Højsæson for svindel: Unge bliver især ramt
Black Friday og julen er højsæson for hygge – og for svindel. 131.000 danskere blev snydt sidste år, og svindlerne bliver stadig mere sofistikerede. Se, hvem der ellers bliver ramt, og hvordan du undgår at forsøde de kriminelles jul.
Unge og familier er hårdest ramt
Mens ældre især er udsat for falske bankbude eller opkald fra personer, der udgiver sig for at være fra politiet eller banken, rammer svindlen på den virtuelle gågade en helt anden aldersgruppe.
Her falder især unge i fælden. Næsten hver fjerde mellem 18 og 25 år er blevet svindlet på Black Friday, viser undersøgelsen fra YouGov.
Derudover er det især familier med børn i husstanden, der svarer, at de er blevet svindlet
”Falske webshops er en af de allermest udbredte typer af svindel på nuværende tidspunkt – så de her fupnumre rammer bredt – det er bare forskellige typer af svindel, der rammer forskellige målgrupper,” har Lasse Karner udtalt til Berlingske, hvor han også tilføjer, at Black Friday er højsæson for den type svindel.
Konsekvenserne af svindel i forbindelse med online-handel kan komme i mange former.
Konsekvenserne af svindel i forbindelse med onlinehandel kan være mange. Man kan ende med at købe en vare, der aldrig dukker op, modtage en kopivare eller et produkt langt under standard.
I værste fald kan kort- og kontooplysninger blive misbrugt eller solgt til andre svindlere.
Vil du undgå at forsøde svindlernes jul? Så læs Nordeas fem råd til sikker nethandel i faktaboksen.
Nordeas 5 råd til sikker nethandel
- Vær skeptisk over for tilbud, der virker for gode til at være sande.
Svindlerne lokker med overdrevne tilbud og prisnedsættelser for at få dig ind på deres hjemmesider. - Meget svindel starter på sociale medier. Vær derfor særlig opmærksom på annoncer på sociale medier og delinger i grupper.
Gå direkte til butikkens hjemmeside i stedet for via et tilbud eller en annonce på eksempelvis Facebook eller Instagram. - Undersøg troværdigheden. Mange svindlere prøver at få deres fupbutik til at ligne en officiel webbutik for et kendt mærke, blot med en mindre ændring i webadressens stavemåde.
Andre svindlere opretter webbutikker, der ikke er relateret til kendte mærkevarer, men som stadig er svindel. Her kan man med fordel slå webshoppen op på tjekpånettet.dk eller i CVR-registret på virk.dk, hvis butikken udgiver sig for at være dansk. - Klik ikke på links i SMS’er eller e-mails medmindre du er helt sikker på afsenderen.
Vær ekstra opmærksom på falske SMS’er og mails om pakkelevering. Svindlerne ved godt, at mange danskere får tilsendt pakker op til Black Friday og jul og forsøger at franarre kortoplysninger eller andre følsomme information. - Husk altid at læse teksten i din MitID-app, inden du godkender.
Tag dig god tid, når du godkender handlinger, og bliver du det mindste i tvivl, så stop straks op.