Menu luk

Mød kandidaterne: Suppleanter

Der er fire, der stiller op til de tre suppleant-poster: Erik Børsting, Hanney Gerhard Stoklund, Kenneth Bergh og Majbrit Lillesand Sørensen

19. feb. 2026
8 min

Herunder kan du se præsentationerne af de kolleger, der stiller op som bestyrelsessuppleant, når Finansforbundet i Nordea (FiN) holder generalforsamling 6. marts.

Der er fire, der stiller op til de tre suppleant-poster: Erik Børsting, Hanney Gerhard Stoklund, Kenneth Bergh og Majbrit Lillesand Sørensen. Generalforsamlingen skal vælge, hvem der skal være suppleanter for den kommende periode, herunder hvem der skal være 1., 2. hhv. 3. suppleant.

UPDATE: Oprindeligt var der fem suppleant-kandidater, men Michael Holm har siden trukket sit kandidatur, som det fremgår i faktaboksen under denne nyhed.

Det handler om … hvem der skal repræsentere dig

Du kan fortsat tilmelde dig selve generalforsamlingen. Vil du have stemmeret, er det sidste chance nu - fristen for at tilmelde sig med stemmeret er 19. februar. 

Læs mere på finansforbundet.dk/fin-gf og tilmeld dig her.

Her kan du læse præsentationen af kandidaterne til bestyrelsen. I denne artikel er der et overblik over alle opstillede.

Præsentation af suppleantkandidaterne

Herunder kan du se præsentationerne for suppleant-kandidaterne (sorteret alfabetisk efter fornavn):

  • Erik Børsting
  • Hanney Gerhard Stoklund
  • Kenneth Bergh
  • Majbrit Lillesand Sørensen

Erik Børsting

Genopstiller som suppleant

Erfaring, ordentlighed og balance til gav for medlemmerne

Hvis jeg bliver valgt som suppleant for Finansforbundet i Nordea vil jeg arbejde for at styrke vores fællesskab og sikre tydelige, konstruktive løsninger til gavn for alle medlemmer.

Erfaring:
Med 25 års faglig erfaring har jeg opbygget en solid forståelse for både medarbejdernes og ledelsens perspektiver. Jeg er vant til at se sager fra flere sider og søger altid at finde åbne og konstruktive løsninger.

Ordentlighed:
Jeg mener, at vi skal behandle hinanden med respekt og kommunikere ordentligt – også når vi er uenige.

Work-life balance:
Jeg vil arbejde for, at arbejdspresset er til at håndtere for alle. Når der er bølgetoppe, skal der også være bølgedale. 

Tydelighed mellem FiN og Nordea:
Mange medlemmer har spurgt, om vi i Finansforbundet i Nordea altid skal mene det samme som banken. Jeg mener, det er vigtigt, at vores holdninger står klart, så medlemmerne ved, hvor vi står.

Jeg håber på din støtte, så vi sammen kan skabe de bedste vilkår for alle i Nordea.

Feedback fra en people partner:
“I experience Erik as very constructive and open minded – willing to understand management point of view before making up his mind. Of course Erik stays loyal to his union role but we have a good and professional collaboration with mutual respect which I really appreciate”.

Hanney Gerhard Stoklund

Nyopstiller som suppleant

Jeg vil komme med en masse ny energi og store ambitioner for, hvad vi sammen kan opnå, bl.a. med fokus på lighed, retfærdighed og trivsel

Jeg stiller op som suppleant til bestyrelsen, da jeg brænder for arbejdsfællesskabet og at gøre en forskel for mine kolleger. Jeg har været arbejdsmiljørepræsentant for Group Financial Crime Prevention (GFCP) de seneste 2 år og virkelig fået øjnene op for fagforeningsarbejdet. Det er tydeligt, hvor vigtigt det er at have nogle, der kæmper for ens sag. Jeg kan se muligheden for at gøre en forskel gennem samarbejde, og hvor vigtigt det er at kæmpe for noget, der er større end en selv. Derfor kunne jeg ikke lade være med at stille op. 

Jeg vil gerne sætte lighed, retfærdighed og trivsel på dagsordenen. Jeg føler mig overbevist om, at jeg kan gøre en positiv forskel som suppleant ved at udfordre gamle vaner og i stedet tænke og handle på nye måder. 

Lidt fakta

  • 46 år
  • Gift med Majbritt i 14 år
  • Vi har en dreng, Storm på 9 år
  • Bor i andelsbolig på Frederiksberg
  • Har arbejdet i Nordea siden 2016 (tidligere arbejdet i detailbranchen)
  • Arbejdet med bekæmpelse af hvidvask (AML) i mere end 9 år i Nordea
  • Jeg har i 2 år haft rollen som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) for Group Financial Crime Prevention (GFCP) DK, hvor jeg har været med til at komme i mål med at få lavet en
  • Arbejdspladsvurdering (APV) for store dele af organisationen - næsten 500 medarbejdere
  • Nyvalgt tillidsrepræsentant for Transaktions Monitering (TMI) for perioden 2026-2027

Mine prioriteter

  • Jeg har altid syntes, at det er vigtigt at ”speak up”
  • Psykologisk tryghed er afgørende. Det må ikke have negative konsekvenser at sige sin mening
  • Trivsel og arbejdsmiljø er helt essentiel - jeg mener, at det er nøglen i vores arbejde
  • Jeg bliver meget motiveret af at hjælpe andre, f.eks. ved at kæmpe for en sag

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?
Hvis du stemmer på mig, får du en suppleant til bestyrelsen, som kommer med ny energi og store ambitioner for, hvad vi kan opnå, når vi står sammen. Jeg arbejder for lighed, retfærdighed og trivsel.
Jeg er ikke bange for at ”speak up”, når jeg stiller op for mine kolleger. Med din opbakning kan du forvente, at jeg kæmper for dig og dine behov. 

Derudover vil jeg kæmpe for en bedre arbejdsplads for alle, med plads til alle, og hvor der tages hensyn til vores forskellige livsfaser. 

Kenneth Bergh

Nyopstiller som suppleant

Medarbejdere og arbejdspladser i Danmark er under pres – derfor skal fagbevægelsen være stærkere, mere synlig og klar til at handle

Personlig præsentation
Jeg stiller op som suppleant til kredsbestyrelsen i Finansforbundet i Nordea, fordi medarbejdere og arbejdspladser i Danmark er under pres, og fagbevægelsen derfor skal være stærk, synlig og handlekraftig. Det er netop dette, jeg vil arbejde aktivt for.

Nordea præsenterer gode økonomiske resultater, men samtidig oplever mange et stigende arbejdspres og faldende jobsikkerhed. Det er vigtigt for mig, at resultater ikke skabes på bekostning af medarbejdernes trivsel og tryghed. Her skal vi som fagbevægelse være klar til at handle.

Det vil jeg arbejde aktivt for:

  • Trivsel, tryghed og balance i jobbet
    Arbejdsforhold og forventninger skal hænge sammen med virkeligheden. Medarbejdere skal kunne levere resultater uden at gå på kompromis med trivsel, tryghed og en sund balance mellem arbejde og privatliv.
  • Ærlighed og åben kommunikation i fagbevægelsen
    Medlemmerne skal have tydelig information og kunne se, at deres stemme bliver taget alvorligt. En åben og gennemsigtig kommunikation vil styrke tilliden og gøre fagbevægelsen mere nærværende.
  • Flere yngre medarbejdere ind i fællesskabet
    Fagbevægelsen skal være synlig og relevant for yngre medarbejdere, så de tidligt oplever værdien af fællesskab og organisering. Flere aktiviteter og bedre målrettet kommunikation skal være med til at øge interessen.

Hvorfor skal du stemme på mig?
Du skal stemme på mig, hvis du ønsker en suppleant, der stiller op for medlemmerne og tager deres udfordringer alvorligt. Jeg vil arbejde for bedre balance i jobbet, tydelig kommunikation fra fagbevægelsen og en fagbevægelse, der lytter til medlemmerne og er relevante i hverdagen.

Fagbevægelsen har altid været stærkest, når vi står sammen og tager ansvar. Det vil jeg gerne være med til at sikre.

Lidt om mig
Jeg arbejder i Group Technology og har mange års erfaring fra flere forskellige banker. Samlet set har jeg været ansat i Nordea i 7 år, hvilket har givet mig et solidt kendskab til organisationen og medarbejdernes hverdag. Erfaringer, som jeg vil gøre brug af i bestyrelsesarbejdet.

Som tillidsrepræsentant i mit område støtter jeg dagligt medlemmerne og det faglige arbejde lokalt med fokus på trivsel, ordentlighed og åben kommunikation. Det er de samme værdier, jeg ønsker at bringe videre i mit arbejde i kredsbestyrelsen.

Majbrit Lillesand Sørensen

Nyopstiller som suppleant

Connect med og følg Majbrit: LinkedIn

Erfaring, gennemslagskraft og modet til at handle

Jeg stiller op som suppleant til bestyrelsen i Finansforbundet i Nordea, fordi jeg har fundamentet, viljen og den nødvendige tyngde til at repræsentere medlemmernes interesser. Med en karriere i Nordea, der spænder over næsten fire årtier, og 20 års erfaring som tillidsrepræsentant (heraf 6,5 år som fællestillidssrepræsentant) ved jeg præcis, hvad der kræves for at skabe reelle resultater i et komplekst politisk landskab.

Hvad jeg bringer til bordet:

  • Uomtvistelig erfaring fra frontlinjen: Jeg kender hverdagen i filialnettet bedre end de fleste. Min dybe forståelse for koblingen mellem kundekrav og medarbejdertrivsel gør, at jeg kan bringe virkelighedens udfordringer direkte ind i de centrale beslutningsprocesser.
  • Forhandlingskraft og politisk mod: Som jeres stemme viger jeg ikke tilbage. Jeg har modet til at tage de svære samtaler og vedholdenheden til at "bide mig fast", indtil vi har de bedste vilkår i hus. Dialog er mit værktøj, men resultater er mit mål.
  • Strategisk blik på "Det hele menneske": Jeg kæmper for en arbejdsplads, hvor trivsel og ambitioner går hånd i hånd. Bag enhver sag står et menneske – og jeg ser det som min fornemste opgave at sikre, at dette perspektiv aldrig bliver glemt i strategiske beslutninger.

Fundamentet er det hele menneske.

Bag min professionelle profil og mine mange år som tillidsrepræsentant findes en personlig drivkraft, der bunder i et stærkt værdisæt. Jeg er gift med Lars på 30. år og mor til tre voksne døtre. Livet som både mor og mormor har lært mig værdien af ordentlighed, nærvær og balance. For mig er 'det hele menneske' ikke bare et buzzword, men en nødvendighed. Jeg ved, at vi kun kan præstere på topniveau i Nordea, hvis vi trives som mennesker bag skrivebordet. Den omsorg og det helhedssyn tager jeg med mig ind i bestyrelseslokalet – for fællesskabet er kun så stærkt som det enkelte medlem.

Derfor skal du stemme på mig:
Jeg er ikke blot en kandidat, der lytter; jeg er en kandidat, der eksekverer. Gennem flere  landsmøder har jeg været med til at præge den politiske retning i Finansforbundet. Som suppleant vil jeg bruge min erfaring og min stemme til at sikre, at vi bygger en fremtid i Nordea, hvor rammerne er stærke, og hvor medarbejderens værdi er i centrum.

Jeg lover ikke blot at kæmpe – jeg lover at gøre en forskel.

Stem på Majbrit Lillesand Sørensen – Erfaring bag ordene, modet bag handlingen.

Seneste nyt