Samtalen tog kun 8 minutter – men den er en af de vigtigste i Mads Skovlunds karriere

En dyr fejl

Samtalen, der ikke tog mere end 7-8 minutter, drejede sig om en fejl, som den unge Mads Skovlund Pedersen havde lavet.

Dengang handlede man aktier ved at råbe til en dealer, om der skulle købes eller sælges, mens man samtidig krydsede af i et skema, om en aktie var købt eller solgt. Og det var her, fejlen skete. For mens den nyligt ansatte studentermedhjælper Mads Skovlund Pedersen råbte, at dealeren skulle købe, satte han kryds i ”solgt”.

Dermed blev aktien bogført forkert. Og det endte med at blive en fejltagelse, der kostede et tab på omkring 150.000 kr., da aktien steg, og banken var nødt til at købe den tilbage til en væsentlig dyrere pris.

For Mads Skovlund Pedersen fremstår hans daværende chefs håndtering som ”fremragende”, og det er derfor den korte samtale stadig betyder noget for ham den dag i dag.

”Jeg kan ikke huske præcis, hvad han sagde, men jeg kan huske følelsen. Jeg var superked af det, da jeg skulle fortælle ham om det, og jeg var superlettet bagefter, da vi havde snakket om det,” siger han og fortæller, at det for ham især var vigtigt, at han fik lov til at beholde følelsen af, at det var hans fejl.

”Hvis han havde taget for meget ansvar på sig, ville det ikke være det samme. Jeg fik lov til at beholde følelsen af, at det var min fejl, men på en ordentlig måde. Det er, ligesom når man laver noget godt, så skal man også have lov til at blive i det. Og selvom det kan være hårdt, når man laver noget, der er skidt, så skal der være en psykologisk tryghed i, at det er ok,” fortæller Mads Skovlund Pedersen.

Tryghed er essentielt

Han vender undervejs i samtalen hele tiden tilbage til begrebet psykologisk tryghed, der for ham er utrolig vigtigt.

”Alle mennesker kan lave fejl. Men, jeg synes, at den store forskel er, om man er i en organisation, hvor man har plads til at sige, 'det var min skyld' uden at blive banket ned.”

Og derfor har hans daværende chefs håndtering gjort et varigt indtryk.

”Han sagde aldrig, at det var dårligt. Han pegede aldrig fingre. Og det var slet ikke nødvendigt, for han kunne godt se, at jeg var drønked af det,” siger Nordea-direktøren, der derfor også selv stræber efter at skabe en kultur, hvor der er den samme tryghed. Det kan nemlig omvendt også give gevinster.

”Psykologisk tryghed betyder både, at man har lov til at tage nogle chancer og vinde og få ros, men også at det kan gå galt, og det faktisk er okay, hvis man samtidig lærer af det,” siger Mads Skovlund Pedersen.

For hvis man tvivler på sig selv og ikke tør gribe chancer, så går man måske glip af de muligheder, der faktisk er, mener han.

”Jeg tror, at tryghed er langt vigtigere for mennesker, end mange tør at sige højt. Det er i hvert fald ekstremt vigtigt for mig,” siger han og fortæller, at han ofte oplever ikke at tage de rigtige beslutninger i de perioder, hvor han føler sig utryg.

”For mig er tryghed ligesom at spise. Jeg kan ikke lide at være sulten, og jeg kan ikke lide at fryse, men det kan jeg gøre noget ved. Problemet er, at det er rigtig svært at gøre noget ved, hvis man er utryg. For tryghed skabes ikke af dig selv alene, men i høj grad af dem omkring dig.”

I hans optik er det bedste værn mod utryghed dialog.

”Jeg har altid behov for at drøfte ting på kryds og tværs med mine kolleger. Og det er altid i dialogen, at vi finder den fede løsning. Og i dialogen ligger en masse tryghed,” understreger han.

Anerkendelse fremfor fejring

Samtidig vil han også langt hellere anerkende løbende og direkte i hverdagen end at holde skåltaler og give kage, når nogen har gjort noget godt.

”Jeg vil meget hellere sige direkte til en kollega, at ”det var pissegodt gået” end jeg vil stå nede for bordenden med et glas i hånden,” siger han og understreger, at han dermed ikke forsøger at tale fejring ned, men derimod anerkendelse op.

Derudover lægger han også stor vægt på ærlighed.

”Nogle gange kan ærlighed være hårdt,” siger han og eksemplificerer med, når man skal give feedback på noget, man ikke synes er godt. Her vender han igen tilbage til den psykologiske tryghed, der for ham er alfa og omega.

”Hvis der er tryghed til stede, så bilder jeg mig også ind, at det er rarere for folk at få at vide, når de nogle gange ikke gør det godt – ligesom de får at vide, når de gør det godt. Ellers ved de jo ikke, om de er købt eller solgt,” siger han og peger igen på den ærlighed, der også var en del af hans daværende chefs håndtering af episoden med den dyrt købte aktie.

Giver ikke meget for karriereplaner

Siden jobbet som studentermedhjælper har Mads Skovlund Pedersen haft forskellige stillinger i Nordeas organisation og med undtagelse af en syv måneders afstikker til Nykredit har han haft hele sit arbejdsliv i banken.

”Det, jeg er mest stolt af, er, at jeg har fået lov til at være her i 23 år, og har fået lov til at prøve så mange forskellige ting. Det må jo betyde, at jeg har betydet et eller andet for nogen undervejs,” siger han og fortæller, at han har udviklet en aversion mod karriereplaner.

”Jeg kan huske, at et af mine første spørgsmål til min chef, da jeg startede, var, om man skulle have skjorte og slips på. Det var min begrebsramme dengang – og nu er jeg bankdirektør og landechef. Det havde jeg ikke forestillet mig dengang, og det skal man heller ikke kunne tænke sig til. Stort set hvert et skridt, jeg har taget, har været en overraskelse, siger Mads Skovlund Pedersen, der oprindeligt drømte om at komme til London og blive porteføljemanager.

Da han først prøvede kræfter med jobbet som porteføljemanager fandt han dog ud af, at det var alt for specialiseret og slet ikke ham. Tilfældighedernes spil gjorde, at han på et tidspunkt kom til at arbejde med forretningsudvikling og ledelse, og han dermed fandt sin rette hylde.