Arbejdede mens mortérgranater faldt omkring hende: Et simpelt greb gjorde forskellen

En tysk lyserød skoletaske

Da jeg var syv år, flyttede vi til Norge. Jeg forstod ikke, hvad de andre børn sagde. Jeg mødte op med en lyserød tysk skoletaske, for min mor er fra Tyskland. Så jeg følte, at jeg skilte mig ud fra første dag.

Når min mor skulle til middagsselskab, kunne det ske, at værterne først spurgte de øvrige gæster, om det var i orden, at en tysk kvinde deltog. Det satte sig i mig. Når hun hentede mig fra skole, bad jeg hende gå ti meter bag mig. Ingen skulle opdage, at jeg var anderledes.

Jeg var faktisk helt okay. Men det var ikke sådan, det føltes. Jeg blidte mig selv ind, at jeg var dum, og langsomt satte jeg det ene prædikat efter det andet på mig selv, i takt med at skolemiljøet blev mere og mere hærdet. Jeg følte mig ensom og helt forkert.

Da jeg som 16-årig flyttede tilbage til Danmark, sad følelsen der stadig. Jeg startede i gymnasiet og havde aldrig lært at stave dansk. Jeg kæmpede med at mine mentale ressourcer gik på at navigere på hjemmefronten i stedet for at følge med i undervisningen. 

Det eneste, jeg følte mig god til, var at presse mig selv fysisk. Det havde jeg fået anerkendelse for. Jeg kunne presse mig selv, smage blod og presse lidt mere.

Så jeg meldte mig til værnepligten for at ruste mig bedst muligt til at komme ind hos politiet. Ti virkelig fede måneder. Men alle årene i Norge, mindreværd, følelsen af ikke at slå til - det havde ikke rykket sig. Og til optagelsesprøven kunne politiet godt gennemskue det.

"Du skal blive lidt ældre."

Hvordan bliver man ældre hurtigst muligt?

Forsvaret.

Jeg vidste ikke dengang, at jeg var i gang med at pakke en rygsæk. Det er vi alle sammen. Vi pakker den gennem hele livet, og så tager vi den med på arbejde hver eneste dag uden nogensinde at kigge ned i den.

Hvis jeg døde, var jeg væk

Jeg kom til Bornholm og kæmpede mig til en plads i 1. Lette Opklaringseskadron. Det var professionelle soldater, der er i beredskab og bliver sendt først ud til nye missioner. 

Man træner hele tiden som soldat. Men man er stadig på øvelsesbanen. Da muligheden for Afghanistan kom, sagde jeg ja med det samme.

Jeg fortalte mig selv, at jeg ikke havde noget at miste. Min mor og søster ville selvfølgelig blive kede af det, men hvis jeg døde, var jeg væk.

I dag kan jeg godt se, hvad det egentlig var. Det var ikke mod. Det var en ung kvinde, der ikke syntes, hendes eget liv var særlig meget værd. Men samtidig en kvinde der var god til at styre hendes frygt og skubbe hendes komfortzone. 
 
Vi blev udsendt som en del af det første danske hold. Det, der skulle have været genopbygning, blev blandt andet til en fem uger lang belejring i Musa Qala og til de på det tidspunkt længstvarende kampe, danske soldater har været i siden 1864.

Jeg havde ingen kontrol over, hvad der skete. Situationen kunne vende på få sekunder.

Det tvang mig til at lære at styre min frygt, for det er du nødt til. Du bliver nødt til at kendes ved den og kunne styre dit nervesystem. Er du konstant i det røde felt, brænder du ud. Det er kun et spørgsmål om tid.

Så jeg begyndte at stille mig selv to spørgsmål:

Hvad er det værste, der kan ske?

Kan jeg gøre noget ved det?

Hvis svaret var nej, måtte jeg give slip.

Jeg kunne forberede mig. Jeg kunne lægge en plan A, B og C. Men når jeg havde gjort det, der lå inden for min kontrol, var jeg nødt til at slippe resten. Ellers æder frygten dig op.

Og jeg lærte at undersøge min egen frygt i stedet for at gå og tænke hvad nu hvis, hvad nu hvis. Hvad er det egentlig, jeg er bange for? Meget ofte handlede frygten om noget helt andet end det, jeg troede.

De to spørgsmål er ikke forbeholdt en krigszone. De virker lige så godt, når der bliver varslet en fusion, når en afdeling skal omorganiseres, eller når du ikke ved, om din stilling findes om et halvt år.

De fleste af os bruger ufattelig meget energi på den fjerdedel, vi ikke kan gøre noget ved, og alt for lidt på de tre fjerdedele, vi faktisk kan.

Sidst jeg tjekkede, var jeg en kvinde

På Bornholm herskede der fra nogle en holdning til, om kvinder hører til i en kampenhed. Den blev sagt højt. En dag fik jeg den serveret direkte af en overordnet.

Kvinder hører ikke til i Forsvaret.

Sidst jeg tjekkede, var jeg en kvinde. Så jeg må vist falde ind under den kategori, han nævner, tænkte jeg.

Kommentaren ramte mig. Selv om mit rationelle sind ikke var enig, og jeg godt kunne se det skæve i situationen, så talte mit mindreværd. 

Jeg var bange for, at han havde ret.

Jeg havde virkelig kæmpet, overpræsteret og knoklet for at bevise mit værd. Men uanset hvor meget jeg kæmpede, kunne jeg aldrig blive en mand.

Det tog mig mange år at forstå, hvad der egentlig gjorde mest ondt. Det var ikke hans ord. Det var, at jeg ikke sagde fra. Jeg åd den bare.

I dag ville jeg have sagt: "Det synes jeg faktisk er en ret modbydelig ting at sige. Hvad mener du med det?"

Så havde jeg beholdt min værdighed og sat en grænse, uagtet at det altid er svært, når der er tale om et magtforhold.

Det handler ikke om, hvad andre mennesker siger eller gør. Det handler om, hvorfor det rammer.

Find ud af, hvad krogen er

Jeg brugte mange år på at pege fingre. Hvorfor møder jeg altid modstand? Hvorfor render jeg altid ind i den slags mennesker?

På et tidspunkt gik det op for mig, at svaret ikke lå hos dem. Det lå hos mig. Og at jeg ikke havde taget ansvar for det gjorde, at jeg forvaltede mig selv uhensigtsmæssigt.

Man er nødt til at finde ud af, hvad krogen er. Ellers sidder krogene fast i dig. Min overordnedes kommentar kunne ramme mig, fordi min egen historie i forvejen fortalte mig, at jeg ikke var god nok. Der var noget at få fat i.

Jeg har en simpel test, jeg bruger, og som jeg også underviser i. Når noget trigger, dig altså udløser mange følelser, så spørg dig selv: “er min reaktion proportionel med situationen lige nu, eller er det min 'rygsæk', der taler?”

Hvis den samme følelse dukker op igen og igen, på tværs af forskellige mennesker og forskellige situationer, er det noget, du skal tage ansvar for, så du ikke spænder ben for dig selv.  

Du kan ikke styre andre mennesker, men du kan styre dig selv, og hvilken impact andre mennesker har på dig.

Stress er ikke fjenden

Der er forskel på stress. Akut stress er fantastisk. Hvis nogen skyder på dig, skal du handle. Dine sanser bliver skarpere, og kroppen gør præcis det, den skal.

Problemet opstår, hvis du aldrig får stressen ud af kroppen igen.

Det tog mig lang tid at lære at mærke min egen krop. Jeg fortsatte med 100 km i timen mod nye mål. Men kroppen husker og bliver ved med at sende dig signaler. Hvis du ikke lytter og fortsætter med uændret fart, er spørgsmålet kun, hvor store konsekvenserne skal være, før du sænker farten og hører efter.

Før et vigtigt møde, eller når du mærker stressen, så sænk farten, bevæg dig langsommere, og hvis du kan, så brug 5 - 10 minutter uden stimuli til at styre dit nervesystem med dit åndedræt.

En simpel øvelse er box breathing: træk vejret ind i 4 sekunder, hold 4, pust ud i 4, og hold vejret ude i 4 sekunder. Læg mærke til, hvor tankerne løber hen, lad dem løbe og øv dig i at observere dem.

Vi vil så gerne væk fra at fejle. Det kan vi ikke

I både militæret og politiet har jeg været en del af en nulfejlskultur. I mit hoved kunne en soldat ikke fejle, for så dør nogen. Konsekvenserne er enorme.

Men man er nødt til at acceptere, at man fejler. Det tager ikke ens værd. Det gør mig ikke dum. Det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af min opgave, eller at min chef ser ned på mig, eller at mine kollegaer dømmer mig.

Vi vil så gerne væk fra at fejle. Det kan vi ikke.

I den enhed, jeg arbejder i i dag, gør vi noget andet. Vi deler vores fejl og lærer af dem. Og ligesom vi har regelsæt for alt muligt andet, har vi også et for det bløde. Vi laver team check-ind, hvor vi hver især siger, hvor vi er henne den dag. Vi siger det direkte til hinanden, også når det er ubehageligt. Vi kommer hinanden ved.

De fleste virksomheder har allerede et regelsæt for adfærd og værdier. Det står i personalehåndbogen. Spørgsmålet er bare, hvor mange der har det på dagsordenen.

For det er dér, forskellen ligger. Ikke i, om værdierne er formuleret, men i om nogen sætter tid af til dem, når kalenderen er presset.

Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor flere arbejdspladser ikke gør det. Det koster to minutter i starten af et møde. Til gengæld får man trivsel, mod og ansvar  og man får bedre performance. Man får et sted, folk har lyst til at møde ind.

Der findes regler for fysisk sikkerhed. For adgangskontrol. For compliance. I den finansielle sektor findes der regler for stort set alt, der kan gøres op i tal.

Men hvor er reglerne for, hvordan mennesker har det? Og for, hvordan vi spiller hinanden gode?

Det burde være lige så naturligt at tale om som et vigtigt kundemøde.

For hvis vi ikke ved, hvordan hinanden har det, bliver vi heller ikke bedre til at løse opgaverne sammen.