Tre ting du skal tjekke i din kontrakt
Jobbet er landet, og kontrakten er i hus – fantastisk! Men husk at nærlæse den, før du skriver under. Her er tre ting, du altid skal tjekke, hvis din nye arbejdsgiver ikke er dækket af en overenskomst.
1: Løn og pension
Det er måske en no-brainer: Tjek at løn og pension stemmer med det, I har aftalt.
Hvis din kommende arbejdsgiver ikke er dækket af en overenskomst mellem Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, skal du selv forhandle dig frem til din løn, som selvfølgelig skal fremgå af kontrakten.
Der skal også stå, om du har krav på en løbende regulering af din løn eller ej, og hvornår du får mulighed for at genforhandle den.
Udover selve lønnen skal det også fremgå, om der er eventuelle tillæg og hvornår lønnen udbetales.
Pension er en anden vigtigt ting. I kontrakten skal der også stå, hvad du får i pension.
Der vil typisk være en procentsats, du selv indbetaler af din løn og en procentsats for, hvad din arbejdsgiver indbetaler. Fra den 1. juli 2022 udgør arbejdsgiverens pensionsbidrag typisk 11,65 procent af den faste løn.
Hvis du vil tjekke, hvordan din løn er i forhold til andre i sektoren, kan du bruge Finansforbundet lønberegner.
2: Arbejdstid og frihed
Også arbejdstidsreglerne skal du selv aftale med din arbejdsgiver, hvis du bliver ansat et sted uden overenskomst. Der er nemlig kun ganske få regler om arbejdstid i lovgivningen.
Typisk vil der stå din ugentlige arbejdstid, men også hvilke dage og i hvilket tidsrum arbejdstiden kan/skal ligge.
Det er vigtigt, det også er gjort klart, om du arbejder uden højeste arbejdstid, eller om du får særlige tillæg eller afspadsering, hvis du arbejder ud over eksempelvis 37 timer ugentligt.
Alle lønmodtagere i Danmark er garanteret fem ugers ferie ifølge Ferieloven. Derudover findes ‘feriefridage’ eller den 6. ferieuge, som er betalte feriedage, der ligger ud over de fem uger, du har garanti for.
Her skal du tjekke, om der står noget om antal feriefridage i din ansættelseskontrakt, og hvad der sker med feriefridagene, hvis du eksempelvis ikke når at afholde dem i den ferieafholdelsesperiode, der er fastlagt, eller hvis du stopper på arbejdspladsen.
3: Opsigelse og klausuler
I Danmark kan arbejdsgiverne ikke bare hyre og fyre, som de lyster. Der er regler for, hvordan det må foregå. Opsigelsesvarslet skal stå i din ansættelseskontrakt. Ofte hænger det tæt sammen med, hvor længe, du har været i virksomheden.
Der skal også stå, hvor langt dit eget opsigelsesvarsel er, hvis du gerne vil væk fra arbejdspladsen igen. Typisk skal du sige op med en måneds varsel til udgangen af en måned.
Det vil sige: Siger du op for eksempel 15. november, kan du stoppe i stillingen 31. december. Det kan også være, at I har lavet en individuel aftale, som så skal stå i kontrakten.
Tjek også om der står noget om konkurrenceklausuler enten i din kontrakt eller i et tillæg til den. En konkurrenceklausul betyder, at du ikke må blive ansat i eller have økonomisk interesse i en konkurrerende virksomhed i en periode, efter du er fratrådt din stilling. Du må heller ikke selv starte en konkurrerende virksomhed. Der er regler for, hvordan du bliver kompenseret, hvis der er en konkurrenceklausul.
Dem kan du se her.
Men allervigtigst: Kontakt altid Finansforbundet, når du skal have ansættelseskontrakt på plads. Særligt hvis din nye arbejdsgiver ikke er omfattet af en overenskomst.
Få overblik over hvad du skal tjekke i ansættelseskontrakten her.