere.”