Menu luk

Store forandringer hos BEC og Bankdata: Her er status

Valget af Bankdata som it-leverandør til AL Sydbank sætter gang i store forandringer hos landets to største datacentraler. Begge direktører har orienteret medarbejderne om situationen.

17. dec. 2025
5 min

Medarbejderne hos BEC og Bankdata står over for en historisk opgave.

Efter valget af Bankdata som it-leverandør til AL Sydbank skal to banker migreres til en ny platform inden 2027 – en beslutning, der påvirker tusindvis af ansatte og ændrer magtbalancen mellem datacentralerne.

Hos Bankdata er der respektfuld glæde over opgaven og behov for ekstra hænder, mens BEC arbejder på at skabe ro og fastholde kompetencer efter at have trukket sig fra udbuddet.

Vi har spurgt de to direktører, Jesper Nielsen og Esben Kolind Laustrup, hvad der er meldt ud til de ansatte, og hvad der venter forude.

Status hos BEC

BEC valgte at trække sig fra opgaven på grund af manglende klarhed over proces og indhold i udbuddet. Det blev medarbejderne orienteret om tidligt, forklarer Jesper Nielsen.

“Det har vi kommunikeret åbent til vores medarbejdere, så de kender baggrunden for beslutningen,” skriver han i en mail.

For BEC har det været afgørende at fjerne den usikkerhed, der opstod, da fusionen blev meldt ud uden valg af datacentral.

“Det har været vigtigt for os at skabe klarhed om BEC’s fremtid, så vi kan fastholde kompetente medarbejdere, og det gode momentum vi har, og levere de digitale løsninger, som alle BEC’s medlemmer og kunder forventer,” forklarer han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Jesper Nielsen, adm. direktør hos BEC.
Jesper Nielsen, adm. direktør hos BEC. Foto: BEC.

Selvom Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank har udgjort en væsentlig del af BEC’s fællesskab, står BEC stadig stærkt. Det har BEC’s bestyrelsesformand David Hellemann tidligere understreget.

”BEC vil også fremover levere konkurrencedygtige priser, accelerere investeringer i markedsledende løsninger og tiltrække nye kunder. BEC hviler på et godt samarbejdende fællesskab og vil også fortsat indgå i og udvikle samarbejder på tværs af sektoren,” pointerede han i forbindelse med udmeldingen om, at BEC trak sig fra AL Sydbank-opgaven.

Han gjorde det samtidig klart, at AL Sydbank ligesom andre banker er velkomne hos BEC på samme vilkår og betingelser som de nuværende medlemmer.

Jesper Nielsen tilføjer, at BEC står et godt sted. Blandt andet på grund af den udtrædelsesgodtgørelse virksomheden modtager.

“BEC har fortsat en stærk økonomi i de kommende år, og det giver os fleksibilitet og god tid til at se på fremtidens muligheder.”

“Vi takker samtidig for mange års godt samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, som vi kommer til at servicere også i de kommende mange måneder. Og BEC vil selvfølgelig hjælpe med en tryg migrering for AL Sydbank og deres kunder – i samarbejde med Bankdata,” tilføjer han.

"Vi følger nøje med på datacentralområdet, fordi der jo er nogle store bevægelser i gang i sektoren."
- Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Status hos Bankdata

Hos Bankdata er der glæde over opgaven, men også en bevidsthed om, at nyheden rammer kollegerne i BEC anderledes. Direktør Esben Kolind Laustrup samlede alle medarbejdere på et Teams-kald i den forgangne uge for at dele budskabet:

“Mit budskab til dem var, at det er årtiers hårdt arbejde, som viser sit resultat. Det er naturligvis en stor dag for Bankdata,” siger han.

I samme åndedræt understreger han, at Bankdata tager opgaven på sig med respekt.

“Mens det er en glædens dag for os, skal vi have stor respekt for, at nyheden bliver modtaget anderledes hos vores dygtige kollegaer i BEC. Derfor fejrer vi det ikke med pomp og pragt, men glæder os mere afdæmpet over valget.”

Esben Kolind Laustrup
Esben Kolind Laustrup, direktør hos Bankdata. Foto: Thomas Søndergaard.

For medarbejderne hos Bankdata betyder opgaven, at der skal tilføjes ekstra ressourcer i konverteringsperioden. Ifølge Esben Kolind Laustrup bliver det en kombination af fastansatte og konsulenter.

“Vi skal være ca. 50-60 ekstra folk i konverteringsperioden,” siger han og tilføjer, at selve konverteringen håndteres af Bankdatas erfarne specialister, mens nye medarbejdere og konsulenter løser de opgaver, der bliver efterladt.

Selvom opgaven er omfattende, og konverteringen skal være klaret i løbet af 2027, er direktøren fortrøstningsfuld. Bankdata har for nylig konverteret Handelsbanken og PFA Bank, hvilket betyder, at systemerne er opdaterede, og erfaringerne er friske.

“Vi har ikke mindst også et godt og tæt samarbejde med de dygtige kollegaer hos BEC. Vores plan er at gennemføre konverteringen uden at sætte det øvrige udviklingsprogram på pause,” siger han.

Nye systemer til 2.000 ansatte

Beslutningen om at placere AL Sydbank hos Bankdata betyder samtidig, at de ca. 2.000 ansatte hos AL og Vestjysk Bank skal vænne sig til nye systemer og processer.

Det vil selvfølgelig betyde forandringer for dem, anerkender Esben Kolind Laustrup til slut.  

“Vi ved, at medarbejderne og kunderne hos både AL og Vestjysk er godt vant med BEC’s systemer. Og der er ingen tvivl om, at vores systemer naturligvis fungerer anderledes,” siger han, inden han fortsætter:

”Vi er dog rimelig fortrøstningsfulde om, at vores nye kollegaer kommer hurtigt om bord i Bankdatas systemer. Det viser erfaringer fra tidligere – f.eks. Handelsbanken,” siger han.

Overgange er krævende processer

I Finansforbundet pointerer næstformand Steen Lund Olsen, at afklaringerne skaber en vis retning for vejen frem for de to datacentraler, men at der lige nu også i overgangsfaserne venter meget krævende processer.

”Vi følger nøje med på datacentralområdet, fordi der jo er nogle store bevægelser i gang i sektoren. It-migrationen er et helt afgørende element i de fusioner, der er i gang i sektoren, og det arbejde vil fylde både på inder- og ydersiden,” siger Steen Lund Olsen og pointerer, at migrationsfase er helt særlig for medarbejderne.

”Driften af systemerne er jo helt fundamental for de finansielle virksomheder, men overgang og skift er jo særligt komplekse opgaver, som trækker rigtig mange ressourcer. Det kommer til at kræver meget hos alle implicerede parter,” siger Steen Lund Olsen.

Seneste nyt