Menu luk

Finansforbundet støtter også Copenhagen Pride i 2026

Finansforbundet fortsætter støtte til Copenhagen Prides arbejde for at sikre LGBTQIA+-personers rettigheder.

Verden over er der et uacceptabelt pres på LGBTQIA+-personer. Og når der tegner sig en trussel mod retten til at være præcis den, man er, mener Finansforbundet, at det er nødvendigt at rykke sammen og styrke fællesskabet.

”Det aktuelle pres på ligestilling, diversitet og inklusion ser vi som en klar anledning til forsat at tale for, at lige rettigheder og muligheder i bund og grund handler om, hvilket samfund vi ønsker. Mere end nogensinde er der brug for, at vi viser opbakning til en verden, hvor vi respekterer forskellighed, og hvor vi alle frit kan leve tryghed”, siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Finansforbundet har gennem en årrække støttet Copenhagen Pride for at sætte fokus på retten til at være den, man er.

Steen Lund Olsen
Steen Lund OIsen, næstformand i Finansforbundet

Kampen for diversitet kræver aktiv handling

Finansforbundet opfordrer til at man på arbejdspladserne har politikker for og arbejder med en arbejdspladskultur, der fremmer diversitet, ligestilling og inklusion. Grundlæggende for Finansforbundets arbejde er et fokus på de strukturelle uligheder og vigtigheden af at skabe kulturer, der er inkluderende for alle.

”Når vi i Danmark bryster vi os af at være et samfund, hvor man som barn, ung og voksen har samme muligheder for at indfri sit potentiale uanset køn, etnicitet, alder, religion, seksuel orientering eller funktionsnedsættelse, så skal vi tage det alvorligt og handle derefter. Også ude på arbejdspladserne.”, siger Steen Lund Olsen og fortsætter:

”Diversitet, mangfoldighed og lige muligheder for alle kommer ikke af sig selv. Det kræver aktiv handling.”

Seneste nyt