Hvorfor lønpuljer? Seniorøkonomen forklarer
Der er flere gode grunde til, at lønpuljer er blevet en del af overenskomstaftalen med arbejdsgiverne, forklarer Finansforbundets seniorøkonom.
En ny måde at få fat i lønglidningen
I den finansielle sektor har det i mange år været sådan, at omkring to tredjedele af den samlede løn er blevet aftalt ved overenskomstforhandlingerne, mens den sidste tredjedel har været noget, der blev forhandlet lokalt og individuelt ude i virksomhederne. Det kaldes lønglidning – og det er midler, der bliver fordelt uden om de fælles aftalesystemer.
Netop derfor giver det god mening, at lønpuljer nu er blevet en del af overenskomsten. De fungerer som en slags bro mellem det kollektive og det individuelle. Det er en måde at hente nogle af de penge, der før blev brugt på lønglidning, tilbage ind i en struktur, hvor medarbejderne har medindflydelse.
”Vi tager noget af lønglidningen og sætter den i nogle mere tydelige rammer, hvor vi rent faktisk har mulighed for at følge, hvordan midlerne bliver fordelt, og hvor vi også kan være med til at opstille nogle kriterier,” siger Klaus Mosekjær Madsen.
Flere penge – mod en modbetaling
Men hvordan fungerer lønpuljerne helt konkret?
Det korte svar er, at arbejdsgiverne kun kan bruge dem, hvis de samtidig lægger flere penge i den samlede pulje.
Overenskomstaftalen betyder, at den samlede lønstigning over tre år er 7,4 procent i virksomheder, der ikke anvender puljer. Ønsker en virksomhed at gøre brug af puljerne, skal den hvert år lægge 0,40 procent ekstra oven i den generelle lønramme. Til gengæld får virksomheden mulighed for at udmønte 0,60 procent lokalt.
Det løber samlet op i en lønstigning på 8,6 procent over tre år – altså væsentlig mere end virksomheder, der ikke vælger pulje-modellen.
”Lønpuljerne har gjort det muligt at forhandle en højere samlet lønstigning – men det er ikke penge, vi har fået gratis. Det er en aftalemodel, hvor virksomhederne betaler mere for at få adgang til en mere fleksibel fordeling.”
”Derfor har det også været vigtigt for os at sikre, at overenskomsten beskytter reallønnen for alle – også for dem, der ikke nødvendigvis får del i puljerne. Og det er lykkedes. Den generelle lønramme giver i sig selv et løft, der sikrer reallønnen, uanset om man får del i puljemidlerne eller ej,” siger Klaus Mosekjær Madsen.
Indflydelse på fordelingen
En anden væsentlig grund til at gøre lønpuljerne til en del af overenskomsten handler ifølge seniorøkonomen om fordeling. Hvor lønglidning traditionelt har været noget, som arbejdsgiverne har kunnet bruge uden indblanding, giver lønpuljerne medarbejderne – via deres tillidsrepræsentanter – en plads ved bordet.
I første omgang lægges der op til, at tillidsrepræsentanter og virksomhed sammen fastlægger kriterierne for, hvordan lønmidlerne skal fordeles. Hvis det ikke lykkes, er det i stedet en række centralt aftalte kriterier, der træder i kraft, så pengene alligevel bliver fordelt på en gennemsigtig måde.
”Lønpuljerne giver mulighed for at fordele midlerne målrettet, så fx erfaring, kompetencer, særlige funktioner eller skævheder i lønstrukturen kan håndteres bedre lokalt,” forklarer Klaus Mosekjær Madsen og fortsætter:
”Når vi spørger medlemmerne, kan vi også se, at en ret stor andel ønsker at kunne påvirke deres egen løn ved performance og lønforhandling. Derfor er der altså forhandlet både noget til dem, der ønsker generelle lønstigninger, og til dem, der ønsker individuelle muligheder.”
Fordeling med ansvar
Spørgsmålet er så, hvordan man sikrer, at midlerne faktisk bliver fordelt på en rimelig og gennemsigtig måde. Det handler om både forventninger og opfølgning, mener Klaus Mosekjær Madsen.
”Nogle vil få mere det ene år og mindre det andet år. Vi har en forventning om, at der kommer en lidt større spredning på, hvem der får del i puljerne – og at den spredning ikke bliver et spørgsmål om at være chefens yndling, men om at yde noget ekstra eller have en særlig funktion,” siger han.
Og det er noget, som Finansforbundet vil følge op på.
”Nu får vi i højere grad mulighed for at kunne følge op på, om puljerne bliver fordelt, som de skal. Hvis vi så mod forventning ser, at der sker en uhensigtsmæssig fordeling, så er det jo ikke anderledes, end at vi ved de næste overenskomstforhandlinger kan sige, at det ikke fungerer,” slutter han.
