7 døgn med det nye formandskab: ”Jeg har ventet på dette øjeblik i 5 måneder”
En veteranbilsentusiast og en fan af ”Gift ved første blik”. Kom med helt tæt på den nye formand og næstformand, når de deler deres tanker fra de intense døgn op til valget på landsmødet.
Lørdag: En tiltrængt fridag
Dorrit
I dag vil jeg tillade mig selv at holde fri efter en lang periode med meget at se til.
Morgenen startede med morgenbrunchbesøg af mine to børnebørn, så der var liv og glade dage i et par timer.
Eftermiddagen tilbragte jeg med min mand på det nyligt åbnede Classic Car House i Lyngby. Som de glade ejere af to veteranbiler, vi er, er dette museum/bilhotel noget af en oplevelse. Vi har i 14 år haft utrolig meget glæde af en lille rød MGB fra 1966 både på ferie rundt i Danmark og til små sommeraftenture. Senest er der kommet en Willys Overland Whippet fra 1927 til. Den har familiehistorie, så derfor endte den hos mig. Den er sjov på en helt anden måde, og vi bliver mødt med smil alle steder, vi kører.
PS. En Austin Healey, udstillet på museet, kunne jeg godt se mig selv i🤩
Jakob
Jeg har en kaffedate med min kone Mette. Vi går fra Aarhus Ø, hvor vi bor og ind til latinerkvarteret for at drikke kaffe.
Da vi kommer hjem, kigger jeg igen mine taler igennem. Jeg arbejder stadig på de samme taler, jeg skal holde på landsmødet. Jeg er uddannet retoriker og ved, at en god tale er ligesom at lave en simreret. Der skal kæles for detaljen, og tid er nødvendigt.
Jeg downloader podcast til den kommende uges gåture: ”Stjerner og striber” dækker det amerikanske valg. Jeg boede et år i USA, og pt er vores ældste datter Nanna på udveksling derovre.
”Gift ved første blik” har en podcast. Det er en af mine favoritserier, tror jeg.
Jeg henter også ”Kapitalister”, hvor Jakob Garf og co. taler om de finansielle markeder. Og sidst men ikke mindst “Fjerde Division” fra P1. Her får man hver fredag en to timers opdatering på alt, hvad der rører sig i kulturlivet. Og jeg synes, at værten Adam Holm er en super formidler.
Søndag: Styr på det sidste
Dorrit
I dag skal jeg have styr på de sidste taler. Der er så meget, jeg gerne vil have med. Både i min egen valgtale, men også i min afskedstale til Kent og Michael.
Og så tager jeg en sidste tur til mit gamle kontor i Høje Taastrup. Både for at printe talerne, men også for lige at indsnuse Nordea-luften endnu en gang og sikre, at jeg fik tømt det hele. Jeg efterlader et par minder fra nogen af tidens store sværdslag – Finansforbundet i Nordea skal jo ikke gå hen og blive historieløse.
PS. Gad vide, om nogen kan se mine spor i tæpperne i Nordea?
Jakob
Vi tager til kundedag i Djurs Sommerland med vores yngste datter Astrid. Sparekassen Kronjylland køber forlystelsesparken en dag hvert år i september.
Om eftermiddagen ser jeg FCK-Brøndby i fjernsynet. Det er en virkelig spændende kamp. I modsætning til den anden næstformand Steen holder jeg jo med FCK og har gjort det siden gymnasietiden i 90’erne.
Senere ser jeg “Huset” på DR. Det er en virkelig spændende dramaserie, som min hustru Mette og jeg er optaget af.
Jeg lægger også sidste hånd på de tre planlagte indlæg til landsmødet.
Og så er jeg chauffør for Astrid, der skal til kirkekoncert for at få et let kryds ved konfirmationsforberedelserne. Hun skal have ti i alt.
Mandag: Så går det løs
Dorrit
Så går det løs! Endelig er vi fremme ved landsmødeugen - jeg har ventet på dette øjeblik i 5 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at denne periode har føltes meget lang for mange mennesker.
Min delegation på 27 kommer klokken 12, og så fortsætter vi vores forberedelse til landsmødedebatterne. Indlæg skal skrives, politik skal dannes og så skal vi netværke med kollegerne fra de andre kredse.
Jeg oplever et fantastisk engagement og vilje til at ville udvikle Finansforbundet, og jeg ved, at jeg afleverer en kreds i absolut topform.
PS. Jeg forsøger at være i nuet, men jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke indrømmer, at jeg glæder mig så meget til, at valgprocessen på torsdag er overstået🙏🏻
Jakob
Jeg sender Astrid godt af sted i skole. Hun går i 7. klasse.
Så kører jeg mod Nyborg, hvor der er Hovedbestyrelsesmøde. Jeg har sovet godt natten op til, så jeg føler mig klar og parat.
Onsdag: Gode debatter
Dorrit
Debatten om beretningen fylder formiddagen. Jeg imponeres gang på gang over, hvor dygtige folk er på talerstolen. Man skulle tro, de ikke lavede andet end at holde politiske taler💪.
Om eftermiddagen går vi ud i vores zoner for - endelig - at sætte ord på de næste tre års politik. Jeg er zoneleder i “Teknologi og arbejdsliv”. 60 delegerede deles i tre grupper, hver gruppe udfærdiger 5 overordnede strategiske målsætninger. 3 x 5 input skal ende i 5 målsætninger som hele gruppen er enige i. Svært? Ja… lidt, men vi kom i mål👏🏻 Vi er høje🤩
PS. Arbejdsdagen sluttede først, da redaktionsgruppen ved 1-tiden om natten havde skrevet målsætninger rent og tilføjet prosatekst. Jeg selv øvede mig igen, igen, igen….og igen på mine taler.
Jakob
Jeg er delegationsansvarlig i zonen “Samfund og arbejdsmarked”. Der er god debatlyst, og deltagerne er gode til at inspirere hinanden. Jeg synes hurtigt, at vi finder fælles grund og dermed en løsning, der kan afleveres til redaktionsgruppen.
Jeg arbejder også i delegationsgruppen. Her arbejdes der hårdt med Michael Budolfsen for bordenden. Han er en erfaren herre, og jeg tror, jeg har siddet i gruppen i alle de år, jeg har været kredsformand. Det er spændende arbejde, og vi finder formuleringer, alle kan se sig selv i.
Torsdag: Nu er det alvor
Dorrit
Valgdag. Det er sådan, det vægter i mit hoved. Der er også andre indstillinger, vi skal debattere. De er vigtige, men de fylder professionelt. Valget af mig som formand og af Steen og Jakob som næstformænd fylder hele kroppen, i hovedet og i hjertet.❤️ For det sker kun, fordi der er to politiske kæmper, frontfigurer som stopper. Dem har jeg også skrevet tale til. Jeg håber og tror, at salen vil klappe, indtil hænderne ikke kan mere. For det fortjener Kent og Michael.
PS. Jeg har forberedt mig. I 6 år. Det er ikke sikkert alle ved det. Men det har jeg. Jeg er så klar, som jeg kan blive. Jeg vil gøre mit bedste for at blive en god formand for alle Finansforbundets medlemmer.
Jakob
Nu er det alvor. Lige om lidt skal jeg vælges. Jeg har forberedt en meget personlig takketale. Det er en overvejelse, om den skal være mere politisk. Men jeg tænker, at det måske er halvdelen af salen, der kender mig ret godt, og den anden halvdel gør ikke.
Så jeg går all in og fortæller blandt andet om, hvad min fars selvmord for godt 30 år siden har haft af indvirkning på mig, og det får jeg god respons på efterfølgende. Jeg er ikke et særligt privat menneske, og min erfaring er, at generøsitet er godt. Også i forhold til at dele sig selv med andre.
Natten til fredag kommer jeg i seng klokken 00.30. Nu som næstformand for den fagforening, jeg har prøvet så meget med.