Menu luk

Fædre i den finansielle sektor tager længere barsel

Sammenlignet med det øvrige arbejdsmarked, tager fædre i den finansielle sektor oftere og længere barselsorlov

18. apr. 2024
2 min
Af Klaus Mosekjær Madsen  
kmm@finansforbundet.dk

Bankansatte fædre i  er helt i top, når det gælder barsel. 

Mere end 9 ud af 10 bankansatte fædre, der fik barn i 2022, valgte at holde barsel. På det samlede danske arbejdsmarked var det godt 8 ud af 10. 

Og de bankansatte holder også længere barsel. Fædre, der holder barsel, er gennemsnitligt hjemme i 11,2 uger.  Det er 46 pct. mere end den private sektor generelt, hvor der i gennemsnit tages 7,7 ugers barsel.

Fædre i den offentlige sektor afholder cirka lige så meget barselsorlov, som fædre i den finansielle sektor - her er det også godt 9 ud af 10, som holder barsel, og den gennemsnitlige længde er på 10,7 uger. 

Samlet for det danske arbejdsmarked holdt fædre gennemsnitligt 8,3 ugers barsel, når deres barn blev født i 2022. Bankansattes barsel er altså 34 pct. længere, end gennemsnittet for det samlede arbejdsmarkedet. 

Også indenfor den finansielle sektor er det de bankansatte fædre, der tager førstepladsen. Barselsperioden for fædre i  forsikring og pension ligger gennemsnitligt på 10,2 uger, mens den ligger på 9,4 uger for ansatte inden for finansiel service. 

 

Kraftig stigning i barsel fra 2021 til 2022. 

I august 2022 trådte nye regler om øremærket barsel i kraft. Det har haft en markant betydning for omfanget af barsel - både for bankansatte, men  også på det øvrige arbejdsmarked.

Ser man på det samlede arbejdsmarked, så tog mænd gennemsnitligt 6,4 ugers barsel når deres barn var født i 2020, det tal steg svagt til 6,7 uger for børn født i 2021, men for børn født i 2022 er fædrenes barsel steget markant til 8,3 uger gennemsnitligt.

For bankansatte er barslen steget fra 10 uger for fædre med børn født i 2020 til 11,2 uger for fædre med børn født i 2022. 

 

Kommentar

Tallene viser meget tydeligt, at lovgivning og vilkår spiller en betydelig rolle for fædres valg af barsel. 

Derfor bliver det spændende at se, hvordan tallene udvikler sig i 2023.  Både fordi 2023 bliver første hele år, hvor man kan se effekten af den øremærkede barsel. Og på bankområdet bliver det ekstra spændende, fordi det også er første år, hvor resultatet fra overenskomstforhandlinger i 2023 har betydning. Ved OK2023 blev Finansforbundet og FA nemlig enige om, at fædre og medmødre fremover får 10 ekstra ugers barsel med fuld løn, så barslen ligestilles mellem mænd og kvinder. 

Den finansielle sektor har derfor som de første i Danmark en overenskomst med 26 ugers barsel med løn – uanset køn.

Klaus Mosekjær Madsen, Senior Økonom i Finansforbundet

11,2 uger

er den gennemsnitlige barsel for fædre ansat i et pengeinstitut

Det er 46 pct. mere end på det øvrige danske private arbejdsmarked

34 pct.

er forskellen imellem pengeinstitutter og det samlede danske arbejdsmarked

når det kommer til mængden af barsel, som fædre afholder

26 uger

med fuld løn, har begge forældre i den finansielle sektor adgang til

som følge af den nye overenskomst mellem Finansforbundet og FA

Bagom artiklen

Analysen bygger barselsstatistik fra Danmarks Statistik, som er offentliggjort 18. april 2024 .

Tallene i artiklen omhandler antal uger med barselsdagpenge.

Samlet finansiel sektor dækker over pengeinstitutter, realkredit, forsikring, pension og finansiel service.