Juristens råd om graviditet: Sig det så tidligt som muligt
Der kan være mange spørgsmål, der melder sig, når de to streger dukker frem på graviditetstesten. Hvad med jobbet? Hvornår skal du fortælle det til din chef? Jurist i Finansforbundet Mette Bruun giver her sine bedste råd til kommende forældre.
Prøv at smide den dårlige samvittighed
Vi taler nogle gange med medlemmer, der er så kede af, at de er blevet gravide, fordi de for eksempel lige har sagt ja til en jobsamtale, har underskrevet kontrakt på et nyt job eller lignende.
Der er nu en gang kun et køn, der kan føde børnene, og det er helt naturligt, at når man ansætter nogen i den fødedygtige alder, kan man som arbejdsgiver risikere, at de bliver gravide. De fleste arbejdsgivere i vores sektor siger tillykke og er ordentlige omkring det.
Læg den dårlige samvittighed til side, hvis du kan. Glæd dig i stedet over de gode omstændigheder.
Du er også beskyttet ved fertilitetsbehandling
Ligebehandlingsloven indeholder heldigvis en god beskyttelse af kommende forældre. Du er også beskyttet af loven, når du er i fertilitetsbehandling. Men også her gælder det kun, hvis du har informeret din chef om det. Mange vil også synes det kan være rart, at arbejdspladsen ved det, hvis du nogle dage hænger med hovedet eller har meget fravær, fordi du har tider på klinikken.
Du har ret til samme stilling – og samme løn
Hvordan er det nu lige under barselsorloven? Har du ret til den årlige lønforhandling og MUS-samtale sammen med dine kolleger? Svaret her er ja. Du har ret til præcis de samme ting, som hvis du var på arbejde.
Desuden må din arbejdsgiver ikke sænke din løn eller forringe din stilling, mens du er væk. Du har ifølge loven ret til samme stilling eller en tilsvarende, når du kommer tilbage fra orlov.