Menu luk

Ledighed fører ofte til permanent farvel til finanssektoren

Ledighed i finanssektoren er sjældent et midlertidigt afbræk, men fører typisk til et varigt skifte væk fra sektoren, viser ny analyse. ”Et ærgerligt spild af erfaring og kompetencer,” siger Finansforbundets næstformand.

12. jan. 2026
3 min

Når finansansatte siger farvel til et job i den finansielle sektor, betyder det ofte et varigt brud med sektoren. 

Et år efter ledighed er kun 20 procent tilbage i et finansjob, mens det efter ti år kun er 13 procent, der er tilbage i sektoren. 

Det viser en analyse fra Finansforbundet, som også konkluderer, at langt størstedelen af de ledige får job uden for sektoren, og at bevægelsen i høj grad sker umiddelbart efter ledighedsperioden.  

Ét år efter ledighed har 47 procent job uden for sektoren, og efter tre år gælder det 56 procent. 

LÆS MERE HER

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Og det ærgrer Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen, at kompetencer og specialiseret viden på den måde forsvinder ud af sektoren. 

”Det virker som skidt købmandskab, når sektoren råber efter arbejdskraft og samtidig siger farvel til kompetente medarbejdere – og endda på en måde, så de ikke har lyst til at vende tilbage til sektoren. Heldigvis får de fleste gode jobs uden for sektoren. Men sikke et ærgerligt spild af erfaring og kompetencer,” siger han og peger på, at man kunne have fastholdt flere medarbejdere med bedre rammer for tilbagevenden. Det kunne fx være via opkvalificering, fleksibilitet i jobbet eller jobåbninger andre steder i virksomheden. 

Ser man på, hvem de ledige i den finansielle sektor er, viser tallene, at nogle grupper er mere udsatte end andre.  

Eksempelvis er unge ml. 25–29-år, personer med lange videregående uddannelser og folk med erfaring fra stabs- og specialistfunktioner overrepræsenteret blandt de ledige.  

"Det lyder da som et oplagt hav at kaste sin snøre i, hvis man er en sulten finans-virksomhed på jagt efter en god fangst."
- Steen Lund Olsen, næstformand Finansforbundet

For de unge gælder det, at de udgør 28 procent af de ledige mod 11 procent i sektoren, mens personer med lang videregående uddannelse udgør 34 procent af de ledige mod 25 procent i sektoren. Stabs- og specialistfunktioner udgør 45 procent af de ledige mod 41 procent i sektoren, mens it samt kundekontakt og rådgivning omvendt er svagt underrepræsenteret. 

”Når man lytter til, hvad virksomhederne efterspørger, så overrasker det mig, at de her grupper fylder så meget blandt de ledige fra sektoren. Men det lyder da som et oplagt hav at kaste sin snøre i, hvis man er en sulten finans-virksomhed på jagt efter en god fangst,” lyder det fra Steen Lund Olsen. 

Om analysen

Analysen bygger på registerdata fra Danmarks Statistik, udtrukket og bearbejdet af HBS Economics for Finansforbundet i oktober/november 2025.

Ansatte i pengeinstitutter og realkredit, der i 2013 eller 2020 har oplevet barsel, længerevarende sygdom eller ledighed, følges over tid og sammenlignes med øvrige ansatte i sektoren.

Forløbene analyseres op til 10 år efter (1 og 3 år for 2020-kohorten) og viser, om medarbejdere vender tilbage til sektoren, skifter branche eller forlader arbejdsmarkedet. 

LÆS MERE OM ANALYSEN HER

Arbejdsgivere: Ikke alle kan fastholdes 

Hos Finans Danmark / Arbejdsgiver er direktør Morten Schønning Madsen overordnet set ikke enig i undersøgelsens konklusioner. Han mener, at det er vigtigt at pointere, at analysen kun sammenligner ledige med ikke-ledige i finanssektoren og derfor ikke giver noget billede af, hvordan sektoren klarer sig i forhold til andre brancher. 

Men på spørgsmålet om, hvorvidt det er ærgerligt, at viden, kompetencer og arbejdskraft forsvinder ud af sektoren, svarer han: 

”Det er selvfølgelig et tab, når kompetente medarbejdere forlader sektoren. Der ligger både erfaring, specialiseret viden og relationer i de medarbejdere, som ikke vender tilbage. Samtidig er det også et grundvilkår, at ikke alle kan fastholdes. For nogle bliver ledighed også en anledning til at søge nye brancher eller funktioner, hvor deres kompetencer kommer i spil på en anden måde,” skriver Morten Schønning Madsen i et skriftligt svar. 

Et arbejdsliv med plads til livet

Arbejdslivet er sjældent snorlige. Forskellige begivenheder kan gøre, at arbejdslivet tager en uventet drejning. Når det sker, skal fleksibilitet og inklusion være en naturlig del af finanssektoren. Sådan skaber vi plads til flere.

Læs om arbejdslivet

Seneste nyt