Menu luk

Guide til tillidsvalgte : Styrk indflydelsen på brugen af medarbejderdata og AI på arbejdspladsen

Denne guide er et værktøj for dig som tillidsvalgt til at få overblik over, hvad brugen af medarbejderdata og AI-ledelse kan betyde på arbejdspladsen – og hvorfor det er relevant for dig at kende til.

Finansforbundet har udarbejdet en guide til tillidsvalgte omkring brugen af medarbejderdata og om AI i ledelse. 

Det gør vi, fordi udbredelsen af AI kræver, at vi som faglig organisation og arbejdsmarkedspart tager aktivt del i at sikre, at udviklingen på vores arbejdspladser sker på en ordentlig og ansvarlig måde.

Vi er optaget af at se positivt på udviklingen. For sammen med AI kan vi mennesker så meget mere. Men det er samtidig nødvendigt at insistere på, at teknologien udvikles med mennesket i centrum – og at vi proaktivt og i fællesskab drøfter de etiske og tekniske dilemmaer, som AI også bringer med sig.

For at den dialog rent faktisk bliver taget i fællesskab, så kræver det, at vi som fagforbund inviterer til den – og at vi er klædt godt på til den.

Derfor har vi samlet viden og erfaringer til dig som tillidsvalgt.

Du behøver ikke være ekspert i data og teknologi. Denne guide hjælper dig i gang – eller videre – med en grundlæggende introduktion til de vigtigste begreber, regler og aftaler. Den klæder dig på til at stille de rigtige spørgsmål og deltage aktivt i dialogen om AI med kollegaer, medlemmer, ledelsen eller i din kreds.

Det er i øvrigt ikke kun medarbejderne og tillidsvalgte, der synes, det her er komplekst – det gælder også for virksomhederne.

Derfor handler det om at skabe en tillidsfuld dialog og en god proces for, hvordan vi bedst anvender data og teknologi. Der er nemlig solid evidens for, at inddragelse af medarbejderrepræsentanter i arbejdet med nye teknologier, også i ledelsessituationer, giver størst effekt – både for virksomheden og for medarbejderne.

Det er med andre ord i alles interesse, at beslutninger og implementering sker i fællesskab.

Ny guide til tillidsvalgte: Styrk indflydelsen på brugen af medarbejderdata og AI på arbejdspladsen

Vi har også udarbejdet en temaside og kataloger, som beskriver typer af medarbejderdata og relevante cases. 

Link til temaside

Cases med medarbejderdata

Værktøjer til at få overblik over brug af medarbejdernes data

 

Hvorfor skal jeg som tillidsvalgt interessere mig for medarbejderdata og AI-ledelse?

Flere og flere beslutninger om arbejdet træffes med baggrund i data og algoritmer. Det gælder alt fra arbejdstider og performance til rekruttering og afskedigelser. Særligt i finanssektoren har der længe været tradition for overvågning og registrering med henvisning til sikkerhed, dokumentation – og effektivitet

En undersøgelse blandt medlemmerne viser, at de færreste medlemmer ved, hvad der indsamles om dem.

Det er svært for medlemmerne at lykkes i deres arbejde, når de ikke har indsigt i, hvilke data der registreres, og hvad de reelt bliver målt og vurderet på. Et uklart grundlag for fx vurderinger og beslutninger kan tegne et skævt billede af deres arbejdsindsats. Og så kan det skabe usikkerhed og mistillid på arbejdspladsen og i relationerne.

Som tillidsvalgt kan du insistere på dialogen med virksomhederne

Du behøver ikke være ekspert i data og teknologi for at tage del i dialogen om brugen af medarbejderdata, men i takt med, at flere systemer indsamler og analyserer data som led i styring og planlægning af arbejdet, bliver det vigtigere for tillidsvalgte at forstå, hvad det betyder for medarbejderne. Du kan fx bruge SU-møderne til at starte samtalen.

Vidste du at...?

…Iflg.GDPR må vigtige beslutninger om en medarbejder ikke træffes udelukkende af en algoritme.

... at din arbejdsgiver som udgangspunkt må registrere data om dig uden at spørge – så længe det er sagligt og nødvendigt? Men du har ret til at få at vide, hvad, hvorfor og hvordan.

…At knap 80% af medlemmerne i Finansforbundet ved, at deres data opsamles, men de færreste ved hvilke, hvordan og hvorfor.

…at Finansforbundet har lavet en aftale i Standardoverenskomsten med anbefalinger til, hvordan man kan drøfte og udarbejde retningslinjer for medarbejderdata.

... at overvågning via teknologi, fx logning, kameraer eller performance-målinger, kan være i strid med arbejdsmiljøloven, hvis det skaber stress eller utryghed?

.. at du som tillidsvalgt har ret til at få konsekvensanalyser (DPIA) udleveret, hvis nye systemer kan påvirke medarbejdernes privatliv og rettigheder?

... at mange virksomheders dataetiske politik kun handler om kunder – og slet ikke nævner medarbejdere?

Kontakt

27 47 40 20

Lucia Lyng Velasco

Politisk Seniorkonsulent

lve@finansforbundet.dk