Travle kunderådgivere frygter ikke fyring
Færre kunderådgivere end øvrige finansansatte frygter at blive fyret. Finansforbundets trivselskonsulent Birgit Kjeldsen har et bud på hvorfor. Se også, hvor meget din egen jobkategori frygter fyring - og hvordan forandringerne i øvrigt påvirker, både positivt og negativt.
Tyv om natten
For nylig var trivselskonsulenten ude i en afdeling, hvor kunderådgivningen pludselig skulle halveres:
”De havde virkelig travlt og gjorde det rigtig godt, så fyringerne kom som en tyv om natten. Ofte forklarer kunderådgivere selv, at de har følt sig uden for farezonen. De er længe om at reagere og har en forestilling om, at de ikke bliver rørt, for det går så godt her.”
Vi ryger nok
Mest bange for at miste jobbet i høj eller nogen grad er dels it-ansatte og dels medarbejdere i stabs- og specialistfunktioner. I begge jobkategorier har 43 procent den bekymring, viser Finansforbundets undersøgelse.
”Måske kan det skyldes, at de ofte har større indblik i, hvor langt virksomheden er, fx med AI, og er de første, der oplever opgaver bliver overladt i stigende grad til kunstig intelligens. Derfor er de måske mere forberedte på, at deres job kan falde væk,” vurderer Birgit Kjeldsen.
Fællesskab påvirkes
Finansforbundet har undersøgt både positive og negative effekter af forandringerne.
Til de positive hører, at over hver femte i stabs- og specialfunktioner mener, de har bedre udviklingsmuligheder med forandringerne.
Det er også muligt at finde medlemmer, der oplever en positiv effekt på deres tillid til virksomheden som følge af forandringer – mellem 5-8 procent i de forskellige jobkategorier. Mange flere har dog den stik modsatte oplevelse: deres tillid til virksomheden er negativt påvirket, siger 32-49 procent på tværs af jobkategorier.
På samme måde oplever en mindre del, at fællesskabet på arbejdspladsen går den rigtige vej med forandringerne - men op til hver tredje oplever tværtimod, at forandringerne påvirker fællesskabet negativt.
Kollegaer er de bedste
Og relationer er i virkelig høj kurs hos Finansforbundets medlemmer, ved Birgit Kjeldsen.
”Gode relationer og stærkt sammenhold er noget af det vigtigste i alle brancher, men i finanssektoren er det særligt tydeligt, at det betyder utrolig meget,” siger trivselskonsulenten, der tidligere har arbejdet i Politiet og Skat, hvor kolleger også var vigtige:
”Men det har en anden tyngde i finanssektoren. Måske fordi der er mange regler, reguleringer og forandringer, og så er gode kolleger og sociale tiltag et værn for den enkelte.”
Hun så det senest på et seminar for tillidsvalgte i Finansforbundet, hvor cirka 80 procent af deltagerne angav relationer som det allervigtigste for dem i de aktuelle forandringer, de stod i på deres arbejdsplads.
”Når kollegaskabet er så vigtigt, bliver man også sårbar, når der sker store forandringer som fyringer og fusioner.”
Find dig selv
Se hvordan din egen jobkategori placerer sig i Finansforbundets trivselsundersøgelse herunder - både i forhold til negative og positive oplevede effekter af forandringer.
Fakta om undersøgelsen
I alt har cirka 9.000 deltaget i Finansforbundets trivselsundersøgelse. Svar fra medarbejdere i fusionsvirksomhederne AL Sydbank og Nykredit samt datacentralerne indgår ikke i konklusionerne om de ansattes frygt for fyringer, faldende trivsel og manglende motivation.
Data i undersøgelsen er indsamlet i perioden fra 14. januar 2026 til 4. februar 2026.
Undersøgelsen er dermed foretaget inden effektueringen af opsigelserne i Group Technology i Nordea den 6. februar. Afskedigelsesrunden her, som vedrørte 271 stillinger, heraf 93 stillinger i Danmark, var dog ved gennemførelsen af undersøgelsen varslet internt.
Undersøgelsen er foretaget inden udmeldingen om, at Nordea nedlægger 1.500 stillinger i 2026 og 2027, som blev annonceret den 17. marts, og inden Danske Banks udmelding om nedlæggelse af 420 stillinger, heraf 230 stillinger i Danmark, som blev annonceret den 26. februar.