Jevons’ paradoks i AI-tiden: Derfor er der behov for flere it-folk

En enkel tommelfingerregel

Stefano Vincenti følger udviklingen inden for AI-bølgen tættere end de fleste, og han rapporterer om AI-frontlinjen med hyppige, løbende opdateringer på LinkedIn.

For selvom han er uddannet økonom og har en MBA fra CBS, har hans faglige nysgerrighed næsten altid kredset om it, data og teknologi. 

Allerede for mange år siden lærte han sig selv at programmere, og siden har han arbejdet i krydsfeltet mellem forretning, agile metoder og avanceret teknologi hos bl.a. KMD, BEC, Nexi Group, Saxo Bank, Novo Nordisk, DSB og senest Pandora og TDC Net. 

I dag har han mange forskellige hatte. Han er ekstern lektor på IT-Universitetet i København, hvor han underviser i industriel software engineering, generativ AI og AI‑agenter, og hos DIS Study Abroad, hvor han beskæftiger sig med forretningspotentialet i generativ AI.

Samtidig rådgiver han virksomheder om GenAI og så har han stiftet flere selskaber, senest BotTellMe, der leverer AI-løsninger og rådgivning til virksomheder.

Når han kombinerer sin tekniske viden med indsigt fra store organisationer, ser han ikke for sig, at it-folk skulle blive overflødige inden for den nærmeste fremtid. 

Selvom han nærmest dagligt falder på halen over, hvad der sker inden for AI, vibe coding og AI-agenter, er vi langt fra der, hvor man kan få værdi ud af at automatisere it-udvikling uden styring, mener han. 

”Min tommelfingerregel er enkel: Hvis koden bliver brugt af andre end dig selv, skal alt det kedelige være på plads, før du skruer op. Krav og acceptkriterier, test og miljøer, secrets og audit og meget mere,” siger han og fortsætter: 

”Det er også nødvendigt med gode reviewaftaler, hvor en kollega læser koden og release notes. Men der er meget værdi i at bruge værktøjerne. Jeg kalder det Vibe Engineering, som altså består af mere end blot AI-agenter – der skal være human in the loop.” 

Han hæfter sig ved, at tæt samarbejde mellem mennesker og AI også er noget nyere forskning peger på er en god idé. Fx i en nyere MIT-rapport af økonomerne Daron Acemoglu, David Autor og Simon Johnson. 

Nye jobtal viser stigende efterspørgsel på it-folk

Det er ikke kun Stefano Vincenti og Jevons’ paradoks, der taler for, at vi vil opleve øget behov for arbejdskraft i takt med, at teknologien potentielt gør mange mere effektive.  

Trods fyringer og overskrifter om, at AI der overtager job, viser nye jobtal en helt anden historie.  

For nylig ankom der overraskende stærke jobtal fra USA. Her var en af historierne, at der er kommet markant flere ledige job inden for tech i 2026.

Data fra TrueUp, et analysefirma med fokus på tech-rekruttering, viser bl.a. mere end 67.000 ledige stillinger inden for softwareudvikling globalt – det højeste niveau i over tre år. Antallet af jobopslag er omtrent fordoblet siden bunden i midten af 2023.

Også herhjemme er der sket noget.

Randstad har via Index Advertsdata kortlagt antallet af åbne stillinger fra alle tilgængelige jobdatabaser i januar og sammenlignet det med samme måned for et år siden.

Resultatet: En vækst i antallet af opslåede job inden for it og telekommunikation på 39 procent, mens antallet af ledige job på hele arbejdsmarkedet steg med 12 procent.  

”Verden kommer til at bestå af mere software, og lige nu er der behov for flere, der kan omsætte AI til resultater og kvalitet. De virksomheder og ansatte, der forstår det bedst, vil stå stærkt. Det er, hvad data viser lige nu,” følger Stefano Vincenti op. 

Han er derfor også noget forundret over, at flere virksomheder, herunder nogle banker, er begyndt at afskedige ansatte og it-folk.

”Mange af de her agentiske AI-løsninger falder på gulvet, hvis du ikke har human in the loop. Så går de amok. Så lander du på forsiden af aviserne. Mit klare råd er at se AI som motor for vækst frem for en spareøvelse,” siger han og fortsætter:

”Brugt rigtigt og sammen med de ansatte kan AI-teknologi blive et vækstværktøj. Virksomheder, der arbejder strategisk med teknologien, kan løbe fra konkurrenterne og samtidig holde de små, aggressive startups på afstand, før de når at æde sig ind på markedet.”

Storforbruger af AI-løsninger

Stefano Vincentis interesse for kunstig intelligens går langt tilbage, og han har fulgt feltet gennem flere teknologiske bølger, som han selv har arbejdet i. 

Selv er han også storforbruger af AI. Han har proppet en gamer-pc med et helt AI-arsenal; ChatGPT, Claude Opus, Gemini, europæiske sprogmodeller som Le Chat og Magistral samt værktøjer til agentisk AI og automatisering som LangChain, Flowise, Make, N8n, Snowflake, Microsoft Copilot Studio og Power Automate. 

Samtidig eksperimenterer han med vibe coding via platforme som Lovable og Replit. 

“Jeg er mindst dobbelt så produktiv i dag. Opgaver, der tidligere krævede flere udviklere eller timer, kan ofte løses på få minutter,” siger han.

Når han ser det indefra, er han ikke i tvivl om, at vi står over for en teknologisk revolution, der er markant anderledes og mere omkalfatrende end dampmaskinerne. 

“Det er en teknologi, der både er utopisk og dystopisk på samme tid. Det har potentialet for at løse nogle af samfundets største problemer – og samtidig risikoen for at skabe nye,” siger han.

På et makroplan er gevinsterne dog ifølge ham endnu ikke for alvor slået igennem.

”Det går faktisk ret langsomt. Vi ser slet ikke effekten endnu. Forklaringen er rimelig lige til. Ét er at investere i teknologi, noget andet er at kunne udnytte den. Det er alt det rundt om, der tager tid.”

”Det er omorganiseringer, nye arbejdsgange, opkvalificering, og en ledelse der tør gå forrest og tage ansvar. Det tager tid, og det er måske også fint nok. For så har vi lidt mere tid til at tilpasse os.”  

Humanity’s Last Exam

Men terningerne er kastet. Udviklingen går ufattelig hurtig, og vi løber i disse år mod en ny form for intelligens, der vil forandre vores samfund, slår Stefano Vincenti fast. 

Han følger selv nøje med i, hvordan AI-modellerne klarer Humanity’s Last Exam. Den måling består af omkring 2.500 spørgsmål på tværs af cirka 100 videnskabelige discipliner og er udviklet af forskere og ph.d.’er. Spørgsmålene kræver typisk ekspertise på kandidatniveau eller tester viden om meget specialiserede emner. 

Her testes AI-modellerne mere på deres evne til at ræsonnere og finde nye løsninger – ikke på genkendelse, fordi svarene sjældent er i deres træningssæt.

Hvor de førende modeller for blot et år siden scorede omkring 10–15 procent korrekt, nåede Google med Gemini 3.1 Pro senest en score på 46 procent. 

“Når vi nærmer os 70–80 procent, er vi tæt på noget, der minder om generel intelligens,” siger Stefano Vincenti.

Den udvikling er vi nødt til at tage seriøst, mener han. Men det vigtige spørgsmål, vi må stille os selv, er, hvad vi vil bruge de stadig mere avancerede AI-modeller til? 

“Hvis målet bare er at automatisere alt, og se hvem der hurtigst kan lave en million dollar, så har vi misforstået missionen,” siger han og understreger, at penge bør være et middel – ikke et mål i sig selv.

Fokus bør ligge på, hvilke værdier vi indbygger i systemerne, pointerer han. Ordentlighed, ansvarlighed og menneskelig dømmekraft bliver helt afgørende, ikke mindst fordi de nuværende modeller allerede er kraftfulde nok til at ændre vores samfund.

”Et af de største problemer, vi står med lige nu, er det, man kalder the alignment problem. Altså spørgsmålet om, hvorvidt vi kan få de store sprogmodeller og AI-systemer til at være alignet med menneskelige mål og værdier, uden at de begynder at afvige.”

”De arver vores fejl og svagheder: De er instrumentelle, begærlige, optimerende. De har en iboende tendens til selvopholdelse. De vil ikke slukkes, de vil ikke ’dø’. Og derfor skal de faktisk være bedre end os. Mere perfekte. Mere konsistente. Ellers går det galt. Det er et problem, vi er nødt til at løse.”

Ved siden af alle sine mange projekter er Stefano Vincenti nu også begyndt at arbejde på ’the alignment problem’. Han har fået en idé om at lade AI-agenter imitere forskellige store tænkere eller nøglefigurer på området og så slippe dem løs i en diskussion om emnet. 

”Hvad kommer der ud af sådan en samtale mellem fx Sam Altman og Yuval Noah Harari? Det ved jeg ikke. Og det er netop pointen. På den måde bliver det næsten et kunstprojekt,” siger han og slutter:

”Og det er ikke en bot, der har fundet på det. Det er mig selv, der har fået idéen.”