Menu luk

Jette lærer kollegerne op: ”Det har boostet min egen selvtillid og faglighed”

Jette Algreen-Petersen har lært meget af at stå for sidemandsoplæringen af kollegerne i Nordea.

13. nov. 2022
3 min

Sidemandsoplæring af nye kolleger kan være næsten lige så lærerigt for den, der lærer op, som det er for de nye.

Det mener senior production manager i Nordea, Jette Algreen-Petersen.

”Det har boostet min egen selvtillid og faglighed. Jeg vidste ikke, at jeg ville synes, at det er så fedt, men jeg kan rigtig godt lide det,” forklarer hun.

"Det har boostet min egen selvtillid og faglighed. Jeg vidste ikke, at jeg ville synes, at det er så fedt"
- Jette Algreen-Petersen, senior production manager i Nordea

Hun har været i Nordea i 33 år. De sidste to år har hun siddet i et team, der fungerer ligesom bankens callcenter, men i stedet for opkald er det mails fra kunder i hele landet, som Jette Algreen-Petersen og hendes kolleger besvarer.

Og når nye kolleger kommer til, er Jette Algreen-Petersen en af dem, der lærer dem op.

Sidemandsoplæring fra hjemmekontoret

Da coronaen gjorde sit indtog og lagde de åbne kontorlandskaber øde, satte det også en stopper for den klassiske sidemandsoplæring, hvor man sidder i samme lokale, og den nye kollega kan spørge om hjælp hen over skærmen.

Det gav 54-årige Jette Algreen-Petersen en helt anden ro.

”Jeg blev mere fredet, da jeg kom hjem. Da jeg sad i lokalet, der rendte jeg rundt hele tiden,” siger hun og fortæller, at hun i stedet bad kollegerne om at samle til bunke, før de greb telefonen.
Og det princip har hun videreført nu, hvor de igen er tilbage på kontoret, men hvor hjemmearbejde er blevet meget mere normalt.

Ikke fordi kollegerne ikke må ringe. Tværtimod. Det kan derimod bare gøre det nemmere for alle parter, når man kan klare flere ting på en gang, forklarer hun.

Man skal være til stede, når andre spørger om hjælp, forklarer Jette Algreen-Petersen. Foto: Privat

Og kollegerne skal heller ikke starte med at undskylde, som de altid gør, når de ringer. For sidemandsoplæringen har ikke kun været til gavn for kollegerne, men i den grad også for Jette Algreen-Petersen selv.

”Jeg har været i banken i mange år, men nogle gange kan man blive i tvivl om, hvorvidt man er god nok. Der er jeg blevet bekræftet i, at jeg ved mange ting, og jeg ved i hvert fald, hvor man kan finde svar. Det har også gjort mig nysgerrig på nye ting, og jeg er vokset som person,” forklarer hun.

Vær til stede, når kollegaen rækker ud

Jette Algreen-Petersen har et par gode råd til andre, der kaster sig ud i sidemandsoplæring.

”Det vigtigste at huske, når nogen ringer og spørger om hjælp, er, at man skal være til stede og ikke sidde og lave alt muligt andet.”

Derudover er det vigtigt at have klare aftaler med sin chef. Det kan nemlig være tidskrævende at sætte sit eget arbejde på pause for at hjælpe, når kollegaen kommer i tvivl. Og der er det vigtigt, at man ved, at ens chef er med på, at man ikke kan nå det samme selv, når man også skal assistere kollegerne.

”Det har hele tiden været en klokkeklar aftale mellem mig og min leder, og det var meget vigtigt for mig i starten, hvor jeg var bekymret for, om jeg leverede det, jeg skulle. Jeg skulle lige lære, at det var okay," forklarer Jette Algreen-Petersen.

Mental sundhed og trivsel

Hvordan skaber vi mental sundhed og god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt