Menu luk

Ansatte påvirket af fusioner: Især uvisheden er svær at være i

Finansforbundets karriereteam hjælper medlemmer, som er berørt af bankfusioner, med at få overblik over handlemulighederne og lægge en strategi for at komme godt videre – enten i den nye organisation eller et andet sted.

16. feb. 2026
5 min

Bankfusioner påvirker aktuelt omkring 10.000 ansatte i den finansielle sektor - på mange forskellige måder.

"Nogle oplever reaktioner som chok eller sorg, mens andre ser optimistisk på de muligheder, der kan opstå," fortæller Sally Lakolk, karriererådgiver i Finansforbundet.

Finansforbundets karriererådgivere er jævnligt i kontakt med medlemmer, som i forbindelse med fusionsprocesser booker en samtale for at få sparring og hjælp til at afdække mulighederne i deres arbejdsliv.  

Har ikke set forandringerne komme

Sally Lakolk og hendes kolleger taler bl.a. med medlemmer, som er blevet opsagt eller forventer at blive det. 

"Nogle er i chok eller fortvivlede, fordi de ikke har set forandringerne komme. De har måske tænkt, at de kunne blive i deres job, så længe de selv ville. Nu skal de sætte en ny kurs for deres arbejdsliv – eller måske overveje at sætte et uventet punktum, selvom de havde håbet på lidt flere år i deres stilling," siger Sally Lakolk.      

Karriere-teamet hører også fra medlemmer, som skal omstille sig til en ny organisation, en ny funktion og nye samarbejder.  

Her taler rådgiverne bl.a. med medlemmerne om at holde fokus på egne kompetencer og italesætte dem – både over for sig selv og ens leder. Men også om at gå ind i det med en vis åbenhed og nysgerrighed. 

”Det kan være svært at være i en ikke-viden og blive udfordret på sin egen rolle og tryghed. Derfor er det også vigtigt at tage en dyb indånding og et lidt optimistisk blik på, hvad der nu kan komme til at ske,” siger Sally Lakolk. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Sally Lakolk, karriererådgiver i Finansforbundet. Foto: Johanne Marie Danielsen Hansen.

Svært at være i uvished

For mange er netop uvisheden omkring fusioner svær at være i: Kan jeg beholde mit job? Hvad sker der med mit ansvarsområde, mine kunder og mine kolleger? Bliver jeg flyttet til en afdeling alt for langt væk? 

Så længe situationen er uafklaret, kan det føles som om, at man er sat helt uden for indflydelse. 

"Men det er både muligt og en god idé at være proaktiv og fokusere på noget, man selv kan gøre noget ved," råder Sally Lakolk.  

Et godt sted at starte er at gå i dialog med sin leder og sørge for, at lederen kender ens værd.

Har CV’et samlet lidt støv, kan Finansforbundets karrierekonsulenter bl.a. hjælpe med at tydeliggøre dine kompetencer på en tidssvarende måde.  

"Det er vigtigt, for det er svært for andre at få øje på, hvad du kan, hvis du ikke selv kan sætte ord på det," pointerer Sally Lakolk.

5 råd til medarbejdere i fusionsprocesser

  • Vær proaktiv. Opdatér dit CV. Udvikl dig og hold dig relevant. Sørg for, at din leder kender dit værd.
  • Forhold dig til employability-krav. Har du de kompetencer og egenskaber, der skal til for at varetage dit nuværende eller et kommende job? Er der områder, hvor du trænger til opkvalificering? Husk, at du ikke behøver at kunne det hele for at komme videre.

  • Fokusér på det, du kan gøre noget ved. Læg en strategi og tag styring i stedet for kun at flyde med.

  • Vær nysgerrig. Beslut dig for at være åben for forandring – i organisationen og personligt.

  • Træf ikke beslutninger i affekt, hvis der sker ændringer omkring dit job. Tal med din tillidsrepræsentant – eller book en samtale med en rådgiver i Finansforbundet. 

Kilde: Karriererådgiver Sally Lakolk, Finansforbundet 

"Det er ikke en personlig afskedigelse, så der er ikke grund til at være skamfuld over at have mistet sit job."
- Sally Lakolk, karriererådgiver i Finansforbundet.

Der skal være plads til at føle sorg 

En karrieresamtale kan også være en hjælp til at få øje på jobmuligheder andre steder eller få afklaret, hvad det vil betyde for identitetsfølelsen, hvis man ikke skal arbejde længere.  

"Det er en invitation til at kigge ind i nye muligheder. Det handler om at få personlige og faglige kompetencer og ønsker til at gå op i en højere enhed," opsummerer Sally Lakolk.  

Følelser som sorg og tab kan fylde i fusionsprocesser, og det skal der være plads til, mener Sally Lakolk. 

"Mange finansansatte har en stor loyalitet og ansvarsfølelse over for deres arbejdsplads. For dem kan det være rystende at opleve, at loyaliteten ikke var gengældt, da omstændighederne ændrede sig," bemærker hun.

Er man blevet afskediget, er det værd at huske på, at fusioner netop er omstændigheder.  

"Det er ikke en personlig afskedigelse, så der er ikke grund til at være skamfuld over at have mistet sit job,"  understreger Sally Lakolk. 

Har du brug for sparring omkring din karriere, dine kompetencer, din trivsel eller andre emner, der er vigtige for dit arbejdsliv?

Finansforbundets konsulenter står klar til at give dig uvildig og individuel rådgivning, som kan hjælpe dig videre.  

Få en samtale om dit arbejdsliv

Karriererådgiverens tip: Find nye jobmuligheder

  • Tag ejerskab over situationen. Det er dit liv, det handler om.

  • Få rådgivning og sparring til at komme godt fra start. Brug din outplacement. Book en samtale med en karriererådgiver i Finansforbundet.

  • Tjek økonomien. Vær realistisk: Hvad skal der til, for at din privatøkonomi hænger sammen? Hvilke indtægts- og udgiftsknapper er det muligt at skrue på?

  • Tænk i alternative løsninger. Kan du f.eks. bruge dine kompetencer fra finanssektoren i en anden funktion andre steder? Eller kombinere et deltidsjob med arbejde, som primært er drevet af interesse? Det kan være meget sjovt at undersøge de muligheder sammen med en rådgiver. Måske ser man noget, man ellers ikke ville have fået øje på.

  • Overvej et overgangsjob. Du behøver ikke at have et drømmejob. Måske skal du ’bare’ have et overgangsjob som det næste.

  • Husk at holde fri. Det er også et job at være mellem jobs. Læg en strategi og gå til det som et job, men hold også fri fra det. Du hjælper ikke dig selv ved at overgøre tingene.

Kilde: Karriererådgiver Sally Lakolk, Finansforbundet

Seneste nyt