Menu luk

BEC siger nej til AL Sydbank: Her er overblikket

BEC har trukket sig ud af kampen om den store it-opgave, der følger med fusionen af AL Sydbank. I den anden ende af landet står Bankdata nu med gode kort på hånden. Samtidig ruller spekulationerne om en fusion mellem BEC og Bankdata.

3. dec. 2025
4 min

Kalenderlyset var knap tændt, da en enig bestyrelse hos BEC meldte ud, at datacentralen trækker sig fra at byde på AL Sydbanks it-platform.

Processen og indholdet af udbuddet har været uklart, og der har været behov for at fjerne den usikkerhed, der har bredt sig. Sådan lød det fra BEC’s bestyrelsesformand, David Hellemann, der også er koncerndirektør og CFO hos BEC’s største ejer og kunde, Nykredit.

”For BEC’s bestyrelse er det afgørende at skabe klarhed om BEC’s fremtid, så virksomhedens kompetente medarbejdere kan fastholde det gode momentum og levere de mange digitale løsninger, som alle BEC’s medlemmer og kunder forventer,” forklarede han.

Hos Finansforbundet har næstformand Steen Lund Olsen fulgt situationen tæt.

”Jeg noterer mig, at BEC og virksomhederne bag fortsætter ad de spor, de har lagt ud den senere tid. Det er nu en beslutning, de selv truffet, og det giver i hvert fald en afklaring i første omgang,” siger Steen Lund Olsen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Bankdata står med gode kort

Hvis fusionen mellem AL og Sydbank får grønt lys – hvilket Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede har godkendt – står BEC til at miste to store kunder: Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank med tilsammen ca. 2.000 ansatte.

Mange pile peger nu i retning af, at det bliver Bankdata, der får opgaven med at levere it til den nye storbank, der vil have omkring en million privatkunder og 100.000 erhvervskunder.

Hos Bankdata har CEO Esben Kolind Laustrup noteret sig udmeldingen fra BEC, og til FinansWatch siger han, at der stadig er en god dialog med AL Sydbank.

Og hvis der ikke er andre konkurrenter, står Bankdata selvsagt stærkt i de kommende forhandlinger.

BEC sænker ikke ambitionerne

Mister BEC to af sine store medejere og kunder, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, vil det på sigt reducere omsætningen markant. 

BEC vil blive kompenseret med udtrædelsesomkostninger – cirka tre gange bankernes årlige betaling. Derefter vil der være færre i fællesskabet til at dele omkostningerne, og Nykredit vil stå tilbage som den klart største medejer.

Selvom det er en betydelig udfordring, får det ifølge David Hellemann ikke BEC til at sænke ambitionerne.

Han peger på, at BEC gennem de seneste år har gennemgået en mærkbar modernisering. BEC er på vej mod en ny, åben arkitektur med moderne teknologier og har over de seneste år også haft fokus på outsourcing og partnerskaber, der kan være med til at holde priserne nede.

Etableringen af Scoutz er et andet eksempel på, at BEC sammen med medlemmerne har gentænkt måden at udvikle finans-it på. 

”BEC vil også fremover levere konkurrencedygtige priser, accelerere investeringer i markedsledende løsninger og tiltrække nye kunder. BEC hviler på et godt samarbejdende fællesskab og vil også fortsat indgå i og udvikle samarbejder på tværs af sektoren,” pointerer David Hellemann. 

Han har samtidig gjort det klart, at AL Sydbank ligesom andre banker naturligvis er velkomne hos BEC på samme vilkår og betingelser, som gælder for de nuværende medlemmer. 

Steen Lund Olsen
”Man skal huske, at it-infrastrukturen er helt afgørende for sektoren, og at der i datacentralerne hele vejen rundt sidder medarbejdere med helt særlige kompetencer bag vitale funktioner." Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Fusion af BEC og Bankdata på tale igen

Udmeldingen fra BEC har genantændt diskussionen om en fusion med Bankdata, der kunne skabe større skala og stordriftsfordele, som er helt afgørende for datacentralerne.

”Det er jeg i princippet positiv overfor,” har adm. direktør hos Sydbank, Mark Luscombe, tilkendegivet over for FinansWatch.  

Også en af BEC’s medlemmer, Merkur Andelskasse, har meldt ud, at det er en god idé. 

”Jeg kunne sagtens se for mig, at vi fusionerede de to datacentraler. Det synes jeg grundlæggende, er det rigtige at gøre,” har Charlotte Skovgaard, der er adm. direktør i Merkur Andelskasse og bestyrelsesmedlem i BEC, sagt til FinansWatch i en anden artikel. 

Et samlet BEC og Bankdata ville på den korte bane eliminere udtrædelsesomkostningerne for AL Sydbank. På længere sigt ville det kunne styrke den samlede it-kraft. 

Spekulationerne ruller

Men det er også en omfattende opgave, som ikke nødvendigvis er den rigtige at tage fat på nu for alle parter.

Diskussionerne om fremtiden for datacentralerne har fyldt i flere store medier. Men det er vigtigt at huske, at når ejerkredse og ledelser træffer beslutninger, handler det ikke kun om teknologi, men også om mennesker og vitale funktioner.

”Der spekuleres i mange forskellige scenarier, og det gør der, fordi datacentralerne er helt afgørende for sektoren,” siger Steen Lund Olsen og fortsætter:

”Man skal huske, at it-infrastrukturen er helt afgørende for sektoren, og at der i datacentralerne hele vejen rundt sidder medarbejdere med helt særlige kompetencer bag vitale funktioner. Det skal man fra ledelsesside have meget skarpt fokus på i de processer, der er i gang, og det gælder både i datacentralerne og i ejerkredsene.”

Seneste nyt