Menu luk

Ekspert: AI betyder slut med jobboom i hvidvask

Udbredelsen af kunstig intelligens kan bremse jobboomet inden for compliance og hvidvaskbekæmpelse, men vil ikke erstatte de ansatte, mener ekspert.

25. sep. 2023
3 min

I takt med at nye teknologier inden for kunstig intelligens vinder frem, vil hverdagen ændre sig for bankansatte, som beskæftiger sig med områder som compliance og hvidvaskbekæmpelse.

Det mener Pernille Hertel, direktør for kunderådgivning hos teknologivirksomheden SAS Institute, som leverer software til alle de største danske banker.

 ”Min personlige forudsigelse er, at AI ikke vil overtage jobs, men ændre dem. Der bliver lige så meget brug for hænder fremadrettet, men vi kommer til at lave nogle andre opgaver. Vi skal arbejde sammen med maskinerne,” siger hun.

SAS Institute leverer løsninger inden for kunstig intelligens og avanceret analyse. Forskellen på de to begreber er hårfin, men ifølge Pernille Hertel taler man om kunstig intelligens, når analysemodellerne er i stand til at lære af de data, de bliver fodret med, og på den måde forbedre sig selv.

Slut med jobboom

SAS Institute har lavet mange af de AI-værktøjer, der i dag bruges af de danske banker inden for områder som compliance, hvidvaskbekæmpelse og forebyggelse af svindel.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Der bliver i endnu højere grad brug for kompetencer udover den traditionelle bankuddannelse, mener Pernille Hertel, direktør for kunderådgivning hos teknologivirksomheden SAS Institute. Foto; SAS Institute

Netop de områder har været genstand for en gevaldig oprustning, og de største banker har tusindvis af ansatte, som beskæftiger sig med at bekæmpe finansiel kriminalitet.

Ifølge Pernille Hertel skal de mange ansatte ikke frygte at miste deres job. Men hun mener, at AI-værktøjer kan få jobboomet til at stagnere, så det ikke bliver nødvendigt med yderligere ansættelser.

”Det vil i længden være svært for bankerne at blive ved med at skalere op på det her område og samtidig holde deres omkostninger på et rimeligt niveau. På nogle områder har man ikke implementeret teknologien i fuldt omfang, og når det sker, kan væksten i antallet af ansatte måske stagnere,” siger Pernille Hertel.

Nye faggrupper

AI bruges allerede i bankerne til eksempelvis at lede efter mistænkelige transaktioner ved at finde og genkende mønstre i bankernes data. Fordi værktøjerne bliver hele tiden bedre, og de kriminelle også bruger nye teknologier, er det nødvendigt konstant at følge med på området.

”Bankerne kan ikke sidde på hænderne, for dem, som forsøger at snyde os, arbejder i hvert fald alt hvad de kan for at udnytte mulighederne i teknologien. Så vi er nødt til at være på forkant,” siger hun og mener, at udviklingen inden for kunstig intelligens kan betyde, at bankerne må ansætte helt nye faggrupper.

"Bankerne har allerede masser af teknologikyndige folk ansat, og det kan være, man eksempelvis også får brug for folk, som har en politibaggrund."
- Pernille Hertel, direktør for kunderådgivning hos teknologivirksomheden SAS Institute.

”Der bliver brug for at få nogle andre kompetencer ind end dem, man får på den traditionelle bankuddannelse – men det ved bankerne allerede godt. De har allerede masser af teknologikyndige folk ansat, og det kan være, man eksempelvis også får brug for folk, som har en politibaggrund. Det bliver afgørende, at man forstår kompleksiteten, og det kan man bedst, hvis man har mange forskellige kompetencer i sine teams.”

Velkendte værktøjer

I et års tid har opmærksomheden omkring kunstig intelligens været stor, først og fremmest på grund af chatrobotten ChatGPT, som er offentligt tilgængelig for alle, der har lyst til at bruge den. Men ifølge Pernille Hertel er sprogmodeller som ChatGPT faktisk ikke noget nyt. SAS Institute har længe arbejdet med sprogmodeller, som kan danne sætninger og svare på spørgsmål.

Øgede krav gav flere ansatte

Øgede krav om hvidvaskbekæmpelse har fået antallet af medarbejdere indenfor hvidvask til at vokse meget. 

Alene fra 2018 til 2019 steg antallet af medarbejdere indenfor (AML – Anti Money Laundering) og compliance med 1.100  til 4.300 ansatte. 

”I teknologiverdenen har man arbejdet med sprogmodeller gennem mange år,” siger hun og tilføjer, at SAS Institute efter opmærksomheden omkring ChatGPT har givet deres egen sprogmodel en mere fremtrædende plads.

”Vi har gjort nogle af de her værktøjer mere synlige, og inden for det sidste års tid har vi for eksempel lavet et nyt værktøj, som kan generere e-mails til marketingkampagner. I stedet for at sidde og skrive teksten selv, kan man få en generator til at hjælpe med at producere den – ligesom når man bruger ChatGPT.”

 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Seneste nyt