Dagbog fra opsagt i Danske Bank: ”Jeg har intet at skamme mig over”

Hun håber også, at hun med sin åbenhed kan ramme andre i samme situation. 

”Jeg kunne godt være megaskamfuld over, at jeg er blevet valgt fra, men det er jeg faktisk ikke. Det har ikke noget med mig at gøre. Når jeg tør at dele her, så håber jeg, at det kan ramme bare én anden, der kan føle sig set,” siger Tanja Juul Sondrup, der nåede at være ansat i Danske Bank i 18 måneder.

I sit daglige arbejde med at coache og undervise ledere, har hun ofte taget udgangspunkt i en sætning, som hun i denne situation også selv har fundet stor værdi i.

”Den lyder sådan her: ”Det du ikke vil arbejde med, vil ikke lade dig være. Og det, der ikke vil lade dig være, tager dit fokus og energi og det, du drømmer om”,” fortæller Tanja Juul Sondrup. 

Og det der larmede for hende i forbindelse med opsigelsen var, at hun ikke ville føle sig flov. Hun ville føle sig stolt.

”Jeg kan fortælle mig selv, at Danske Bank var en dårlig arbejdsplads, og at jeg ikke var dygtig nok og lade det blive en sandhed, som styrer mig. Eller jeg kan fortælle mig selv, at jeg er blevet fritstillet i en runde, hvor jeg var på det forkerte Excel-ark, og det betyder ikke, at jeg ikke var dygtig nok. Jeg har valgt det sidste, og derfor kan jeg vælge at være stolt,” siger hun og forklarer, at det giver hende en indre ro, som hun håber at kunne give videre til andre.

”Jeg håber, at man i mine tanker kan se en indre styrke, hvor der også er plads til skam, tåre, frustrationer, vrede og flovhed. Og det må gerne være der. Det skal bare ikke være definerende,” understreger hun.

Her følger en dagbog fra dagene omkring Tanja Juul Sondrups opsigelse – skrevet af hende selv.

Torsdag den 26/2-2026 (morgen)

Ugen har været fyldt med drøn. Mandag med forberedelse, tirsdag og onsdag med træning af ledere i at stå i deres lederskab. Det har været intenst, men meningsfuldt.
Nu er det torsdag morgen. Klokken er 8.42.

Og så kommer mailen.

Den mail, ingen rigtig gider at modtage. Indkaldelsen til et møde. Bestyrelseslokalet på 8. sal. Klokken 9. Et fællesmøde for alle andre klokken 11.

Jeg har været i gamet længe nok til at vide, hvad det betyder.

Mit eventyr i Danske Bank er slut.

Det tager omkring fire sekunder at sige:
“Afdelingen er nedlagt, og derfor er I opsagt.”

Jeg mærker suget i maven. Frygten. Og samtidig en mærkelig ro. For jeg ved godt, hvad der sker nu. Jeg får en konvolut med al den information, jeg har brug for. Jeg ved også, at min fagforening har forhandlet en ordentlig aftale. At banken opfører sig ordentligt. Den viden giver mig ro midt i kaosset.

Min tillidsrepræsentant, Mette, er med mig, mens vi går ned i et mødelokale. Hun er venlig, nærværende og nysgerrig på, hvordan jeg har det. Vil gerne støtte.

Det eneste, jeg har lyst til, er at skrive til min mand: “Jeg fik ret. Jeg er blevet opsagt.”

Jeg er nu en del af den gruppe medarbejdere, der ikke længere er en del af fremtiden.
Ikke længere har nogen at møde ind til.
Ikke længere nogen, der forventer, at jeg gør mig umage, bidrager og gør en forskel.

Det tætteste, jeg kommer på at gøre en forskel lige nu, er at lave aftensmad. Smøre madpakker. Holde hverdagen i gang, mens min egen – for en stund – er gået i stå.

Torsdag den 26/2-2026 (formiddag)

Jeg går op til de andre med konvolutten under armen. De fleste er allerede smuttet hjem.

Mine ting er i den anden bygning. Jeg kan ikke overskue at gå med konvolutten som en stor megafon om ”Jeg er en af de opsagte”. Jeg kan ikke overskue Walk of Shame.

Men tanken bliver hurtigt banket tilbage.
Jeg har intet at skamme mig over.

Det er ikke Walk of Shame.
Det er Walk of Pride.

Jeg pakker mine ting, som om jeg bare skal til et møde. Ingen ved noget.
Kl. 12.20 cykler jeg ud af kælderen på Bernstorffsgade.

Med stolthed. Sorg. Ærgrelse.

Det var ikke sådan, det skulle have været. 2026 skulle være året, hvor jeg for alvor fik Danske Bank ind under huden. Jeg er til lange forhold – også arbejdsmæssigt. Men det var ikke min beslutning.

På Gammel Kongevej rammer følelserne mig som en flodbølge. Jeg piskegræder hele vejen hjem. Lader det hele få lov.

Torsdag d. 26/2 (eftermiddag)

Da jeg kommer hjem, står min mand klar med åbne arme. Endnu en bølge.

Og så sker der noget vigtigt.
Da jeg har grædt færdig, er mit sind lettere. Jeg er ked af det – men klar.

Det giver mig adgang til et værktøj, jeg underviser ledere i hver eneste dag:
Du har altid et valg.

Et valg om, hvordan du vælger at være. Over for dig selv. Over for andre. I situationen.

Jeg sidder i den grønne sofa og tager et bevidst valg:
Jeg vælger at være stolt.

Stolt af mig selv. Stolt af, at jeg faktisk kan bruge mine egne værktøjer. Stolt af at vælge det, der giver mig energi og ro.
Den største handling, jeg er i stand til lige nu, er at kæle med katten Rey, som ufortrødent kræver min opmærksomhed.

Jeg kunne have valgt alle mulige andre fortællinger:

– Det er synd for mig
– Danske Bank er en dårlig arbejdsplads
– Jeg er ikke dygtig nok

Men intet af det er sandt. Og vigtigst: Ingen af de tanker giver mig noget.

90 % af vores tanker i dag har vi også i morgen. Derfor er evnen til at vælge sine tanker en af de mest kraftfulde personlige kompetencer, vi kan træne.

Jeg har ikke handlet endnu. Jeg har “bare” besluttet mig for ikke at tale grimt til mig selv.

Der er mange spørgsmål, der larmer:
Hvorfor mig? Var jeg for dyr? For ny? For let at undvære?

Jeg leder efter mening i det meningsløse. Selvom jeg får at vide, at der ikke er nogen. Som en Ludobrik er jeg slået hjem.

Det gode ved at være fritstillet er, at jeg ikke skal møde ind og se, at alle andre har noget at stå op til.
Det svære er at skulle afslutte ordentligt.

Jeg vil helst bare aflevere mine ting anonymt og forsvinde. Lade som om de 18 måneder ikke betød noget.

Men det gjorde de.
Det gør de.

Tirsdag d. 3/3-2026

Der er indkaldt til et afslutningsmøde i morgen – og alt i mig skriger, at jeg ikke vil. Jeg kan ikke bære tanken om 40 spørgsmål om ”hvordan jeg har det” og risikoen for at ligne en fiasko.

Men så skriver min chef Peter til mig.
Og ringer.

”Tanja, der er ikke altid mening i det meningsløse. Men der er noget godt i at afslutte det, der var – så noget nyt kan begynde.”

Jeg vil ikke være enig, men han har ret.

Derfor vælger jeg at møde op. Afslutte. Eje min stolthed uden at lade som om.

Jeg har en kollega – min wingman. Han spørger: “Hvad har du brug for?”
Svaret er enkelt: En at læne mig op ad.

Onsdag d. 4/3-2026

Onsdag møder jeg ind. Bliver mødt af kram, varme og fælles sorg.
Peter siger, at det, vi har skabt, kan ingen tage fra os – hvis vi vælger at tage det med.

På cyklen hjem rammer tårerne igen. Men denne gang er de anderledes.

De er lettelse. Taknemmelighed. Stolthed.

Jeg deltog.

Jeg ved ikke, hvilket fællesskab der venter mig.
Men jeg ved, hvad jeg tager med mig.

Jeg går videre med stolthed.
Med rank ryg.

Med Walk of Pride.