Menu luk

Hvorfor er din kollega så irriterende?

Nogle af dine kolleger har sikkert vaner og væremåder, som du finder dybt anstrengende. Lær at afkode og afdramatisere situationer, der fylder for meget i hverdagen. Og slut hyggebrok.

11. nov. 2026
4 min

Så, nu begynder han at hoppe med benet, din kollega til højre. Det kan blive ved i timer. Eller hvad med hende, der tilbagevendende tager æren for dine ideer ved ugemødet? Eller ham, der mansplainer ved hver en given lejlighed?

Hvis du er som flertallet, har du irriterende kolleger – og for nogen er du måske en af dem.

"Jeg tror, det er noget, vi alle sammen oplever. Det kan være svært at begribe, hvorfor andre ikke ser tingene på samme måde, som vi selv gør," siger specialist i konflikthåndtering Solveig Hvidtfeldt .

"Det er jo, som Tante Sofie synger i Folk og røvere i Kardemommeby: "Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen er som jeg, og det er meget trist!" Det  citat rammer det meget godt ind."

(Artiklen fortsætter efter boksen)
solveig med læbestift
Solveig Hvidtfeldt opfordrer dig til at tale med kolleger, der irriterer dig.

Sådan en som dig

Især i situationer, hvor man er lidt fortravlet eller stresset, kan lunten være kort, før man irriteres over kollegerne. Måske især over de nyansatte, eller dem af det modsatte køn, eller fra det andet team.

"Der er en stribe stereotyper, fx ældre og yngre i virksomheden. Hvorfor forstår de nye ikke, hvordan vi gør her? Der har til evig tid været ting, de unge gør, som de ældre synes er forkerte – og selvfølgelig også den anden vej rundt."

Ligesom der kan være mange gengangere i konfliktmateriale mellem kønnene.

Fx fordi kvinderne på en arbejdsplads oplever, at det altid er dem, der skal stå for gaveindkøb til runde fødselsdage og jubilarer. Eller at de deler en irritation over en fælles fortælling om, at kvinderne laver mest, men får mindst i løn her på stedet.

Webinar om irriterende kolleger

Deltag gratis i webinaret 'Hvorfor er dine kollegaer så irriterende – og hvad kan du gøre ved det?' med Solveig Hvidtfeldt .

Forfatter til bogen 'Få løst konflikten – din guide til et godt arbejdsliv' og medejer af Good Company Cph. Specialiseret i konflikthåndtering, ledelsesrådgivning og facilitering af forandringsprocesser.

Selvforstærkende

Hvis en kollega, du skal samarbejde med, gør tingene anderledes, end du foretrækker - og dertil tager for givet, at det er den rigtige måde - kan det hele spidse til og blive selvforstærkende:

"Når man bliver stresset og irriteret, udskilles kortisol i kroppen. Det giver tunnelsyn og gør dig dårlig til at se tingene lidt fra oven, i stedet får du trang til enten at flygte fra situationen eller kæmpe," konstaterer Solveig Hvidtfeldt , der også er forfatter til bogen 'Få løst konflikten' – din guide til et godt arbejdsliv og medejer af Good Company Cph.

"Hyggebrok giver et rigtigt dårligt arbejdsmiljø."
- Solveig Hvidtfeldt

Nu gør han det igen

Trangen til at snakke med nære kolleger om det, der er irriterende hos andre kolleger, er både fristende og nærliggende.

"Har du også lagt mærke til, at han sidder og spiser og smasker af den madpakke dagen lang – og den lugter?"

Hvis du tager dig selv i at bevæge dig ned ad den vej, så er det på tide at stoppe op.

"Dem, der altid lige skal sige noget negativt om andre, kan faktisk også være irriterende. Og de er med til at skabe en dårlig kultur på en arbejdsplads, hvor ting hele tiden kommenteres lidt for højt og der himles meget med øjnene," siger hun og opfordrer dig til at bryde mønstret:

"Sig noget i retning af, at nu synes du, I har snakket nok om alt det Tine gør. Lad os tale om noget andet. Hyggebrok giver et rigtigt dårligt arbejdsmiljø."

Brug humor og tal om det

Solveig Hvidtfeldt  råder dig til at tage din egen irritation i opløbet og tale med i stedet for om kollegaen:

"Jeg bliver selv irriteret, hvis nogen sidder og gimper op og ned med benet i nærheden af mig. Så jeg siger det ligeud og påpeger, at hele bordet ryster. Men med et glimt i øjet, brug endelig humor og kærlighed, når du påtaler noget."

Det er langt bedre at sige det hurtigt end gå og gemme på det, til du ikke kan lade være.

"Jo mere skinger, du lyder, des sværere er det for modparten at tage imod. Så få det sagt," siger hun.

"Ingen går på arbejde med det formål at irritere sine kolleger voldsomt. Hvis jeg selv fik en venlig henstilling, ville jeg forsøge at følge den."

Chefer undtaget

Selv om det er godt at sige tingene ligeud, er der selvfølgelig nødt til at være en strategisk overvejelse involveret.

"Hvis du er irriteret over din chef og dagligt får trang til at kommentere det, må du indse, at det er udenfor din kontrol – og måske finde et andet sted at være, hvis du ikke kan leve med det."

Chefer er også i en kategori for sig, når det handler om at tale om dem:

"Det kan være vigtigt at få sparring fra en kollega, hvis du fx føler, at chefen miskrediterer dig for åbent tæppe. Måske vil din kollega give dig ret i din fortolkning, men det kan også være, at kollegaen så noget andet, som afdramatiserer situationen for dig. Så nogle gange har det en funktion at tale om i stedet for med."


Emner

Seneste nyt