Menu luk

Her er verdens bedste banker til AI: Sådan er Danske Bank og Nordea placeret

Et globalt AI-indeks bestående af 175 finansielle institutioner er netop blevet opdateret. Danske Bank og Nordea er at finde i toppen.

12. okt. 2026
3 min

Store og ældre virksomheder har ikke altid svært ved at omstille og transformere sig. 

Med et teknologibudget på 132 milliarder kroner i 2026 har JPMorgan Chase med rødder fra 1799 sat sig på AI-tronen i den globale finansverden. 

Det konkluderer Evident, der benchmarker og analyserer AI i den finansielle sektor, og som siden 2023 har indekseret AI-modenheden blandt banker. 

I den seneste udgave, der netop er blevet offentliggjort, følger Capital One på 2. pladsen, mens Royal Bank of Canada lander på en 3. plads.

Ifølge analysefirmaet har netop de tre finansielle giganter fastholdt deres placering som de ubestridte AI-frontløbere de seneste år.    

Danske Bank og Nordea i top

Indekset omfatter i dag 175 finansielle institutioner. Metoden bag, som Evident omtaler som uafhængig, er udelukkende bygget på offentligt tilgængeligt data inden for fire områder: talent, innovation, lederskab og transparens. 

På listen er Danske Bank placeret som nr. 31, to pladser bedre end i 2025. Dermed indtager Danske Bank også titlen som nordisk frontløber, når det kommer til AI.

Danske Bank scorer bl.a. solidt inden for AI-lederskab og -transparens med henholdsvis en placering som nr. 19 og 24. I forhold til talent og innovation er Danske Bank placeret som nr. 28 og 50.

Nordea er at finde som nr. 43 med den bedste placering i kategorien talent med en 35. plads. Nordea er sprunget seks pladser op af listen sammenlignet med 2025.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

AI-indeks for banker - top 50

Evident AI Index er en "outside-in"-vurdering baseret på offentligt tilgængelige data. Indekset kombinerer omfattende manuel research med automatiseret dataindsamling fra virksomheders rapportering samt en række tredjepartsdatakilder. Det er udviklet med input fra fageksperter inden for finansielle tjenester, teknologi og benchmarking.

Indekset rangerer 50 af verdens største banker i Nordamerika, Europa og udvalgte markeder i Asien og Stillehavsområdet. Hver bank vurderes på baggrund af mere end 70 individuelle indikatorer fordelt på fire vægtede analyseområder: talent, innovation, lederskab og transparens.

Du kan se hele top-50 her.

Udbredelsen af AI accelererer 

I en analyse, som følger indekset, noterer Evident, at udrulningen af AI i banksektoren er accelereret hurtigere det seneste år end på noget tidspunkt siden lanceringen indekset i 2023. 

Bankerne er generelt gået fra at formulere AI-strategier til at implementere og opbygge de nødvendige forudsætninger for AI i form af talent, forskning, platforme, partnerskaber og governance. 

Det påpeges dog også, at målbare resultater fra konkrete AI-anvendelser fortsat er sparsomt dokumenteret. 

Begejstring hos Danske Bank

Hos Danske Bank er placeringen i årets AI-rangliste ikke blevet overset.

Danske Banks AI-chef, Kasper Tjørntved Davidsen, skriver på LinkedIn, at han ikke kunne være mere stolt af den fælles indsats, der ligger bag. 

”For mig viser det, at det betaler sig at lægge en reel indsats i adoption, fundamenter, skalering, ansvarlig og transparent AI samt en kundeorienteret tilgang. Det kan vi se i vores tal, i den begejstring vi oplever, og i den feedback vi får fra brugere og kunder. Og at få denne anerkendelse oveni er virkelig meningsfuldt."

Han henviser til, at Danske Bank har forpligtiget sig til at levere årlige produktivitetsgevinster på to milliarder kroner fra teknologi og AI inden 2028. 

Også Carsten Egeriis, Danske Banks administrerende direktør, er glad for at se Danske Bank rykke op ad AI-listen. Han noterer sig på LinkedIn, at det har været et vigtigt år i bankens AI-rejse.

”Tak til alle, der bidrager til disse fremskridt. Forandringstempoet er enormt, og jeres nysgerrighed og engagement hjælper os med at tage AI i brug på en ansvarlig måde og i stor skala, så vi kan skabe værdi for vores kunder, kolleger og aktionærer,” lyder det bl.a. 

 

Seneste nyt