Nordea har skåret over 1.000 stillinger på et år
En gennemgang af bankens regnskaber viser et fald i antallet af medarbejdere. Formanden for Finansforbundet i Nordea efterlyser større transparens fra banken.
Husk at få medarbejderne med
Nordea bekræfter over for Finanswatch, at AI har spillet en rolle i, at der er blevet skåret i antallet af medarbejdere. Banken ønsker dog ikke at oplyse, hvor mange afskedigelser eller nedlagte stillinger der kan tilskrives AI.
Det kan Kasper Skovgaard Pedersen heller ikke. Men når det kommer til implementeringen af ny teknologi, efterlyser han igen mere transparens og medarbejderinvolvering.
”Det er jo medarbejderne, der er eksperter i deres eget arbejdsliv, så for mig er det ret vigtigt, at man tager deres ord og gode tanker med i ligningen,” siger han.
Det kalder i hans optik også på lidt mere ydmyghed, når man gennemfører en så stor transformation.
”Det er en af de største transformationer, vi som bank har stået over for i mands minde, så der kunne det være fint med en erkendelse af, at man ikke ved alting, og at det derfor er ret vigtigt, at vi sammen brainstormer på det og får nogle synspunkter fra medarbejderne med,” siger Kasper Skovgaard Pedersen til Nyhedsbrevet Finans.
Formanden understreger samtidig, at kompetenceudviklingsmulighederne er helt afgørende, så medarbejderne til enhver tid er rustet til det, der kommer.
I et skriftligt svar til Finanswatch, siger Nordea, at AI et vigtigt værktøj, som hjælper med at levere på strategien.
”Samtidig vil udviklingen også skabe nye kompetencebehov, funktioner og roller i banken, efterhånden som teknologi og AI bliver en større del af den måde, vi arbejder på, og vi har også betydelig opmærksomhed på at opkvalificere og finde andre muligheder internt for kolleger, der måtte berøres,” lyder det i svaret til Finanswatch.
Mediet har også spurgt Nordea, om banken med reduceringen på 1.010 fuldtidsstillinger er nået i mål med sin plan om at nedbringe antallet af stillinger, men det vil banken dog ikke svare på.