Når du medvirker i sager som tillidsrepræsentant, hvor et medlem skal indgå en fratrædelsesaftale, er det vigtigt, at du sørger for, at medlemmet får betænkningstid inden underskrivelse af aftalen. Du skal altid opfordre til at søge rådgivning hos kredsen, Jura i Finansforbundet eller Forhandling, og medlemmets a-kasse.
En fratrædelsesaftale er sædvanligvis til fuld og endelig afgørelse, hvilket betyder, at når først der er skrevet under, er der ikke mere at gøre. Det betyder at, vi ikke kan komme med krav om yderligere ferie, godtgørelse efter funktionærloven, ligebehandlingsloven mv.
Husk at indberette opsigelsen
Når opsigelsen er sket, skal du straks informere beredskabet@finansforbundet.dk, hvorefter Finansforbundets beredskab inviterer medlemmet til informationsmøde. I den forbindelse skal du indberette følgende:
- Medlemsnummer/cpr.nummer
- Fulde navn
- Deres private e-mailadresse
- Fratrædelsesdato
- Om medlemmet er opsagt i virksomhedens eller egne forhold
Hvis du glemmer at indberette en opsigelse, er risikoen, at medlemmer ikke får den service og rådgivning, som medlemmet er berettiget til.