Menu luk

Sådan gik 32-årige Silke fra nyuddannet til leder - uden en karriereplan

Du behøver ikke en perfekt karriereplan for at nå langt. Silke Fisker fra Bankdata begyndte arbejdslivet uden en klar plan og endte i en rolle, der føltes forkert. Men hun lod nysgerrighed og opgaver styre vejen frem. I dag leder hun to teams og deler sine råd med dig, der er ny i jobbet.

3. dec. 2025
8 min

Silke Fisker havde ikke planlagt at blive leder. Hun havde heller ikke planlagt at blive udvikler. Eller Product Owner. Faktisk havde hun slet ikke nogen klar karriereplan.

Men i dag – seks år efter hun trådte ind ad døren hos Bankdata som forretningskonsulent – står hun i spidsen for to teams og har netop fået gjort den rolle permanent. 

“Jeg har været drevet af opgaverne. Hvis noget lød spændende, så prøvede jeg det af. Og hvis det ikke var det rigtige, så har jeg forsøgt at bidrage andre steder. Ofte er det endt med, at jeg har taget del i arbejde, før rollen formelt eksisterede. Derfor har jobskifte føltes naturlige frem for styret af en strategisk karriereplan,” siger hun.

Mange føler et stort pres

Det er for mange en svær periode at gå fra uddannelse til arbejdsliv. En undersøgelse fra Aalborg Universitet peger på, at kombinationen af unges kamp for at opnå succes i arbejdslivet, præstationsorienterede arbejdskulturer og stadig flere midlertidige ansættelser er en giftig kombination for mental trivsel i starten af arbejdslivet.

"De første år på arbejdsmarkedet kan virke som en styrkeprøve på, om det lykkes at finde fodfæste som en med et succesfuldt arbejdsliv, og mange unge opfatter deres første arbejdslivserfaringer som et signal om, hvordan arbejdslivet vil udspille sig videre frem," lød en analyse i 2023 fra lektor Mette Lykke Nielsen, Center for Ungdomsforskning ved Institut for Kultur og Læring.

Silke Fisker er overbevist om, at man ikke behøver en detaljeret karriereplan for at nå et godt sted hen. Nysgerrighed og lyst til at tage ansvar kan være lige så stærke drivkræfter som strategiske titler. Det er værd at huske i en tid, hvor nogle føler et stort pres, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, mener hun.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, da jeg startede, og det tror jeg er en udfordringen for mange. Derfor handler det om at prøve ting af og sige ja, og husker på, at det kan føre dig til nye opgaver og roller, siger hun og fortsætter:

“Jeg anskuer arbejdslivet mere som forskellige perioder. I den første er du ny og lærer det grundlæggende. Så kommer der måske en periode med store projekter, og måske en som specialist eller med ledelse. Det er alt sammen oplevelser, der gør dig dygtigere. Men det er ikke en lineær vej opad.”

(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Når man kommer direkte fra universitetet, kan det være svært helt at forstå, hvad et job indebærer, før man står midt i det." Silke Fisker, teamleder hos Bankdata.

Et møde på en karrieremesse

Det var lidt et tilfælde, at Silke Fisker endte med at få sit første job hos Bankdata.

Da hun første gang lærte virksomheden at kende, var hun bachelorstuderende i matematikøkonomi. På en karrieremesse sprang en repræsentant fra virksomheden frem og sagde:

“Det her er Danmarks bedste arbejdsplads.”

Det gjorde indtryk, og flere fra hendes studieårgang endte med at søge ind. Selv sendte hun en uopfordret ansøgning, da hun nærmede sig afslutningen på sin kandidat fra Aalborg Universitet.

Sådan fik hun sit først job i et team, der udviklede systemer til finansiel rapportering og risikostyring i banker. Men det var en omvæltning at gå fra universitet til fuldtidsarbejde, husker hun.

"Når man kommer direkte fra universitetet, kan det være svært helt at forstå, hvad et job indebærer, før man står midt i det," siger hun.

“Jeg blev ansat som forretningskonsulent, men det var meget ukonkret for mig til at begyndte med. Jeg kom fra et studie, hvor der var et rigtigt svar. Her skulle jeg tolke, forstå kontekster og tale mig frem til løsninger. Det var meget fluffy,” husker hun.

”Vi har definerede mål for intern mobilitet i virksomheden, og udvikling af talent er ét af vores nuværende strategiske temaer."
- Kristina Blach Nielsen, HR-direktør hos Bankdata.

“Skal du ikke bare være udvikler?”

Efter kort tid begyndte tvivlen at melde sig hos Silke Fisker. Hun følte sig mindre motiveret, og begyndte at overveje, om hun var havnet i den rigtige rolle.

Hun blev klogere på, at hun havde brug for en rolle med mere konkrete opgaver og en tættere kobling til sin baggrund i matematik.

I stedet for at søge væk, tog hun tvivlen op med sin leder.

“Jeg sagde, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvornår en opgave egentlig var løst. Jeg ville gerne tættere på data og kode. Så sagde han bare: ‘Skal du ikke bare være udvikler?”

Det førte til, at hun kort efter havde fået en ny titel og en ny opgave. Det kastede hun sig ud i uden erfaring med systemudvikling, men med en god matematisk og logisk forståelse.

“Det var som et finde den rigtige hylde. Opgaverne var mere konkrete og gav langt mere mening for mig. Jeg kunne se resultaterne og forstå, hvordan tingene virkede. Det var en kæmpe lettelse.”

Mulighed for at eksperimentere

Silke Fisker er ikke den eneste hos Bankdata, der har fået mulighed for at opnå dybere viden eller bredere erfaring med ansvarsområder, teknologier eller opgaver.

Hver medarbejder har mindst fire udviklingssamtaler om året, men det er medarbejderen selv, der ejer sin plan, følger op og dokumenterer læring undervejs. Målet er at gøre udvikling til en naturlig del af arbejdet – ikke noget, der sker én gang om året.

Tilgangen blev indført i 2015 som led i Bankdatas omlægning til agile arbejdsmetoder, og er i dag en fast del af tilgangen til medarbejderudvikling.

Det er en vigtig del i forhold til at kunne se og udvikle talent i Bankdata, siger HR-chef Kristina Blach Nielsen. 

”Vi har definerede mål for intern mobilitet i virksomheden, og udvikling af talent er ét af vores nuværende strategiske temaer – på lige fod med fx platformmodernisering, data og cloud.”

”Vi konkurrerer om et segment, der har ambitioner om at være en del af eliten i et felt, der konstant flytter sig. Vi skal derfor både give mulighed for at få dybere viden og bredere erfaring, fx ved at eksperimentere med teknologier, opgaver forskellige ansvarsområder eller opgaver.”

Gennem korte, målrettede og eksperimenterende forløb, er det visionen hos Bankdata, at medarbejderen i samarbejde med sin leder afprøver nye opgaver, ansvarsområder eller teknologier tæt på hverdagen. Ud over at udvikle medarbejderne, er det også et væsentligt element i at fastholde dem, pointerer Kristina Blach Nielsen.

Silke Fiskers råd til dig, der er ny i jobbet

  1. Vær nysgerrig og sig ja
    Du behøver ikke kende din karrierevej fra starten. Kast dig ud i opgaver og brug erfaringerne til at finde ud af, hvad du trives med. Det kan føre dig steder hen, du ikke havde forestillet dig – og give dig nye perspektiver på dine egne evner.

  2. Tag ansvar – også før du får titlen
    Du behøver ikke vente på en officiel rolle. Hvis du ser noget, der kan gøres bedre, så tag fat. Ofte følger titlen efter, når du allerede har vist, at du kan løfte opgaven.

  3. Tal med din leder – og bed om sparring
    Del dine tanker og tvivl. En god leder kan hjælpe dig med at finde nye veje og give dig mulighed for at eksperimentere med forskellige roller.

  4. Husk: Det første job er ikke det sidste
    Det er helt okay, hvis det første job ikke er det perfekte match. Det vigtigste er at lære noget, som kan bruges som springbræt til det næste.

  5. Du kan bidrage – også som ny
    Undervurder ikke dig selv. Du behøver ikke have 10 års erfaring for at gøre en forskel. Dine idéer og dit perspektiv er værdifuldt.
"Man behøver ikke altid vide, hvad man vil og have en fast karriereplan. Begynd et sted. Prøv noget af. Så bliver du klogere på, hvad du vil, og hvad du ikke vil.” Silke Fisker, teamleder hos Bankdata.

Teamleder på prøve

For Silke Fisker fortsatte det også med nye roller. Efter et par år som udvikler havde hun fået smag for at arbejde tættere på kunderne og foreslog selv at prøve rollen som Product Owner – selvom den ikke officielt fandtes i det team, hun var en del af.

“Jeg kunne godt lide at tale med kunderne og forstå deres behov. Jeg begyndte at koordinere og skabe overblik, og det viste sig at passe mig rigtig godt.”

Hun havde allerede taget mange af de opgaver, der lå i PO-rollen – og det samme skete, da hun senere begyndte at interessere sig for ledelse.

Så da hun senere i foråret 2025 fik mulighed for at prøve sig af som teamleder, kom det naturligt, fortæller hun. Hun blev til en start tilbudt at prøve det af i tre måneder.

“Jeg var lidt i tvivl. Jeg var midt i noget spændende som PO, og jeg var bange for at komme for langt væk fra det tekniske. Men jeg kunne mærke, at jeg var klar til at prøve noget nyt.”

Over sommeren blev det tydeligt, at rollen passede hende godt, og i efteråret blev stillingen gjort permanent.

Læring frem for titler

Silke Fisker har flere gange kastet sig ud i opgaver, hun ikke kendte, som har givet hende erfaring eller åbnet døre. Hun husker især en opgave tidligt i karrieren, som ingen andre ville røre ved – en dokumentation, der senere viste sig at have stor betydning for et pengeinstitut.

Selvom Silke Fisker nu er teamleder hos Bankdata, har det for hende aldrig handlet om at jagte titler. Hun har været drevet af opgaverne og af at lære, forklarer hun igen.

“Man behøver ikke altid vide, hvad man vil og have en fast karriereplan. Begynd et sted. Prøv noget af. Så bliver du klogere på, hvad du vil, og hvad du ikke vil,” lyder hendes råd, inden hun fortsætter:

“Jeg ser ikke karriere som en trappe. Jeg ser det som en mulighed for at lære noget nyt. En stilling og rolle er ikke for evigt, måske er det bare det næste år. Hvis det ikke passer med ledelse, så gør jeg noget andet.”

Seneste nyt