De hurtige it-notifikationer
BEC får ny næstformand efter rokade. Minister vil sikre banker mod ekstreme cybernedbrud. Stort datasæt til danske sprogmodeller frigivet. AI-ekspert: Reklamer på vej ind i ChatGPT. Geopolitik afgør i stigende grad it‑beslutninger.
Minister vil sikre banker mod ekstreme cybernedbrud
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er klar til at ændre lovgivningen for at sikre, at danske banker kan holde driften i gang ved længerevarende cyberangreb.
Det skriver Børsen.
I sidste uge fremlagde Nationalbanken to forslag til at styrke beredskabet.
Nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard foreslog blandt andet, at bankerne dagligt indberetter centrale kundedata til en decentral enhed som Nationalbanken. Desuden lyder forslaget, at der skal udvikles en såkaldt sovende nødbank, der kan sikre basale transaktioner, hvis et ”ekstremt, men plausibelt” cyberangreb lægger bankerne ned.
”Forslagene fortjener seriøs behandling og drøftelse med sektoren, og når vi har et klart grundlag, er jeg parat til at se på, om der er behov for ny lovgivning," lyder det fra Morten Bødskov.
Brancheorganisationen Finans Danmark, med administrerende direktør Lars Gert Lose i spidsen, advarer dog mod at bygge nye systemer fra bunden og ønsker i stedet, at der tages udgangspunkt i eksisterende løsninger.
Stort datasæt til danske sprogmodeller frigivet
Digitaliseringsstyrelsen, Rigsarkivet og Det Kgl. Bibliotek har netop frigivet den første store mængde tekstdata til træning af danske sprogmodeller.
Det skriver Sprogteknologi.dk.
Datasættet rummer 378,5 mio. ord fra statslige publikationer og 7,4 mio. ord fra historiske breve.
Frigivelsen er en del af regeringens strategiske AI-indsats, der skal sikre, at kunstig intelligens fungerer i en dansk kontekst.
”Adgang til gode tekstdata er afgørende for kvaliteten af fremtidens AI-løsninger,” lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen, som opfordrer både offentlige og private aktører til at bruge datasættet eller blot gå på opdagelse i materialet.
Samarbejdspartnerne i initiativet arbejder løbende med at sikre juridiske afklaringer i forhold til ophavsret og persondata, så der løbende kan tilføjes flere tekstdata.
For nuværende arbejdes der udelukkende med tekstdata, som i forvejen kan findes på internettet, men som ikke er blevet teknisk efterbehandlet. Det gælder fx Rigsarkivets Arkivalier Online.
Derudover vil de næste udgivelser af tekstdata indeholde data fra kommunale byrådsmøder, flere tekstdata fra Det Kgl. Bibliotek samt udvalgte kilder fra Folketinget.
AI-ekspert: Reklamer på vej ind i ChatGPT
OpenAI forbereder sig på at indføre reklamer i ChatGPT - noget, topchef Sam Altman ellers tidligere har kaldt en ”sidste udvej”.
Men ifølge civilingeniør i software og AI-ekspert Anders Bæk er det svært at se anden vej for virksomheden.
”Det vil forbavse mig, hvis ikke vi er stødt på reklamer i ChatGPT inden årets udgang," siger han til DataTech.
Anders Bæk peger i Ingeniørens podcast Radar på tegnene: OpenAI har ansat reklameprofiler fra Meta, og udviklere har fundet placeholders til annoncer i ChatGPT’s app-kode.
Presset skyldes ifølge ham, at OpenAI fortsat kører med store underskud og kun i begrænset omfang har fået brugerne til at betale.
Samtidig er OpenAI under hård konkurrence. For blot halvandet år siden sad ChatGPT solidt på markedet for sprogmodeller, men markedsandelen er nu ifølge Anders Bæk faldet fra omkring 95 til 65 procent, primært på grund af Googles voksende Gemini-platform.
Ifølge Anders Bæk kan reklamer styrke OpenAIs indtjening på kort sigt, men risikoen er, at brugerne i endnu højere grad søger mod konkurrenterne.
Geopolitik afgør i stigende grad it‑beslutninger
Geopolitik er nu en markant faktor i virksomhedernes valg af it-løsninger. Det fremgår af World Economic Forums rapport Global Cybersecurity Outlook, hvor topledere i stigende grad melder, at de skifter leverandører for at sikre kontrol over deres data også omtalt som digital suverænitet.
Det skriver Computerworld.
“Geopolitik er blevet en definerende kraft, der former cybersikkerheden,” lyder det i analysen, der bygger på svar fra 804 sikkerhedsansvarlige i 92 lande, heraf 316 CISO’er og 105 CEO’er.
19 procent af dem angiver, at de “har ændret eller er i færd med at ændre leverandører på grund af geopolitiske hensyn”. Det placerer geopolitik på linje med mere klassiske greb som styrket threat intelligence (36 procent) og tættere myndighedssamarbejder (33 procent).
Rapporten peger desuden på, at leverandørvalg i stigende grad handler om kontrol, ikke kun pris.
WEF advarer dog om, at geopolitisk motiverede og hurtige leverandørskift kan øge risikoen, hvis organisationerne bevæger sig hurtigere end deres egne sikkerhedskontroller.
Dermed kan angrebsfladen vokse gennem mindre modne netværk og tredjepartsløsninger.
It i den finansielle sektor
Finansforbundet er også for dig, der arbejder med it i den finansielle sektor. Du får adgang til nogle af Danmarks bedste it-kurser, arrangementer, netværk og nyheder om finans-it, tech og digitalisering.
Tjek vores tilbud til dig som it-medlem