Menu luk

Bagedyst-deltager bager med Danske Bank-kolleger

Hver uge har Shaun Mamoi, der nåede langt i Den store bagedyst, kage med på arbejde. Han holder bageevents på tværs af banken, og nu udkommer en opskriftsbog.

26. maj 2026
2 min

Lysten til at bage er ikke blevet mindre for Shaun Mamoi, der er Chief Business Analyst i Danske Bank - og det nyder hans kolleger godt af ugentligt.

”Efter bagedysten har jeg bagt for mine kolleger hver tirsdag i forbindelse med en fast hygge-aftale, vi har i kalenderen. Det er efterhånden gået hen og blevet en fast tradition, hvor de har smagt på lidt af hvert."

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Shaun Mamoi i den store bagedyst
Efter deltagelse i Den store bagedyst har Shaun Mamoei bagt for sine kolleger.

Bageevents på tværs af banken

Shaun Mamoi nåede til kvartfinalen i den seneste sæson af Den store bagedyst på DR, før han røg ud på en kage, dekoreret med spiselige bier, som ikke blev helt, som han havde ønsket.

Han har siden bagt dedikeret videre ved siden af arbejdet, og også holdt bageevents i banken.

”Kolleger på tværs af organisationen har været med og designet deres egne cupcakes og været kreative sammen,” fortæller Shaun Mamoi, der også er ved at planlægge event for kolleger i den nye domicil i København.

"De spørger tit, hvornår jeg har trøflerne med igen.”
- Shaun Mamoei

Luksustrøfler hitter

En af de kager, kollegerne har været særligt begejstrede for fra hans hånd, er luksustrøfler:

”Dem har jeg lavet flere gange, og mine kolleger elsker dem. De spørger tit, hvornår jeg har trøflerne med igen.”

Nyhedsbrevet Finans ville gerne bringe opskriften, men den holder Shaun Mamoi lidt ind til kroppen – for den er med i en bog, som udkommer i disse dage. Sammen med 12 andre tidligere deltagere fra programmet har han skrevet ’Vores favoritter – bagere du kender, opskrifter du vil elske’. Den udkom i går på forlaget Spitzen Publish.

Derfor glæder Shaun Mamoi sig nu til at være med på turne med lancering af bogen rundt om i landet:

”Det har været et spændende projekt ved siden af mit job, og en god måde fortsat at dyrke hobbyen.”

Kagefarvoritter

Bogen 'Vores favoritter – bagere du kender, opskrifter du vil elske’.  Netop udkommet på forlaget Spitzen Publish.

Læs eventuelt med på Shauns Instagram @madeinscandinavia.

Seneste nyt