Klumme
Igen i år svinger Finansforbundet ”Retten til at være dig”-fane højt til Pride Paraden i København.
For det er en hjertesag for Finansforbundet, at alle trygt og stolt skal kunne være sig selv – i mødelokalet, ved frokostbordet, i kundesamtalen og i alle de andre situationer, der tilsammen udgør et arbejdsliv.
Vi ser det, ganske enkelt som en ret, vi som fag-fællesskab altid er parate til at kæmpe for. Præcis som sloganet på vores faner siger.
Vi lever i en tid med et stærkt pres på LGBTQIA+ personer og LGBTQIA+ rettigheder. Det grusomme angreb på Berlin Pride for blot et par uger siden, og sidste års forbud mod Pride Parade i Ungarn er blot et par eksempel på, at alles ret til frihed, fællesskab og kærlighed, ikke kan tages for givet. Ikke er en selvfølge.
Omsat til hverdagen så betyder det, at man som LGBTQIA+person altid har lidt på spil, blot fordi man er som man er. Elsker. Er familie. Er åbne. Uden mulighed for at trække sig. Uden mulighed for at tage en pause. Det er simpelthen et vilkår at være i verden på.
Derfor er der brug for, at virksomheder og vi faglige organisationer træder i karakter som allierede for alle, der hver dag har modet til at være sig selv.
Desværre ser vi virksomheder – folks arbejdspladser - der som yoyo’er tjekker ind og ud af regnbuen: støtter op om priden, trækker støtten til priden, støtter op om priden. Alt efter hvad der aktuelt er bekvemt. Alt efter de politiske vinde.
I Finansforbundet mener vi, at vi som arbejdspladser og faglige organisationer skal indse, at støtte til vigtige sager ikke nødvendigvis er bekvemt.
Men vi har en forpligtigelse til at bruge vores indflydelses-rum til gavn for alle minoriteter. Være gode allierede. Kun sådan skaber vi inkluderende arbejdspladser, hvor der er plads til al den forskellighed, der følger med fordi vi er mennesker.
Nuvel, det kræver vedholdenhed og nogle gange mod.
Men lad os aldrig glemme, hvem de ”egentlige” modige er. Hvem der reelt har noget på spil. Og det er hverken virksomhederne eller os faglige organisationer.
Så herfra skal der derfor blot lyde et enkelt budskab til LGBTQIA+: Vi bakker jer op jer. Vi har jeres ryg. Vi råber op. Også når det er ubekvemt.
For der er altid én person i rummet, der har brug for at blive set, hørt og forstået. Og som har brug for at mærke det fordomsfrie fællesskabs styrke.
Derfor er der forsat brug for Pride Paraden, som i år kan fejre 30års jubilæum. Vi må aldrig begå den fejltagelse at reducere Priden til kun at være en fest. Men vi skal insistere på, år efter år, at gør Priden til den mest festlige og farverige protestbegivenhed for et liv i frihed og kærlighed med lige rettigheder for alle under regnbuen.
Derfor støtter Finansforbundet helhjertet op om Priden - til arbejdet er gjort. Samtidig arbejder vi hele året for inklusion på vores arbejdspladser.