Menu luk

It-ansatte presset i bankerne: Mange har mistet tillid og motivation

Usikkerheden ulmer i bankernes it-afdelinger. Mange it-ansatte hos især Danske Bank og Nordea er udfordret på deres trivsel og frygter fyring. Det viser Finansforbundets seneste trivselsundersøgelse.

12. maj 2026
6 min

Fyringer, interne omstruktureringer og udrulning af ny teknologi har sat tydelige spor i trivslen blandt it-ansatte, viser Finansforbundets trivselsundersøgelse. 

Værst ser det ud hos bankernes it-afdelinger, hvor hver anden oplever, at forandringer har haft en negativ påvirkning på deres motivation og deres tillid til arbejdsgiveren. Det er det højeste antal blandt alle de store jobkategorier i finanssektoren. 

Det er bekymrende, pointerer Finansforbundets næstformand, Steen Lund Olsen. 

”Medarbejderne på tværs af finanssektoren er både omstillingsparate og loyale, men når så mange it-ansatte mister både motivation og tillid, er det et klart signal om, at noget er skredet. Det handler ikke om modstand mod forandring – det handler om mennesker, der blevet presset for hårdt og for hurtigt og samtidig oplever stor usikkerhed.” 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Fakta om undersøgelsen

I alt har cirka 9.000 deltaget i Finansforbundets trivselsundersøgelse. Svar fra medarbejdere i fusionsvirksomhederne AL Sydbank og Nykredit samt datacentralerne indgår ikke i konklusionerne om de ansattes frygt for fyringer, faldende trivsel og manglende motivation.   

Data i undersøgelsen er indsamlet i perioden fra 14. januar 2026 til 4. februar 2026.  

Undersøgelsen er dermed foretaget inden effektueringen af opsigelserne i Group Technology i Nordea den 6. februar. Afskedigelsesrunden her, som vedrørte 271 stillinger, heraf 93 stillinger i Danmark, var dog ved gennemførelsen af undersøgelsen varslet internt. 

Undersøgelsen er foretaget inden udmeldingen om, at Nordea nedlægger 1.500 stillinger i 2026 og 2027, som blev annonceret den 17. marts, og inden Danske Banks udmelding om nedlæggelse af 420 stillinger, heraf 230 stillinger i Danmark, som blev annonceret den 26. februar. 

Presset stiger hos Danske Bank og Nordea

Tallene stammer fra et særudtræk fra Finansforbundets senest trivselsundersøgelse, hvor svar fra medlemmer hos fusionsvirksomheder og datacentraler er frasorteret.

Der er altså primært tale om bankernes it-afdelinger, og det er især situationen i Danske Bank og Nordea, der farver billedet.

For når man ser på medlemmernes svar fra virksomheder med over 5.000 – hvilket vi sige Danske Bank og Nordea – angiver 54 procent af it-medarbejderne et fald i tilliden til arbejdspladsen. I virksomheder med under 5.000 ansatte ligger andelen på 30-32 procent. 

Frygten for at miste sit job er også markant højere hos Danske Bank og Nordea. Her frygter 28 procent af de it-ansatte i høj grad frygter at blive fyret. Til sammenligning gælder det 8 procent af it-ansatte i virksomheder med under 5.000 ansatte. 

”Mange it-ansatte går lige nu på arbejde med en frygt for at blive fyret. De står midt i omstillingen og er med til at implementere ny teknologi, som de med rette er usikre på, om i sidste ende kan gøre deres eget job overflødigt. Det er en svær og uholdbar situation,” siger Steen Lund Olsen. 

Spørgeskemaet er besvaret før Danske Banks udmelding om, at 230 stillinger i Danmark nedlægges, men op til afskedigelsen af 93 medarbejdere i Nordeas it-afdeling. 

Der er generelt flere ansatte, der frygter at blive fyret, hos Danske Bank og Nordea.

Det kan du læse mere om her: Ansatte i store banker frygter fyringer

Steen Lund Olsen
"Virksomhederne har behov for nysgerrige og motiverede medarbejdere for at lykkedes med ny teknologi og AI". Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Risikerer at brænde medarbejderne ud 

Resultaterne fra Finansforbundets trivselsundersøgelsen tyder på, at AI-udrulningen og forandringerne paradoksalt nok har betydet et stigende pres fremfor bedre tid i opgaveløsningen.  

Hele 41 procent af de it-ansatte i bankerne har oplevet et stigende arbejdspres. Kun 30 procent mener, at de har fået tilstrækkelig tid til at tilpasse sig nye krav og arbejdsgange. Endnu færre – 24 procent – oplever, at de har fået tilstrækkelig oplæring i nye systemer og opgaver. 

Samlet set er det kun omkring hver tredje it-ansat, der mener, at forandringerne er blevet håndteret på en fair måde. 

Det er meget tydeligt, at der ligger en stor opgave i at sikre motivation og opbakning fra de it-ansatte i lyset af de forandringer, som langt fra er overståede, pointerer Steen Lund Olsen.  

”Forandringer lykkes kun med ledelsesmæssigt fokus på de mennesker, der skal bære forandringerne i gennem og skabe værdien i det lange løb. Det kræver tid til at følge med, og at man involverer medarbejderne meningsfuldt.  Ellers risikerer man at brænde de medarbejdere af, som man er allermest afhængig af,” siger han og fortsætter:  

”Virksomhederne har behov for nysgerrige og motiverede medarbejdere for at lykkedes med ny teknologi og AI. Det kræver arbejdsgivere, der tager ansvar for tempo, prioriteringer og rammer. Teknologi kan ikke implementeres fornuftigt, hvis de ansatte samtidig frygter for at blive fyret,” siger Steen Lund Olsen. 

Det er ikke kun AI-udviklingen, som er blevet oplevet som en af de store forandringer på det seneste.   

Blandt medarbejdere i Danske Bank og Nordea har følgende forandringer præget hverdagen for flest medlemmer:  

  • Interne omstruktureringer 
  • Implementering af ny teknologi og nye it-systemer 
  • Nedskæringer og fyringer 
  • Ændringer i hjemmearbejds- og fleksordninger 
  • Automatisering og digitalisering af arbejdsopgaver 

For Steen Lund Olsen er det på tide at rette fokus mod de it-ansattes vilkår i en tid, hvor mange både oplever høje krav og stor usikkerhed.  

De it-ansatte står midt i en brydningstid, hvor de skal levere på omstillingen og tage nye værktøjer i brug samtidig med, at oplever stigende arbejdspres og utryghed. Finansforbundet tager udviklingen meget alvorligt, understreger Steen Lund Olsen. 

”Teknologi og AI er ikke et quick fix. Hvis man vil have det fulde udbytte, kræver det tid, tryghed og respekt for dem, der skal få det til at fungere i praksis. Det er afgørende, at forandringerne gennemføres på en måde, hvor der er plads til mennesker – ikke kun systemer,” siger han.

Sådan forholder Danske Bank og Nordea sig

Finansforbundet har forhørt sig hos Danske Bank og Nordea om, hvordan de forholder sig til de it-ansattes tilbagemelding i Finansforbundets trivselsundersøgelse.

I Nordea fremhæver HR-chef Lotte Schiffer, at forandringer i medarbejderstaben stille store krav til Nordea. 

“I de situationer er det afgørende for os, at vi agerer med tydelighed, ordentlighed og respekt over for de medarbejdere, der er berørt,” siger hun.  

Hun henviser også til, at Nordea arbejder målrettet på at fastholde kompetencer og skabe nye muligheder for så mange som muligt internt i koncernen.  

“Ved den seneste nedbemanding i Group Technology har omkring 16 procent af de berørte medarbejdere fundet en anden stilling internt. Det ser vi som et udtryk for vores styrke som en større finansiel virksomhed,” siger hun. 

Fra Karsten Breum, der er HR-chef i Danske Bank, lyder det, at forandringer er en naturlig del af udviklingen i den finansielle sektor, og at det kan skabe usikkerhed også hos de ansatte. 

“Det tager vi alvorligt. I Danske Bank arbejder vi målrettet på at være åbne og tydelige om de forandringer, vi står over for som led i vores strategi med fokus på bedre kundeoplevelser og øget effektivitet.” 

Karsten Breum pointerer, at Danske Bank investerer i de ansattes opkvalificering og udvikling. 

“Målinger viser, at medarbejdertilfredsheden og trivslen i Danske Bank i dag er historisk høj. Det ændrer ikke på, at forandringer kan opleves som svære, og derfor har vi et vedvarende fokus på at lytte til feedback og sikre gode rammer for trivsel, motivation og et trygt arbejdsmiljø.” 

“Målet er, at vi gennemfører de løbende forandringer ansvarligt og ordentligt med respekt for både vores medarbejdere og forretning,” siger han. 

Seneste nyt