Undervisning og trivsel på finansielle uddannelser
Uddannelserne til finansøkonom og finansbachelor udgør en vigtig rekrutteringskilde til den finansielle sektor. Her kan du blive klogere på, hvordan det står til med undervisningen og de studerendes trivsel på uddannelserne.
Stadigt flere i finanssektoren har en uddannelsesbaggrund som finansøkonom eller finansbachelor. Optaget på begge uddannelser har også været stigende de senere år. I det følgende er der set nærmere på en række elementer i undervisningen, den sociale trivsel og det faglige miljø på begge uddannelser.
Undervisning og de studerendes tidsforbrug
Ser man på fordelingen mellem undervisning og andre aktiviteter på uddannelsen, så udgør undervisning 75-76 pct. af aktiviteten på begge uddannelser. Praktik udgør 13-14 pct. af aktiviteten på uddannelserne, mens de afsluttende opgaver udgør 10-13 pct.
På uddannelserne indgår forskellige faglige studieaktiviteter. De studerende på begge uddannelser fremhæver, at klasseundervisning er den studieaktivitet, der er mest af på uddannelsen. Det er efterfulgt af gruppearbejde, som både kan bestå af læse- og studiegrupper. Dernæst fremhæver de studerende selvstudie, fx forberedelse til undervisning, læsning af pensum og hjemmeopgaver.
For de studeredende på begge uddannelser ligger det typiske ugentlige tidsforbrug på 35 timer til både undervisning og forberedelse.
De studerende på finansøkonomuddannelsen bruger 65 pct. af tiden på undervisning, mens 35 pct. af tiden bruges på forberedelse. For finansbachelorer er det 63 pct. af tiden, som anvendes på undervisning, mens forberedelsen udgør 37 pct.
Uddannelser med høj social trivsel og fagligt miljø på uddannelserne
Undersøgelser viser, at studiemiljøet på uddannelserne spiller en vigtig rolle i forhold til både at sikre et højt læringsudbytte samt at understøtte de studerendes trivsel og fastholdelse på studierne. Det sociale miljø på både finansøkonom- og finansbacheloruddannelserne ligger på et relativt højt niveau. For begge uddannelsers vedkommende vurderes niveauet til cirka 4 ud af 5 på de respektive indikatorer.
De studerende vurderer ligeledes det faglige miljø til at være relativt godt, og at det er med til at øge motivationen for at studere. Selve udbyttet af undervisningen bliver dog vurderet til at ligge en smule lavere end de andre aspekter af det faglige miljø. Dette gør sig gældende for de studerende på begge uddannelser.
Frafald følger normen
Når det kommer til frafaldet, er det på begge uddannelser identisk. For både finansøkonomuddannelsen og finansbacheloruddannelserne er det 21 pct. af de studerende, som er faldet fra i løbet af det første studieår. Til sammenligning var det 22 pct. af de studerende på erhvervsakademierne, som er faldet fra det første studieår, mens andelen for professionsbacheloruddannelserne er 17 pct. (Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus)[1]. Dermed er frafaldet på uddannelser nogenlunde på niveau med landsgennemsnittet.
[1] Frafaldet er opgjort for de studerende, som er påbegyndt en uddannelse pr. 1 oktober 2021.