Menu luk

Din vigtige rolle i den grønne transformation

IT-PERSPEKTIVER: Det, at noget er usynligt, betyder ikke, at det ikke er der. Hvem er ansvarlig for den usynlige it-forurening, og hvad er egentlig medarbejdernes rolle i dette?

31. jan. 2024
7 min

Af  Nanna Lumholt Vangkilde, executive sustainable it advisor & speaker. 

It-perspektiverne er alene et udtryk for forfatterens synspunkter.

Ifølge Harvard Business Review forurener information, kommunikation og teknologisektoren så meget, at den i 2040 kommer til at omfatte 14 % af den globale forurening.

Og dette gælder over hele linjen, også for finanssektoren, som i høj grad anvender meget data og er meget afhængig af teknologi for at kunne føre en god forretning.

Mange tænker ikke over, at vi bruger energi, hver gang vi hører musik på Spotify, hver gang vi laver en Google-søgning, hver gang vi ser Netflix, og i det hele taget åbner vores computere, mobiler og iPads hver dag.

Det digitale område og it-området fremstår som den usynlige forurener.

Ansvar

Men hvem er egentlig ansvarlig for at gøre noget ved den usynlige forurener?

Først kom ESG-rapportering, og nu i januar 2024 er det seneste tiltag trådt i kraft, nemlig CSRD-rapportering. Et direktiv, som blandt andet stiller krav til transparens i forhold til, hvor meget organisationer udleder CO2 i deres drift, og i forhold til udvikling af produkter og services.

De forskellige EU-lande kan fortolke reglerne i hvert deres land.

Ifølge en artikel i Forbes i december 2023 har man sat barren højt i Frankrig. Hvis organisationer ikke lever op til den obligatoriske CSRD-rapportering, kan lederne i de givne organisationer risikere bøder på helt op til 75.000 euro, og i værste instans få helt op til 5 år i fængselsstraf. 

Så mener man det.

Og nu tilbage til spørgsmålet, hvem er ansvarlig for den usynlige forurening?

Det er lederne i finanssektoren og andre sektorer i Danmark. Det er derfor afgørende, at ledere i den danske finanssektor sætter sig grundigt ind i kravene til CSRD-rapportering, og i de mulige konsekvenser der vil være ved ikke at leve op til CSRD-kravene.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Nanna Lumholt Vangkilde, executive sustainable it advisor & speaker. Foto: Mads Stahlschmidt.

Konsekvens

Men hvilken konsekvens har det for medarbejderne i den finansielle sektor? Påvirker det dem overhovedet?

Svaret er naturligvis ja.

Når den usynlige CO2-udledning bliver mere synlig, vil man kunne se, hvor meget denne del fylder.

Data stopper ikke med at gro over tid, kunderne stopper ikke med at bruge netbank eller deres investeringsservices på deres apps. De daglige transaktioner stopper ikke, og heller ikke anvendelsen af de mange systemer, der ligger bag en god servicering af kunder og medarbejdere i finanssektoren.

Men hvad er konsekvensen så? 

I min optik er konsekvensen, at man ikke alene på forretningssiden iværksætter strategiske bæredygtighedsprogrammer, men at man i høj grad inkluderer hele værdikæden med et stærkt fokus på it-processen. Her er der nemlig gode muligheder for optimeringer på den lange bane.

Det er min oplevelse, at bæredygtighed ofte er forankret i marketing eller i kommunikation i de store virksomheder. Særligt i finanssektoren, som er så tung på data, håber jeg, at CEO’s sætter fokus på optimeringer i it-organisationerne for dels at kunne skabe transparens i henhold til de krav, der skal svares på i 2025, men også for at udnytte de gode muligheder, der er for at arbejde mere energieffektivt i it-organisationerne.

"Gevinsten af den gennemsigtighed, finanssektoren skal påvise, vil i mine øjne på den lange bane være et effektivt konkurrenceparameter overfor kunderne."
- Nanna Lumholt Vangkilde.

Medarbejdernes rolle

Medarbejderne er guldet i virksomhederne. Finanssektoren kan under ingen omstændigheder fungere optimalt og vækste fornuftigt uden dygtige og dedikerede medarbejdere. Og hvad skal de så gøre anderledes i morgen end i dag for at bidrage til at bekæmpe den usynlige forurening?

Det kan tænkes, at man i første CSRD- rapporteringsrunde ikke vil tænke så meget over, at der skal laves ændringer i processer og metoder for at kunne lykkes med at transformere sin virksomhed over i at nedbringe CO2-udledningen i virksomheden.

Men over tid vil jeg forvente, at effekten af bæredygtighedstiltag på den lange bane vil være grundlaget for, hvorvidt man får sin bonus eller ej.

Hvorfor mon?

Fordi den nye lovgivningsstruktur tvinger virksomhederne til at nedbringe CO2-udledningen på den lange bane. Ikke bare på grund af de ekstra afgifter, der kan blive pålagt ved ikke at være grønne nok, men også fordi der er en sandsynlighed for, at forbrugerne vil forvente at se en nedadgående CO2-kurve på de services, kunderne køber.

Allerede i dag findes der tjenester, såsom hvis du lejer en bil, der påviser, hvor meget CO2 du har udledt ved at låne bilen, og det, tror jeg, bliver det nye normale, og det kræver styr på sine data at kunne levere den type information løbende.

Gevinsten

Gevinsten af den gennemsigtighed, finanssektoren skal påvise, vil i mine øjne på den lange bane være et effektivt konkurrenceparameter overfor kunderne.

Hvis kunderne får adgang til data ud fra samme koncept, som i eksemplet med biludlejningen, kan det tiltrække kunder til de finansvirksomheder, der hurtigst bliver grønnere over tid.

Vi har allerede set, hvordan f.eks. grønne investeringer i pensionsselskaber eller grønne billån trender, der er således et ”catch” i den anden ende af den omfattende rapportering. Den side må man ikke glemme som CEO i de store virksomheder, når man sidder og sveder op imod den årlige deadline.

Din vigtige rolle

Men hvad skal medarbejdere og ledere gøre sig klar til som en konsekvens af det, som CSRD-rapportering har sat gang i?

Det er fra mit perspektiv afgørende, at CEO’s er klar over at få alle led med i organisationen til at bidrage til forandringen, og ikke kun fra forretningssiden men også på it-siden.

Tilbage til spørgsmålet, hvad kan medarbejderne gøre anderledes i morgen?

Afvente at ledelsen begynder at lave ændringer ift. arbejdsgange og anerkende, at Rom ikke blev bygget på en dag.

Det tager tid at indsluse de nye krav ind i en stor virksomhed. Dog vil jeg bestemt anbefale medarbejderne at stille gode spørgsmål til ledelsen for at støtte dem og for at finde ud af, hvor de er i processen med at lave bæredygtige forandringer.

Vi har allerede snuset til det ved implementeringen af ESG-rapportering, men vi står overfor en langt mere krævende indsats med CSRD-rapportering, som kræver åbenhed for forandring, og at alle går i samme retning mod en mere bæredygtig måde at arbejde på og lave nye services og produkter på.

Det er vigtigt, at den måde vi arbejder med it på i fremtiden gøres på en energieffektiv måde. Det er dér, hvor it-sektoren kan vise ansvarlighed på lige fod med andre sektorer, fx produktionsindustrien eller transportindustrien.

Relevante spørgsmål

I takt med at ændringerne vil komme, vil jeg anbefale medarbejdere at være nysgerrige på følgende områder i den måde, de arbejder på i dag:

  • Er der taget højde for CO2-udledningen i jeres service level-aftaler med jeres leverandører?
  • Findes der en mere energieffektiv måde at kode på? 
  • Findes der en mere energieffektiv måde at lave arkitekturdesign på? 
  • Findes der en mere energieffektiv måde at lave UX på? 
  • Findes der en mere energieffektiv måde at lave web design på? 
  • Kan jeg teste på en mere energieffektiv måde?
  • Kan Green Ops inspirere i nuværende arbejde?
  • Bør jeg håndtere nye krav til forretningen ud fra et cirkulært udgangspunkt? 
  • Hvordan kan jeg sikre en energireduktion, når jeg laver AI- modellering?
  • Bør al den data, der genereres hver dag i min virksomhed, gemmes eller kan jeg slette data løbende og på forkant, måske en udvalgt del for at spare energi?
  • Findes der bæredygtighedsstandarder, der kan hjælpe mig med at styrke indkøbsprocessen på software og hardware?
  • Hvordan håndterer min virksomhed egentlig elektronisk affald? Foregår det på en cirkulær måde, der mindsker CO2-udledningen? Er der en plan? Følger vi planen?
  • Hvor meget teknisk gæld har vi egentlig, hvem har overblikket, hvad er effekten på miljøet, bliver der gjort noget ved det?

Opsummering

I EU står vi overfor en snigende transformation, der vil påvirke medarbejdere i finanssektoren og andre sektorer.

Overordnet kan man sige, at vigtigst er det, at CEO’s, der sidder med budgetterne og har mandatet, er dem, der står ved roret i forandringen. Alle vil i min optik høste positive effekter af forandringen.

Medarbejderne lærer noget nyt, samarbejdspartnere får fokus på at hjælpe med at styrke kunderne i denne forandring. Kunderne vil begynde at have en adfærd mod mere bæredygtighed i deres valg af produkter og services.

Særligt første CSRD-rapportering, der skal ligge i 2025, vil være som den ”første pandekage”, der steges.

Det vil tage tid at integrere forandringer, der gør CSRD-rapporteringen let, og synliggør de langsigtede effekter af de tiltag, virksomhederne gør for at blive grønnere, men der er lys forude, og det er svært at bevare pessimismen i, hvad de næste år bringer af positiv forandring ude i virksomhederne.

Seneste nyt