Ny ordning for seniordeltid: ”Den mest fleksible på arbejdsmarkedet”
Med den nye overenskomst kan medarbejdere over 60 år købe sig til over 10 ugers ekstra frihed om året.
10 ugers ekstra frihed om året
Og ifølge Finansforbundets formand Dorrit Brandt er det på baggrund af ønsker fra de erfarne medarbejdere, at man har taget ønsket om en mere fleksibel seniordeltid med til forhandlingsbordet. Frem mod forhandlingsforløbet har Finansforbundet nemlig afholdt en række møder med medlemmer for at finde ud af, hvordan de så de bedste muligheder for at kunne blive længere på arbejdsmarkedet.
”Noget af det, de efterspurgte, er mere fleksibelt arbejde. Og så kan fleksibilitet komme i mange afskygninger, men noget af det handler i hvert fald om, at man kan holde nogle længerevarende pauser, og det har man mulighed for nu,” siger Dorrit Brandt.
Aftalen betyder, at man har ret til 20 procents arbejdstidsnedsættelse, når man er fyldt 60 år. Det svarer ifølge Steven Vallik til lidt over 10 ugers frihed om året.
”Og det er ud over de 7 ugers ferie, du allerede har ret til,” understreger han.
Og prisen? Den er 1,92 procent af årslønnen for en uge og 0,38 procent for en dag.
”Der er mange der er glade for den eksisterende mulighed for at gå på deltid, og det ændrer vi da heller ikke på,” understreger Steven Vallik og tilføjer, ”men nu gør vi det muligt i stedet for at tage deltiden i klumper eller for den sags skyld som en kombination.”
Du behøver ikke at mærke det på lønnen
Vælger man at gøre brug af ordningen bevarer man samtidig arbejdsgivers fulde pensionsbidrag og sin egen indbetaling til pensionen.
Det er også muligt for ansatte over 60 år ikke at indbetale arbejdsgiverbidrag og eget bidrag til pensionen. Det giver mulighed for at finansiere den nedsatte arbejdstid på andre måder end at gå ned i løn.
”Vi har en pensionssats i den finansielle sektor, der samlet set er cirka 17 procent. Så du kan jo finansiere en arbejdstidsnedsættelse på 17 procent af din arbejdstid direkte med din pensionsindbetaling. Det vil du selvfølgelig kunne mærke det på din pensionsopsparing, men ikke på din løn,” forklarer Steven Vallik.
Hvem gælder overenskomsten for?
Overenskomstresultatet gælder for medarbejdere i virksomheder, der er medlemmer af Finans Danmark / Arbejdsgiver og derfor omfattet af standardoverenskomsten (STOK).
I en række finansielle virksomheder bliver der i de kommende måneder også forhandlet en lokal virksomhedsoverenskomst (VOK). Virksomhedsoverenskomsterne tager udgangspunkt i hovedresultatet, men bliver tilpasset lokale forhold.
Er man i en virksomhed med VOK, er man stemmeberettiget i urafstemning om både STOK og VOK.
Bred efterspørgsel på fleksibilitet
Fleksibilitet har generelt været et gennemgående tema i overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne. Det gælder ikke kun for de erfarne. Derfor har man blandt andet også lavet en aftale om at ændre timebanken til en fritvalgsbank, der skal gøre det muligt at holde fridage med kortere aftræk til eksempelvis barnets 6. sygedag eller hvis man skal følge en partner til fertilitetsbehandling i de få situationer, hvor man har ret til fri, men ikke til løn.
”Fleksibilitet er efterspurgt på tværs af alle aldre og i mange livssituationer, men det kan bare se lidt forskelligt ud. For dem med børn handler det måske om at kunne holde fri, når børnene er syge. Seniorerne vil måske holde en ekstra uges ferie, mens dem midt imellem kan blive ramt af at have syge forældre eller skal følge en pårørende til undersøgelse. Så behovet for fleksibilitet opstår hele livet og dermed også hele arbejdslivet. Og det er det, vi har forsøgt at tale os ind i,” forklarer Dorrit Brandt.