Menu luk

Når direktør tænder musikken, sænker roen sig i storrumskontoret

I to afdelinger i Sydbank har de fundet en måde, der sikrer medarbejderne mere koncentreret arbejde i storrumskontoret. Det har betydet mere effektivt arbejde og færre fejl, viser evaluering.

18. sep. 2023
3 min
Dansk / English
Tirsdag og torsdag er der sat tid af til fordybelse i Sydbank i Sønderborg. Foto: Sydbank

Når klokken slår præcis 8.30 tirsdag og torsdag, tænder privatdirektør Dorthe Lykke Jørgensen for musikken i Sydbank i Sønderborg. Der afspilles en enkelt melodi fra playlisten, og herefter slukkes radioen.

Det er tegn til afdelingens 25 ansatte, som straks finder sig til rette ved computerne med kaffe, vand og hvad de ellers skal bruge, før den står på halvanden times koncentreret arbejde. Smalltalk, sparring eller spørgsmål til kollegerne bliver parkeret til senere. Kun telefonerne kan ringe og afbryde stilheden.

”Vi vil gerne skabe den ro, som vi kunne mærke, at der ofte manglede,” forklarer Dorthe Lykke Jørgensen.

Siden juni har de i begge hendes afdelinger i Sønderborg og Gråsten arbejdet med fordybelsestid. Det er lagt fast ind i medarbejdernes kalendere hver tirsdag og torsdag fra klokken 8.30, når de møder ind.

Klokken 9.50 spilles der igen et nummer fra playlisten. Musikken markerer at fordybelsestiden er slut, og der nu er tid til et fælles 10 minutters ”frikvarter”, hvor man kan gå en tur eller tage en sludder med kollegerne ved kaffemaskinen, inden arbejdsdagen fortsætter.

Arbejder mere effektivt og laver færre fejl

I det åbne kontorlandskab, hvor der ofte bliver sparret på kryds og tværs, kan det nemlig være svært at finde den ro, der nogle gange skal til for at løse en opgave.

Derfor blev Dorthe Lykke Jørgensen og hendes lederteam inspireret, da de hørte om værktøjet ”Fordybelsespyramiden”.

Her er et af redskaberne til at sikre ro, når telefonerne kimer, indbakken bugner og kollegerne søger sparring, at der sættes fordybelsestid af i kalenderen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Det har givet gode resultater at arbejde med fordybelsestid i afdelingen, fortæller privatdirektør Dorthe Lykke Jørgensen. Foto: Sydbank

Og i afdelingen har det givet gode resultater, selvom alle lige skulle vænne sig til det nye tiltag, fortæller privatdirektøren.

Efter to måneder har hun bedt medarbejderne evaluere fordybelsestiden, som i første blev indført som et forsøg. Og her var der meget positive tilbagemeldinger.

Nogle fremhæver ifølge Dorthe Lykke Jørgensen, at de bliver mere effektive, andre at de laver færre fejl, mens nogle skriver, at det gør dem til bedre rådgivere.

”Primært er hovedoverskriften egentlig, at de sætter pris på det, fordi de får mulighed for at koncentrere sig på en anden måde, end de har haft før. De får hjælp til at koncentrere sig,” forklarer Dorthe Lykke Jørgensen.

De positive tilbagemeldinger betyder, at fordybelsestiden nu er blevet en fast del af hverdagen i afdelingerne.

"Når vi alle sammen er indstillet på, at der skal være ro på, så får vi en fælles start og fælles fodslag til dagen."
- Bo Hellesøe, privatrådgiver i Sydbank i Sønderborg

Et bedre afsæt til dagen

De ansatte må selv om, hvordan de bruger de to gange fordybelsestid. Og det er privatrådgiver Bo Hellesøe glad for.

”Afsættet til dagen og kunderne bliver meget bedre, fordi jeg får lavet en god struktur og får prioriteret de ting, jeg nu skal i løbet af dagen,” forklarer han.

Han bruger ofte tiden på at få styr på de mere komplekse kreditsager. Og det giver ham en fornemmelse af, at han arbejder mere effektivt og laver færre fejl.

Samtidig føler han også, at det giver noget godt til det kollegiale samspil i afdelingen.

”Når vi alle sammen er indstillet på, at der skal være ro på, så får vi en fælles start og fælles fodslag til dagen. Og det synes jeg gavner hele dynamikken i gruppen,” siger Bo Hellesøe.

Fordybelsespyramiden

Fordybelsespyramiden er udviklet i et samarbejde mellem Finansforbundet, Forsikringsforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), de øvrige parter i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Handel, Finans og Kontor samt ledelsesrådgiver og forfatter Pia Hauge.

Pyramiden består af syv trin:

  1. Inspiration
  2. Hjernepauser
  3. Gode omgivelser
  4. Digital arbejdsro
  5. Meningsfuld opgave
  6. Tid
  7. Motivation

Læs mere her.


Emner

Seneste nyt