Menu luk

Særlig test kan vise dig vej til dine superkræfter: ”Havde jeg bare haft den, da jeg var 20 år”

Efter 13 år i den finansielle sektor foretog Jesper Langborg i 2023 et markant karriereskifte. Test overbeviste ham om sit karrievalg. Han opfordrer unge til at få kortlagt deres talenter, da det kan gøre både uddannelse og karriereudvikling langt skarpere.

20. nov. 2023
6 min
Jesper Langborg, CEO og Senior ESG Advisor, Amplified Advisory.

Optimistisk, målrettet, strategisk, værdifast og koordinerende problemløser søger nye udfordringer.

Ofte flyder det rundt med flotte adjektiver i diverse jobansøgninger, men ofte også uden den helt store tyngde eller fokus.

Det kan for mange, især i begyndelsen af ens karriere, være svært at afgøre, om man nu er mest strategisk eller koordinerende?

Det er dog yderst relevant at få klargjort for sig selv. Det handler både om at få et skarpt sprog for sine styrker, men også om at gå efter de jobtyper, som passer én.

Det siger Jesper Langborg, der efter en 13-årig karriere i den finansielle sektor stiftede sin egen virksomhed.

Det spring tog han bl.a. på baggrund af, hvad resultaterne i testen TT38, der kortlægger et individs toptalenter, viste ham. 

”Da jeg fik talentprofilen, husker jeg, at jeg tænkte ’havde jeg bare haft den, da jeg var 20 år’. Så kunne jeg have gjort både min uddannelse og karriereudvikling så meget skarpere,” siger han. 

Udnyt dine styrker

Flere styrkebaserede tests er i de seneste år begyndt at vinde endnu mere indpas i dansk erhvervsliv. 

Undersøgelser peger nemlig - måske meget naturligt - på, at man performer og trives bedre, hvis man udnytter sine styrker i sit arbejdsliv. 

Det har Jesper Langborg selv oplevet.

Da Jesper Langborg i 2022 fik taget TT38-testen var han Deputy Head of Strategic Advisory hos Danske Bank.

Hans job handlede om at rådgive erhvervskunder om bl.a. bæredygtighed og ESG, mens han tidligere i sin karriere har arbejdet med kreditanalyse af erhvervskunder hos bl.a. Nordea. 

Da han fik kortlagt sine talenter viste flere af dem at passe godt til de jobtyper, han havde haft. 

Men der var også overraskelser, siger han. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

TT38-test

TT38 er udviklet på baggrund af moderne styrkebaseret forskning inden for positiv psykologi og er baseret på amerikanske Gallups 25 års forskning i succes og talenter.

Testen tager ca. 30 minutter at gennemføre.

Baseret på svarene rangeres 34 talenter i en unik profil.

En stor Gallup meta-analyse baseret på 1,2 millioner individer på tværs af 45 lande, viser at teams der har fået styrkebaseret træning, havde 9-15 % højere medarbejderengagementet, 6-72 % fald i medarbejderomsætning og 15-29 % øget profit.

Kilde: Gallup

I sin fulde størrelse koster testen penge, men du kan dog få scoret dine top 9 talenter gratis her Sign up - Talents-Unlimited

Skarpere forståelse af dine styrker

Bl.a. viste det sig, at Jesper Langborg scorede højt på det indlevende talent, hvilket gav stof til eftertanke.

Det indlevende talent siger bl.a. noget om, at man naturligt lægger mærke til, hvordan folk omkring én har det, og at man forstår deres følelser. 

”Det forklarede mig en del omkring nogle af de eksterne faktorer, der ubevidst havde generet mig ved at arbejde i store organisationer. Der kan individer godt komme lidt i klemme,"  siger han.

Jesper Langborg fortæller, at testen gav ham mulighed for at blive langt skarpere på sine styrker både fagligt og personligt, herunder at han i dag bruger det indlevende talent mere, når han skal videreformidle til andre. 

"Testen gav et meget dybere indblik i, hvordan lige præcis min hjerne virker,” siger han.

Markant karriereskifte

Senere valgte Jesper Langborg at blive certificeret i at give TT38-test-feedback.

I 2023 stiftede han så sin egen virksomhed, Amplified Advisory, hvor han i dag rådgiver om bæredygtighedsstrategier, men også tilbyder personligheds- og teamtests.

Springet ud i at blive selvstændig var testen medvirkende til, siger han. 

”Det kan synes som en stor beslutning, men med den dybere indsigt i mig selv, havde jeg faktisk ro i maven,” siger han om skiftet væk fra fast arbejde og indtægt. 

I TT38 er de 34 talenter delt op under fire overskrifter Tænkende talenter, Stræbende talenter. Påvirkende talenter og Relaterende talenter. 

Igennem en række spørgsmål bliver du præsenteret for forskellige situationer, og du skal så svare, hvordan du ville agere. Dermed er der altså ikke rigtige eller forkerte svar.

Til sidst ender du med et resultat, der rangerer de 34 styrker i forskellige grad.

34 talenter

Ifølge TT38 kan alle individer beskrives med en kombination af 38 (34 i den danske) talenter eller styrker.

TT38-talentkort

Fra tilfældigheder til skarp kommunikation

En af de helt store gevinster ved at få kortlagt sine styrker er ifølge Jesper Langborg, at det kan gøre en langt skarpere i sin skriftlige og mundtlige kommunikation, når man skal ud og lande det første job. 

Det ville Jesper Langborg gerne have haft muligheden for, da han selv for en del år siden skulle ud på arbejdsmarkedet.

Han søgte dengang to graduate-stillinger - en hos Realkredit Danmark og en hos Nordea. 

Mens han aldrig kom til samtale hos Realkredit Danmark, fik han i et felt af over 100 ansøgere en stilling hos Nordea.

”For at være ærlig havde jeg dengang ikke en klar bevidsthed om, hvad jeg egentlig var god til. Jeg søgte to graduate-stillinger, fik den ene, men hørte aldrig fra den anden. Det viser, hvor tilfældigt det kan være,” begynder han, inden han fortsætter:

"Som nyuddannet kan det være virkelig svært at gennemskue, hvad virksomheder vil have, og hvad man selv kan tilbyde. Men hvis du kan være tydelig omkring, hvad du er god til, står du meget skarpere," siger han. 

Skab din drømmekarriere

Under sin uddannelse og i begyndelsen af ens karriere gælder det ifølge Jesper Langborg om at få fokuseret ind på de styrker, man besidder og styre uden om de styrker, man ikke har talent for. 

”Vi er ikke alle gode til det samme. Der er også opgaver, som man udskyder og som dræner én for uforholdsvis meget energi. Det er typisk opgaver, hvor du anvender talenter, du ikke er god til, og som ligger i bunden af din profil,” fortsætter han. 

Baseret på rangeringen af ens talenter får man desuden, siger Jesper Langborg, anvist konkrete adfærdsforslag og en forståelse for fx ens konfliktstil, indre drive, motivationsfaktorer og så videre.

”Det er alt sammen guld værd i din professionelle og personlige udvikling,” siger han videre.

Jesper Langborg, hvad er vejen til en drømmekarriere?

”Hvis man ser bort fra vigtige eksterne faktorer som kolleger, nærmeste chef og så videre, så er det skåret ind til benet ret simpelt – lav noget du har talent for eller allerede er god til,” siger han og tilføjer:

”Så vil du meget ofte også synes, at det er sjovt og blive belønnet. Få kortlagt dine talenter, så du har pejlemærker at gå efter i din karriere. Hav tålmodighed i din udvikling, vær nysgerrig og brug tid på at udvikle dine toptalenter.”

Finansforbundet og Jesper Langborg har i samarbejde skruet et pilotkursus sammen, der skal hjælpe dig, der er ny på arbejdsmarkedet. 

På kurset får du en unik talentprofil inkl. personlig feedback, råd til hvilke jobtyper, du mest sandsynligt vil trives i, konkrete redskaber til personlig udvikling og karriereafklaring samt netværket og dialoger med kollegaer i finansbranchen.

Læs mere om det herunder.

Seneste nyt