Spektakulært kup: Bankrøvere slipper afsted med millioner i Tyskland
Gennem et boret hul i væggen fik tyve adgang til flere tusind bankbokse, som de i ro og mag tømte for indhold. De slap afsted med værdier svarende til omkring 224 millioner danske kroner. Nu skal alle berørte kunder afhøres.
Minimum fire timer i boksen
Tyveriet blev først opdaget to dage senere, den 29. december, da en brandalarm gik i gang i bygningen.
Samme dag viser optagelser fra parkeringshuset maskerede personer, der forlader bygningen i en hvid varevogn fra Mercedes og Audi RS6 – begge med stjålne nummerplader.
I sidste uge kunne indenrigsministeren i delstaten Nordrhein-Westfalen, Herbert Reul, oplyse, at tyvene havde været i banken i minimum fire timer. I hvert fald registrerede bankens computersystem – som registrerer alle åbninger såvel lovlige som ulovlige – en adgang kl. 10.45 den 27. december, mens den sidste registrering fandt sted kl. 14.44 samme dag. To dage før kuppet blev opdaget. Det skriver det tyske medie DW.
Afhøring af kunder
Vidner har også fortalt politiet om flere mænd med store tasker på trappeopgangen i parkeringshuset i dagene op til, at røveriet blev opdaget.
Politiet opfordrer nu alle de berørte kunder, der har haft ejendele i de tømte bankbokse, til at møde op til afhøring. Håbet er, at oplysninger om de stjålne genstande kan lede politiet på sporet af de fortsat ukendte gerningsmænd. Afhøringerne begyndte i går mandag og forventes at strække sig over flere uger på grund af de mange berørte ofre, skriver mediet Newsworm.de.
I dagene efter røveriet samledes mange af de berørte kunder foran banken, hvor de forsøgte at komme ind.
Ifølge tyske Bild er det spektakulære bankrøveri et af de største i moderne tysk historie. I Danmark er antallet af bankbokse, hvor kunder kan opbevare værdigenstande, ifølge Børsen på tilbagetog. Det samme er antallet af klassiske bankrøverier. Siden 2022 er der ifølge Finans Danmark ikke blevet begået et eneste bankrøveri i Danmark.