Mindst en gang om dagen, ringer en stress-syg for at få juridisk hjælp
Spørgsmål om stress-sygemeldinger fylder meget i Finansforbundets juridiske afdeling. Her svarer man dagligt på spørgsmål fra medlemmer, der har problemer med arbejdspladsens håndtering.
Kræver opmærksomhed og indsats
Og det er et kæmpestort problem, at mange finansansatte kæmper med et højt arbejdspres, mener Finansforbundets næstformand Jakob Thorgaard.
Tidligere i år viste Finansforbundets trivselsundersøgelse, at hver femte finansansatte befinder sig i risikozonen for at udvikle helbredstruende stress.
”Selvom vi hele tiden arbejder på at mindske stressproblemet og også kan se en fremgang, er vi stadig langt fra målet. Det er stadig en alt for stor del af medarbejderne i sektoren, der er i risikozonen for at udvikle helbredstruende stress. Det er et problem, vi skal fortsætte kampen for at løse, og det kræver opmærksomhed og indsats ude i virksomhederne” siger han.
Koster ikke kun den enkelte dyrt
Og det er ikke bare for den enkelte, at stress har store konsekvenser.
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at stress hvert år koster samfundet 55 milliarder kroner, da stressede lønmodtagere arbejder færre timer og oftere er syge.
”Stress er jo et samfundsproblem, som kræver, at vi styrker kampen på flere fronter. Det nuværende niveau er omkostningsfuldt for samfundet, for virksomhederne og selvfølgelig først og fremmest for det enkelte menneske, der rammes."
"Når man dertil, hvor man er nødt til at sygemelde sig med stress, står vi naturligvis klar til at hjælpe, men det er helt nødvendigt, at vi bliver bedre til at få bremset problemet, inden det kommer så langt” siger Jakob Thorgaard.