Ny tendens spreder sig: Sender du AI-granater til dine kolleger?
Den stigende brug af AI er ved at blive et problem, fordi de korte, hurtige og personlige svar på mail erstattes med lange og ubrugelige AI-genererede svar. Fænomenet har nu fået et navn: Slop grenades.
AI som værdiskaber
Forandringer og nye tendenser tager tid at absorbere, og fordi AI stadig er forholdsvis nyt for de fleste, forventer Anders Schroll, at der vil gå nogle år, inden virksomhederne har fået en decideret kultur og regler for, hvordan de bruger værktøjet på en måde, så det giver værdi for alle.
"På den ene side kan man ikke bare slippe AI fri, men på den anden side skal man også lege med det for at finde ud af, hvordan man høster gevinsterne for det. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, som har knækket koden, men min oplevelse er, at det er en fin første fase, der har været. Nu er det så tid til at se på, hvordan man rent faktisk bruger AI til at skabe værdi," siger Anders Schroll.
Han peger samtidigt på, at hvis ikke virksomhederne oplever, at de opnår gevinster, så ender det med at sænke farten i organisationer, hvilket både gør det dyrere at drive forretningen og at nogle medarbejdere vil miste motivationen.
"Virksomhederne kommer til at forholde sig til, hvad det egentlig er, de betaler folk for at bruge AI til, og hvordan de sikrer, at de får de rigtige gevinster ud af det. Det dur jo ikke, at folk sidder og skubber halvdårlige artikler eller mails rundt til hinanden, for det er ikke særlig sjovt at skulle sidde og forholde sig til den form for indhold, man ikke kan bruge til noget," tilføjer Anders Schroll.
Ansatte skal tage ansvar
Konsulenthuset Bain & Company forklarede midt i september til Børsen, hvordan brugen af AI var blevet ”den største interne risiko” for virksomheden, fordi der både kommer betaling for at bruge diverse tjenester samt risikoen for de nævnte ”slop grenades”. En ting var den økonomiske udgift ved hovedløst brug af AI, men virksomheden frygter også, at de ansatte ikke tager nok ansvar for deres arbejde eller ikke opdager fejlene. Derfor er der igangsat træning for at imødegå problemerne.
Og netop det at have klare retningslinjer på plads for, hvordan man håndterer AI-revolutionen, peger Anders Schroll på som afgørende.
"Alle ansatte skal kunne stå 100 procent inden for det, de deler, så man skal se det ud fra det perspektiv, at man ikke kan fjerne ansvaret for det, man laver. Det er fint nok at bruge AI som sparringspartner, men det produkt, du sender videre, skal jo være bedre, end hvis du selv har lavet det."
Hvad er “slop grenade”?
- Slop grenade er et begreb, der beskriver AI-genereret arbejde udført af en medarbejder, som ikke bliver tjekket, gennemgået eller redigeret, før det sendes videre til andre medarbejdere.
- Det er ”en tikkende bombe”, fordi AI kan være fyldt med fejl, men giver indtryk af, at arbejdet er gennemarbejdet, men i stedet ender med at ”eksplodere” på en måde, så det kræver ekstra arbejde fra andre.
- Fænomenet er blevet beskrevet på flere måder. For blot få måneder siden blev det omtalt som “AI-omarbejdningsskat” (AI rework tax) som betegnelse for, at de produktivitetsgevinster, man opnår ved at bruge teknologien, i praksis bliver “beskattet” af det ekstra arbejde, der skal til for at bringe outputtet op på et brugbart niveau uden fejl.