Nordeas Mads Skovlund Pedersen til landsmødet: ”Der er kun en silverbullet. Det er dialog.”
Til Finansforbundet landsmøde 2023 i Nyborg havde Mads Skovlund Pedersen, direktør for Nordeas privatkundeforretning, et hovedbudskab med til de fremmødte delegerede.
Bankfilialerne er ikke længere på hvert hjørne, men kommet ud i enhver stue, sagde han med henvisning til mobil- og netbanken. Og kunstig intelligens varsler nu endnu voldsomme og komplekse forandringer for ansatte, virksomheder og branchen, tilføjede han.
Den omstilling skal vi have kæmpe respekt for, pointerer han.
”Det er en omstilling af mennesker, og det er noget af det mest komplekse. For, når det kommer til stykket, kan ingen af os lide forandringer. Det skal fremtidens bank virkelig have for øje.”
En god forhandling har to vindere
Det handler ikke blot om kurser og efteruddannelse, men også om at give rum og plads til den utryghed, som forandringerne leder til. Diskussionerne og dialogen er helt afgørende, lød det fra Mads Skovlund Pedersen.
”Der er kun en silverbullet. Det er dialog. Det nytter altid, også når man er allermest uvenner,” sagde han og fortalte en kort anekdote om en gåtur om natten med Kent Petersen, afgående formand hos Finansforbundet, ved Amalienborg under heftige overenskomstforhandlinger.
Mads Skovlund Pedersen sluttede med at fremhæve vigtigheden af en velfungerende og sund fagforening med endnu flere medlemmer.
Blå Bog: Mads Skovlund Pedersen
Har arbejdet i Nordea i 20 år med en kort afstikker til Nykredit.
I 2015 blev han udnævnt til bankdirektør med ansvar for Nordeas privatkunder.
I 2018 blev han øverste chef for Nordeas danske privatkundeforretning og medlem af den danske ledelse.
Og så håbede han på, at der var velvilje til at tage det lange lys på i næste overenskomstforhandlinger.
”Dialogen med Finansforbundet, formandskabet, er ikke kommet gratis. Men den er enorm vigtig for os på den ansættende side. For alle mine kollegaer. Den dialog skal vi have udviklet. Min bøn til jer er, at I søger kompromiset og husker, at der altid er to vindere i en god forhandling.”
Små skridt er også fremskridt
Kent Petersen tog over på scenen, roste Mads Skovlund Pedersen for nogle gode pointer, men sendte en bøn retur til store klapsalver fra salen.
”Tak for mange gode pointer. Men når du kommer tilbage fra Dubai, er mit lille ønske, at du går over i HR-afdelingen og siger, at det ikke kan være rigtigt, at kontraktansatte ikke kan være tillidsrepræsentanter og på den måde er sværere at organisere.”
Dorrit Brandt, kredsformand i Nordea og kandidat til formandsposten i Finansforbundet kvitterede til slut for samarbejdet og indlægget fra Mads Skovlund Pedersen. Men hun havde også andet på dagsordenen.
”Som du ved, møder jeg alle med en fremstrakt hånd og nysgerrighed. Og også med tillid,” sagde hun, inden hun fulgte op:
”Lige nu oplever vi, at regler og paragrafer overtrumfer intentionen. Derfor er jeg nok ikke den første til at give arbejdsgiverne mere fleksibilitet ved den næste overenskomst. Det er udgangspunktet.”
Det blev også fulgt op med klapsalver fra salen.