"Mordet skal ikke definere mit liv"

Torsdag 7. marts 2024 havde hun været til eksamen. Der var gang i mange ting, hun tog en certificering i pension på akademiuddannelsen sideløbende med jobbet som rådgiver i Jyske Bank Randers, hvor hun også var nyvalgt tillidsrepræsentant.

Og der stod bryllup for døren. På vej hjem kørte hun derfor rundt og delte bryllupsinvitationer ud i postkasserne til dem, der skulle med fra lokalområdet.

Ellers var det en helt almindelig dag, der endte i rædsel, da Jonas om aftenen gik ud for at tjekke puslende lyde fra parcelhusets indkørsel.

Han blev det fuldstændigt tilfældige offer for en knivbevæbnet indbrudstyv.

”Jonas klarede at komme ind til mig i huset igen. Jeg forsøgte at holde ham i live, til hjælpen nåede frem, men han forblødte i mine arme. Huset vrimlede hurtigt med politifolk og ambulancefolk. Sofus, vores labrador, gøede og vækkede Anker. Jeg stod med ham i favnen ved hans seng, da en politibetjent fortalte mig, at det var slut, Jonas levede ikke mere.”

Læs også: Da Katrines kæreste blev dræbt, greb de hende på arbejdet

Allerede da oplevede Katrine sin vilje til at handle vågne gennem tågen af dybt chok og kaos. Den dengang etårige Anker skulle beskyttes.

”Vi skulle forbi Jonas og redningsfolkene, som var i gangen, uden at Anker så noget. Jeg skærmede ham og kiggede heller ikke selv. Det var den første beslutning, hvor jeg brugte min vilje til at handle.”

Test en uge efter drabet

Minutter, timer og dage, der fulgte, bød på den ene viljesakt efter den anden.

Dagen før begravelsen besluttede hun at droppe den beroligende medicin, hun var blevet ordineret, og som nok dulmede lidt, men også sløvede og forhindrede hende i at køre bil og hente og bringe Anker i vuggestue - og i det hele taget forhindrede hende i at føle sig i kontrol.

”Jeg mistede så meget kontrol over mit liv, da Jonas blev slået ihjel. Jeg blev hurtigt klar over, at det var nødvendigt for mig at genvinde kontrollen og vælge livet aktivt til. Selv om jeg var plaget af sorg og angst, stoppede jeg med medicinen for at kunne være fuldt til stede ved begravelsen. Det følte jeg også, at jeg skyldte Jonas.”

Ved begravelsen stod hun i sin sorte kjole og gav hånd til 5-600 mennesker.

”Det var voldsomt, men jeg ville gennemføre det. Det var meget vigtigt for mig. Og når jeg kunne det, kunne jeg også gøre det næste, der var nødvendigt, og det næste og det næste.”

Blandt andet gennemførte hun, selv om hendes leder rådede hende til at lade være, af egen drift certificeringen, der fulgte efter den eksamen, hun gennemførte på drabsdagen. Tog hun den ikke, ville eksamen blive forældet.

”Det skulle ikke være spildt, at jeg havde været til eksamen den dag.”

Til hjælp for andre

Hun har på forespørgsel fra Nyhedsbrevet Finans besluttet sig for at dele flere af de erfaringer, hun på den lidt længere bane har gjort sig i processen med at komme videre med sit liv - i håb om, at andre vil kunne bruge dem, hvis noget livsomvæltende rammer.

Det gør hun på baggrund af, at hun efter den første artikel, da hun fortalte om arbejdspladsens betydning i livskrise, fik rigtig mange positive tilkendegivelser. Blandt andet fra mennesker, der aktivt kunne bruge hendes råd.

Andre troede, jeg ville knække

Kort efter tabet af Jonas pakkede hun deres fælles liv i parcelhuset sammen i papkasser, flyttede kortvarigt til sine forældre og siden videre til egen, ny bolig. 

"Jeg havde, og har stadig, mine forældre tæt på. De blev en stor støtte for både mig og Anker."

Hun genoptog arbejdet med markant hjælp og opbakning fra sine ledere og kolleger, foruden psykologer, en proces, hun som nævnt har fortalt om i en tidligere artikel.

Omgivelserne var bekymrede over hendes reaktion, mærkede hun tydeligt.

”De var bange for, at jeg pludselig skulle knække. Det hørte jeg virkelig mange gange fra alle sider. Pas nu på dig selv, Katrine. De troede ikke på, at det blev ved at gå. Det hjalp mig på sin vis, at de reagerede sådan, for det måtte betyde, at jeg gjorde det godt. Desuden kunne det ikke komme på tale, at jeg skulle knække, jeg har jo Anker at passe på, og nu har han kun mig.”

Stærke resultater

Lidt efter lidt dannede hun en sti tilbage mod en ny tilværelse.

”At arbejde var rigtig godt for mig. Det gav mig noget andet at fokusere på end sorgen og gav mig energi at skabe resultater. Jeg har altid været målrettet med mit arbejde, men efter nogen tid tog det nye højder, og jeg skabte virkelig gode resultater. Kollegerne kunne ikke helt få den side af mig til at passe med det, der var sket.”

Læs også: Da Katrines kæreste blev dræbt, greb de hende på arbejdet

Hun mærkede også, at tiden begyndte at have effekt.

”Det første år var alle mærkedatoer svære. Den dag, vi skulle have været gift, fx – første år var den meget svær, men andet år glemte jeg den, for vi blev aldrig gift. Nu er det Jonas fødselsdag og Fars dag, der er de sværeste,” fortæller Katrine Ross, der har stærke bånd til Jonas forældre, der også har overtaget labradoren Sofus.

”I begyndelsen var det at beholde Sofus en nødvendighed for at holde fast i noget af det eneste, der var tilbage. Jeg havde mistet min partner, mit barns far, mit hjem - men det gik ikke. Jeg måtte indse, at det ikke kunne hænge sammen for mig med en stor motionskrævende hund, og samtidig have job og være alene med Anker. Så heldigvis kunne Jonas forældre overtage ham, så vi ser ham ofte.”

Ny kærlighed

Katrine begyndte at date på et tidspunkt, men var ikke rigtig klar til det, før hun mødte ham, hun nu er kæreste med.

”Det varede længe, før jeg blev klar til at date igen, selv om jeg prøvede. Først skulle jeg vænne mig til at være alene hjemme, det var ikke let, jeg var vant til at være sammen med Jonas altid. Det var selvfølgelig også meget svært ovenpå det, jeg har oplevet. Jeg har nogle traumer i forhold til lyde, som jeg har arbejdet meget med. I det hele taget har jeg arbejdet rigtig meget med selvudvikling.”

Nu er Katrine blevet så god til at være alene, at hun kan nyde alenetiden, når Anker er lagt i seng.

”Men at have fundet en kæreste, at have en i mit liv igen, som elsker og støtter mig – det har enorm betydning.  Jeg er jo ikke færdig med at danne familie. Jeg vil ikke lade mit liv definere af, at noget så voldsomt ramte os.”

Nyt job

Kæresten var en vigtig samtalepartner, da hun besluttede sig for at vove springet og skifte jobbet i Jyske Bank ud med Finobo, der har få år på bagen, omkring 40 ansatte og specialiseret sig i uvildig finansiel rådgivning af private. Hun har nu i et halvt år arbejdet som finansiel rådgiver i deres afdeling i Aarhus, hvor Nyhedsbrevet Finans møder hende på en strålende smuk forårsdag.

”Ud over, at jobbet giver mig nogle helt nye muligheder for at udvikle mig og en anden fleksibilitet i hverdagen, fordi jeg selv tilrettelægger mit arbejde, har det også givet mig mulighed for at starte forfra i forhold til kolleger. Mordet fylder ikke på samme måde. Her er jeg Katrine, og her er traumet fortid og nu en del af min samlede historie.”

Spørg bare

Hun har ikke noget ønske om at forsøge at skjule den tragedie, hun har med sig, for de nye kolleger, selv om hun er glad for, at det ikke længere fylder i arbejdshverdagen på samme måde.

”Da jeg blev ansat her i Finobo, valgte jeg at fortælle det til den kollega, jeg blev ansat samtidig med og tilbragte meget tid med. Han blev dybt chokeret, men jeg fortalte ham, at det ikke er tabubelagt for mig. Han og andre kolleger må gerne spørge til det, i stedet for at tale om det indbyrdes. Hvor der er en interesse for at vide mere, er der også banet vej for en forståelse, har jeg fundet ud af.”

Direktøren spurgte ind

Medejer og direktør i Finobo, Morten Eriksen, blev også på et tidligt tidspunkt gjort opmærksom på, hvilken historie den nyansatte havde med sig.

”Jeg blev samtidig gjort opmærksom på, at Finansforbundet havde skrevet en artikel om det, med gode råd til, hvad man skal gøre som leder. Den brugte jeg også aktivt i forbindelse med en af de andre ansatte, der også har været igennem en livskrise. Han har siden takket mig for at række ud flere gange.”

Et af rådene fra Katrine, som du finder gentaget i faktaboksen herunder, er netop, at man som leder hurtigt skal række ud og gøre klart, at der er støtte at hente.

Morten Eriksen fortæller, at han som person har let ved at være åben og lægger vægt på at virksomheden i det hele taget har en kultur, hvor man kan tale åbnet sammen - også når det handler om vanskelige emner.

Han skulle dog selv lige selv gøre sig klar til at spørge Katrine om så tragisk en hændelse.

”Jeg ledte efter en anledning og spurgte, da jeg tilfældigt traf Katrine alene, om hun have lyst til at tale om det. Jeg roste hendes mod til at stå frem i artiklen og fortalte, at jeg havde kunnet bruge rådene.”

Det betød meget for hende, fortæller hun.

”Det var rørende for mig, at Morten indbød til samtale og også, at han havde læst artiklen og kunne bruge de råd, jeg havde givet, aktivt. Det gav mig samtidig en følelse af, at jeg igen var landet det rette sted arbejdsmæssigt.”

Internt blev det kort drøftet, om kollegerne skulle informeres samlet, men Katrine ønskede ikke, at hendes historie skulle meldes bredt ud – en tilgang, Morten Eriksen delte og bakkede op om.

”Jeg vil ikke have, at kollegerne definerer mig ud fra det, der er sket. Men det er rart at dem, der er tættest på, ved hvad der er sket. I dag er jeg Katrine med ekstra livserfaring i bagagen - og det er altid okay at tale med mig om det.”

Læs også: Da Katrines kæreste blev dræbt, greb de hende på arbejdet