Tillidsrepræsentant blev bortvist: Nu får han 1,4 mio. kr. i erstatning

Bortvist med øjeblikkelig virkning

Sagen udsprang af en klage fra en tidligere kollega, som i forbindelse med sin egen fratrædelse gjorde banken opmærksom på, at fællestillidsrepræsentanten i to situationer havde brugt udtryk, som kollegaen oplevede som krænkende i forhold til hans herkomst og etniske baggrund.

Fællestillidsrepræsentanten blev kort efter indkaldt til en samtale med banken, hvor han forklarede sin version af forløbet.

Her erkendte han, at han havde brugt de omtalte udtryk, men forklarede, at det var sket i en uformel og venskabelig kontekst, hvor kollegaen selv tidligere havde brugt samme sprogbrug. 

Ifølge ham havde der været en fri tone mellem dem, og han havde i sine 15 år ikke tidligere fået kritik af sin måde at tale på.

Få dage senere valgte banken at bortvise ham med øjeblikkelig virkning. 

Banken begrundede bortvisningen med, at den ansattes udtalelser udgjorde en overtrædelse af bankens politikker og retningslinjer for krænkende adfærd.

Ifølge banken var der tale om en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, som havde ført til et totalt tillidsbrud.

Samtidig blev det fremhævet som en skærpende omstændighed, at han var fællestillidsrepræsentant. På den baggrund vurderede banken, at forholdene samlet set berettigede til bortvisning med øjeblikkelig virkning.

Den manglende kontekst

Ifølge sagen blev beslutningen om bortvisning dog truffet, uden at banken havde undersøgt og dokumenteret den nærmere sammenhæng, udtrykkene var blevet brugt i.  

Netop den manglende afdækning af forløbet blev et centralt punkt i voldgiftssagen.

Ifølge Mette Hjøllund Schousboe skal man afstå fra at anvende sprogbrug, der kan opfattes krænkende. Men konteksten og situationen, ordene er anvendt i, skal indgå i vurderingen af eventuel ansættelsesretslige sanktioner. 

”Det fremgår tydeligt af afgørelsen, at arbejdsgiveren ikke kan bortvise en medarbejder blot fordi der en formodning for, at medarbejderen har foretaget en handling, der kunne udgøre bortvisningsgrund,” siger Mette Hjøllund Schousboe og fortsætter:

”I sagen havde tillidsrepræsentanten blot gentaget en sprogbrug, som var anvendt af personen selv, og det fremgik klart af situationen, at det ikke var ment krænkende. Dette var med til at understrege, at banken ikke kunne hverken opsige eller bortvise for forholdet.”

Voldgiftsrettens afgørelse – og punktum for sagen

I kendelsen lyder det fra opmanden, at banken blandt andet burde have forelagt fællestillidsrepræsentantens forklaring for kollegaen for at få afdækket forløbet nærmere.

Det skete ikke, og banken bragte sig dermed i en bevismæssigt vanskelig situation.

Den tidligere kollega, som havde anmeldt det krængende sprogbrug, ønskede ikke at afgive forklaring i voldgiften. Voldgiftsretten lagde i stedet tillidsrepræsentantens forklaring til grund og vurderede den som troværdig samt det forhold,  at han aldrig i sine mere end15 år skulle have fået kritik af hans arbejde eller adfærd.

På den baggrund fandt opmanden, at banken hverken havde tilstrækkeligt grundlag for bortvisning eller for opsigelse. Der blev også lagt vægt på, at det ikke kunne antages, at tillidsrepræsentanten havde haft til hensigt at krænke sin kollega, og at han – i den konkrete situation – havde haft grund til at tro, at kollegaen heller ikke ville føle sig krænket.

Voldgiftsretten understregede, at banken godt kunne have grebet ind – for eksempel ved en klar indskærpelse af, at den pågældende sprogbrug ikke var acceptabel fremover. En sådan reaktion ville have været proportional, hvorimod bortvisning var et for vidtgående skridt, lyder det.

Manglende undersøgelse

Den tidligere fællestillidsrepræsentant understreger, at ordene ifølge hans opfattelse blev sagt i en helt anden sammenhæng, end banken senere lagde til grund.

Ifølge ham var der tale om en uformel og fortrolig relation mellem de to kollegaer, som på daværende tidspunkt havde et venskabeligt forhold. 

“Det blev sagt i en situation, hvor kollegaen selv havde brugt de samme udtryk om sig selv. Jeg opfattede det som en intern, venskabelig tone, og jeg havde aldrig fået at vide, at det var et problem,” siger han.

Han peger på, at banken efter hans opfattelse aldrig undersøgte den konkrete kontekst nærmere – hverken relationen mellem kollegaerne eller den situation, hvor udtrykkene blev brugt – før beslutningen om bortvisning blev truffet.

For den tidligere fællestillidsrepræsentant har afgørelsen sat et punktum for et forløb, der har fyldt meget siden hans bortvisning. 

“Det har været en ekstremt hård periode. Derfor betyder det enormt meget, at der nu er sat en streg i sandet, og at det er slået fast, at bortvisningen ikke var i orden,” siger han og tilføjer:

“Jeg ville ønske, at banken havde taget dialogen med mig og undersøgt forløbet ordentligt. Jeg havde gerne taget en påtale eller en advarsel og lært af det. I stedet blev det den hårdest mulige sanktion,” siger han.

I dag er han kommet videre i et nyt job, men oplevelsen sidder stadig i ham. Afgørelsen fra voldgiftsretten har dog givet ham den oprejsning, han havde håbet på.

“For mig handler det først og fremmest om retfærdighed. Jeg er dybt taknemmelig for Finansforbundets uundværlige støtte og engagement gennem hele forløbet."