Menu luk

10 kompetencer i vækst: Efterspørger ansatte, der kan rydde op efter AI

Virksomheder opruster med menneskelige færdigheder for at sikre kvalitet og effektivitet i en AI-drevet hverdag. Her er de 10 AI-relaterede kompetencer, der netop nu er blandt de mest efterspurgte.

19. nov. 2025
4 min

AI er ikke kun en teknologisk revolution. Det er også en kilde til rod. 

Den hektiske brug af AI-værktøjer har den slagside, at det brugt forkert kan ende med at skabe mere arbejde for kolleger i andre dele af arbejdsprocessen.

Fænomenet kaldes 'workslop' - lavkvalitets AI-output, som kræver menneskelig redigering, kvalitetssikring og kontekstforståelse for at være brugbart.

I takt med at virksomheder og ansatte tager generativ AI til sig, er behovet for mennesker, der kan rydde op efter maskinerne og afhjælpe AI's blinde vinkler, i stigning. 

Det viser data fra Upworks seneste Hiring Report for september 2025, der er bygget på over én million jobopslag i USA samt månedlige pulsmålinger blandt erhvervsledere.

Rapporten giver ifølge Upworks finansdirektør, Erica Gessert, et unikt indblik i, hvad virksomheder ansætter til, hvilke kompetencer der er i vækst, og hvordan arbejdet udvikler sig i en AI-tidsalder. 

I den nyeste rapporten udtaler hun, at tendenserne understreger en vigtig pointe. 

"Fremtidens arbejde handler om samarbejde mellem mennesker og AI - ikke om erstatning. Fra kvalitetssikring til oversættelse er menneskelig involvering afgørende for at omsætte AI’s potentiale til konkrete resultater og reel forretningsværdi." 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Workslop koster virksomhederne penge

I de forkerte hænder er AI-assistenter ikke nødvendigvis en gevinst for virksomhederne. 

Upworks data viser, at det i gennemsnit tager to timer at rydde op efter en hændelse, hvor AI-output har været af lav kvalitet eller direkte hallucinerende.

Hele 40 procent af medarbejderne har oplevet såkaldt workslop.   

Det har på forskellig vis sat sine spor i typen af job, som netop nu er i efterspørgsel: mennesker, der kan få teknologien til at fungere i praksis.

Det gælder bl.a. kompetencer i oversættelse, kvalitetssikring, digital marketing og projektledelse - områder, hvor AI’s output kræver menneskelig finpudsning og strategisk overblik.

“Den markante stigning i projektlederansættelser, især blandt mindre virksomheder, er et tydeligt tegn på organisatorisk tilpasning under AI-pres,” lyder det fra professor Nicholas Bloom fra Stanford University.

“Det handler ikke kun om planlægning, men om investering i den menneskelige infrastruktur - projektledere, rekrutteringsfolk og økonomiske rådgivere - der kan sikre præcision og effektivitet i en hurtigt foranderlig, AI-drevet økonomi.”

10 AI-relaterede kompetencer i vækst

Data fra Upwork giver et aktuelt og detaljeret billede af, hvilke færdigheder virksomheder reelt hyrer til og dermed et tidligt signal om, hvor arbejdsmarkedet bevæger sig hen. 

Tallene tyder på, at vi ser en stigende efterspørgsel på menneskelige færdigheder, der kan sikre kvalitet, kontekst og kreativ optimering.

AI kan håndtere det tunge, gentagende arbejde, men mennesker er fortsat en afgørende faktor for at skabe værdi.

Her er de ti AI-relaterede kompetencer, som virksomheder lige nu ansætter flest freelancere til – og som it-professionelle med fordel kan holde øje med.

  1. Python
    Det alsidige programmeringssprog, der bruges til alt fra dataanalyse og webudvikling til machine learning og AI-modellering. Python er fundamentet for mange AI-løsninger og har et stort bibliotek af værktøjer, der gør det muligt at bygge og tilpasse intelligente systemer.
  2. Video editing
    AI-genererede videoer bliver stadig mere udbredte, men de er langt fra fejlfrie. Professionelle med redigeringskompetencer er eftertragtede til at finpudse AI-output, rette fejl og sikre kvalitet. Det kræver både teknisk snilde og et skarpt blik for detaljer.
  3. Grafisk design
    AI kan generere billeder, men det kræver menneskelig kreativitet og kritisk sans at sikre, at output er visuelt korrekt og brandmæssigt relevant. Designere med erfaring i at arbejde med AI-værktøjer som Adobe Illustrator er i høj kurs.
  4. ChatGPT
    Evnen til at bruge ChatGPT effektivt - fx til indholdsgenerering, automatisering, oversættelse og support – er blevet en eftertragtet kompetence. Det handler ikke kun om at bruge værktøjet, men om at forstå prompt engineering og hvordan man får relevante og korrekte svar.
  5. AI-genereret video (ny)
    Ud over redigering handler det her om at kunne skabe videoer direkte med AI-værktøjer. Det kræver forståelse for videoproduktion, lyd, lys og storytelling – og evnen til at få AI til at levere indhold, der matcher virksomhedens tone og visuelle identitet.
  6. Machine learning
    ML er hjertet i moderne AI. Kompetencer inden for ML gør det muligt at træne algoritmer, analysere store datamængder og udvikle systemer, der kan lære og tilpasse sig. Det er en kernekompetence i både fintech, cybersikkerhed og automatisering.
  7. Virtuel assistance (ny)
    AI bruges til at automatisere daglige opgaver, men det kræver mennesker til at styre og optimere processerne. Virtuelle assistenter med teknisk forståelse og evne til at balancere AI og menneskelig support er i stigende efterspørgsel - især i remote setups.
  8. Content writing (ny)
    AI kan skrive - men ikke nødvendigvis godt. Mennesker med flair for redigering, faktatjek og strategisk kommunikation er uundværlige for at sikre, at AI-genereret indhold er korrekt, relevant og i tråd med virksomhedens stemme.
  9. Data entry (ny)
    Selvom AI kan håndtere store datamængder, er der stadig brug for mennesker til at spotte fejl, sikre datakvalitet og oversætte data til indsigt. Data entry har udviklet sig til en rolle, hvor man arbejder tæt sammen med AI-værktøjer for at optimere processer.
  10. Adobe Illustrator (ny)
    Illustrator har fået AI-funktioner som tekst-til-vektor, automatisk billedredigering og mønstergenerering. Designere, der kan kombinere klassiske Illustrator-kompetencer med AI-funktioner, er eftertragtede - især i marketing og branding.

Baggrund for data

Tallene i artiklen stammer fra Upworks arbejdsplatform, som hvert år håndterer over én million jobopslag i USA. De specifikke data om efterspurgte AI-kompetencer er baseret på ny kontraktaktivitet i perioden 1.–24. september 2025.

Kilde: Upwork 

Seneste nyt