Menu luk

BEC trækker sig fra kampen om AL Sydbanks it

Datacentralen vil ikke byde på it-platformen i AL Sydbank. Det skyldes manglende klarhed over proces og indhold i udbuddet, lyder det fra bestyrelsesformanden.

2. dec. 2025
2 min
Af Freja Thorbech
  • Alexander Haslund

BEC byder ikke på AL Sydbanks it.

Det skriver datacentralen i en pressemeddelelse. 

”På baggrund af manglende klarhed over proces og indhold i udbuddet har en enig bestyrelse og direktion på det foreliggende grundlag valgt, at BEC ikke byder på opgaven med at samle AL Sydbank på en ny fælles it-løsning hos BEC," siger bestyrelsesformand David Hellemann i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Døren står naturligvis åben for, at AL Sydbank og andre banker kan vælge at indtræde i BEC på baggrund af en grundig dialog."
- David Hellemann, bestyrelsesformand BEC

I slutningen af oktober meddelte Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, at de ville fusionere i det nye AL Sydbank. I forbindelse med fusionen meldte parterne ud, at de endnu ikke havde besluttet sig for en it-platform. Sydbank er i dag hos Bankdata, mens Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank er hos BEC. Men sidstnævnte har nu valgt at trække sig fra budkampen om at drive fusionsbankens it.

”Døren står naturligvis åben for, at AL Sydbank og andre banker kan vælge at indtræde i BEC på baggrund af en grundig dialog og på samme vilkår og betingelser, som gælder for BEC’s medlemsvirksomheder,” siger David Hellemann.

Beslutningen skal være med til at sikre ro for organisationen, forklarer David Hellemann videre. 

”For BEC’s bestyrelse er det afgørende at skabe klarhed om BEC’s fremtid, så virksomhedens kompetente medarbejdere kan fastholde det gode momentum og levere de mange digitale løsninger, som alle BEC’s medlemmer og kunder forventer.”

BEC – en af landets store datacentraler

Med rødder tilbage til 1964 leverer BEC it-platforme, systemer og digitale løsninger som mobilbank og netbank til en række danske banker.

BEC ejes af 15 danske pengeinstitutter, der både er medejere og kunder hos BEC. Den største ejer og kunde er Nykredit.

Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, som i dag er BEC-kunder, er på vej ind i fusionen AL Sydbank. Sydbank benytter i dag Bankdata.

Ud over de 15 ejere leverer BEC også it til en række andre pengeinstitutter og virksomheder i finanssektoren. 

BEC står sammen med Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank bag innovationshubben Scoutz, der udvikler Salesforce-løsninger til sektoren.

På tværs af Danmark og Polen beskæftiger BEC cirka 1.600 medarbejdere.

Seneste nyt