Menu luk

Revolution på vej i finanssektoren: "Bankerne har tabt den yngre generation"

”Mener man ikke, at neobanker udgør en trussel, så tror jeg ikke, man er klar over, hvad de går og laver," siger futurist Nils Elmark, der opfordrer danske banker til at genopfinde sig selv.

13. sep. 2023
6 min

Den klassiske finanssektor har lagt øre til mange uforløste dommedagsprofetier de seneste år.

Men selvom den danske banksektor lige er kommet ud af en sommergrøn og frodig regnskabssæson, bør man stadig være opmærksom på den dramatiske udvikling, der er i gang. 

I  London, en af de centrale neobank-metropoler, vender flere og flere mod de smarte nye digitale bankservices. 

Og navnlig de yngre generationer vælger andre typer banker og bankservices end deres forældre.

Det fortæller Nils Elmark futurist og forfatter til bogen The New Local Economy.

”Går du ind på en pub, har 8 ud 10 af de unge deres penge stående i en online bank," siger Nils Elmark. 

Vild udvikling i London

Nils Elmark bor til daglig i London, hvor han i 2011 grundlagde Inception, et fællesskab for futurister og business-strateger. Og så driver han Bankinglab.London.

Her forsøger de blandt andet at fremskrive og simulere den udvikling, som drives af neobankerne. 

Og ifølge en undersøgelse vil knap 65 procent af de unge briter mellem 18 til 24-årige have en konto hos en neobank i 2025. 

Udvikling ses navnlig i storbyerne og i særdelshed London, hvorfor postulatet om 8 ud af 10 unge ifølge Nils Elmark "passer meget godt". 

"Bankerne har tabt den yngre generation," tilføjer han. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Nils Elmark er futurist og bor i London. Han mener danske banker skal i gang med at forny sig.

Kæmpe udfordring for de traditionelle banker

Fra sit kontor har han de seneste år kunnet følge fintech-skylinen i London hæve sig mod skyerne. 

”Der er 23 neobanker, og 40 procent af befolkningen har en konto hos en af dem," siger han, inden han tilføjer:

"Forestil dig, hvordan danske banker vil have det, hvis det også var sådan i Danmark?" 

Ud over London fremhæver Nils Elmark Berlin som et af de steder, hvor man kan få et unikt indblik i den nye digitale bankverden. 

I flæng kaster han om sig med navne på forskellige neobanker. Tilfælles har de ifølge Elmark det, at de gør noget helt anderledes.

Det kan være i forhold til de teknologiske løsninger, gebyrerne eller brandet.

”Det tager 5 minutter at åbne en konto, de kan håndtere forskellige valutaer, kryptovalutaer, og flere steder kan du også lige få en gratis rejseforsikring,” siger han og fortsætter:

”Mener man ikke, at neobanker udgør en trussel, tror jeg ikke, man er klar over, hvad de går og laver. Det er en kæmpe udfordring."

”Polarisering mellem traditionelle banker og fintech gavner ingen. Vi skal arbejde på at nedbryde fordomme og fremme samarbejde."
- Kasper Skovgaard Pedersen, kredsbestyrelsesmedlem i Finansbundet i Nordea.

"Vi er nødt til at være nysgerrige"

Forleden blev Nordic Blockchain Conference afholdt i Langelinje Pavillonen i København med indblik i de teknologiske landvindinger, som kan være på vej.

Kredsbestyrelsesmedlem i Finansforbundet i Nordea Kasper S. Pedersen var på scenen for at tale om, hvorvidt den traditionelle finanssektor skal åbne armene overfor den nye udvikling.  

En debat, der er enormt vigtig, siger han. 

”Vi skal fortsætte med at være åben for innovationen. Fremtidens fagbevægelse er nødt til at hilse det nye velkommen. Vi er nødt til at være nysgerrige, selvom det lige nu går meget godt."

Kasper S. Pedersen fremhæver den nye fintech-overenskomst, som Finansforbundet har været med til at etablere, som et godt eksempel på, at Finansforbundet kan være med til at være brobyggere mellem traditionelle banker og iværksættere.

Men bankerne skal generelt være bedre til at omfavne den innovation og udvikling, der er i gang, mener han. 

”Polarisering mellem traditionelle banker og fintech gavner ingen. Vi skal arbejde på at nedbryde fordomme og fremme samarbejde. Som eksempel synes jeg, at bankerne skal blive meget bedre til at turde at skabe ’sandkasser’ for eksperimenter og ny teknologi."

Kasper Skovgaard Pedersen, kredsbestyrelsesmedlem i Finansbundet i Nordea deltog ved Nordic Blockchain Conference. Her til debatten "Should we welcome or fight the entry of TradFi into crypto?".

5 eksempler på neobank

Nils Elmarks bud på neobanker, der er i gang med at ændre spillereglerne. 

  • N26: Tysk neobank, grundlagt i 2013. Har over 8 millioner kunder i 24 lande, men "kun" 1.500 ansatte. Tilbyder katyptovaluta-handel, hurtig bankoplevelse og rejseforsikring til deres premium-kunder. 
  • Starling Bank: Britisk neobank, specialiseret i Banking as a Service (BaaS). Tilbyder også en række finansielle produkter.
  • WISE: Grundlagt af stifterne bag Skype. Tager 5 min. at åbne en konto, og du kan næsten gratis foretage internationale overførsler. 
  • Tomorrow: Tysk neobank bygget på Solaris (BaaS) med fokus på bæredygtighed og miljøvenlige tjenester. Tilbyder blandt andet kreditkort lavet af træ.
  • GetIsha: Også bygget på Solaris. Er 'sharia-compliant' og henvender sig primært til muslimske brugere. 

Tysk neobank med fokus på bæredygtighed

Nils Elmark og Kasper S. Pedersen fremhæver, at det er vigtigt, at sektoren skaber meningsfyldte fællesskaber fremfor at fokusere på modsætningsforholdene mellem det nye og det klassiske.

Det er det, der kan være med til at drive en sund innovation frem i sektoren, mener de. 

Det er blandt andet på den baggrund, at Nils Elmark fra tid til anden agerer tourleder i London eller Berlin, hvor besøgende på egen krop kan møde nogle af de neobanker, der forsøger at skubbe grænserne for, hvad en bank og finansiel service egentlig er. 

"Man er nødt til at tage ud og få inspiration. Opleve at verdenen kan se meget anderledes ud, og tage det med hjem til sin egen virksomhed,” siger han.

Noget af det ,som overrasker mange af dem, Nils Elmark har haft med rundt, er den alternative forretningsmodel, som neobankerne har fokus på.  Det er fx de såkaldte Tribal banks, der tager afsæt i en mere snæver kundemålgruppe baseret på identitet, race, sociale eller faglige fællesskaber.

Et eksempel på den bølge er Tomorrow. En tysk neobank, der har lagt et benhårdt fokus på bæredygtighed.

"De er ligeglade med, at det koster dem kunder, der ikke matcher det brand. De ved godt, at det handler om brandværdi, og at det kommer til at betyde noget." 

Brand og image får enorm betydning

At det er muligt, at man i fremtiden kan vælge bank efter sin identitet, hænger ikke mindst sammen med, at det centrale banksoftware nu kan købes som en hyldevare, fortæller Nils Elmark.

Begrebet hedder også Banking as a Service (BaaS), hvor en række fintech-virksomheder tilbyder færdige bankløsninger. Baren for at starte en virksomhed er simpelthen sænket voldsomt, og man skal nærmest blot finde på navnet og logoet. 

Netop derfor bliver det så afgørende at kunne skille sig ud i markedet, mener Nils Elmark. Det bliver sværere at være alt for alle, og derfor er danske banker også nødt til at ændre sig for at overleve, pointerer han.

"De er nødt til at ændre deres image, brand og produkt. Tænke vildt. Hvad ved jeg, lav en datingservice.  De har masser af kunder, så hvorfor ikke hjælpe med at matche dem," foreslår han.

”Der vil nok være bankdirektører, der siger, at det er useriøst. Men det handler om at genopfinde sig selv og komme ind i det 21. århundrede. Jeg synes, at det er fair at forlange, at sektoren udvikler sig.”

Status quo er ifølge Nils Elmark lig med afvikling. 

"I en stadigt mere international verden kan man ikke overleve, når ens produkter er 50 gange dyrere. Det er ikke en bæredygtig model," siger han med henvisning til det gebyr, han skal betale i en klassisk bank for at flytte penge mellem England og Danmark.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Seneste nyt