Menu luk

Skal jeg arbejde hjemme, når jeg har barn syg?

Skal du tænde computeren på hjemmekontoret, når du har barn syg? Eller er det ok, at du lader arbejdet ligge? Bliv klogere på reglerne.

7. okt. 2024
2 min

Det kommer aldrig belejligt, når ens barn får feber, eller snottet løber.

Men skal du svare på mails og løse arbejdsopgaver, mens du pudser næse og trøster? Eller er det okay, at computeren forbliver slukket, mens du får den lille på højkant igen? 

Mette Hjøllund Schousboe, der er Finansforbundets chefjurist, gør dig her lidt klogere på reglerne.

”Du er ikke forpligtet til at arbejde hjemmefra under barn syg. Det er helt legalt at sætte autosvar på, når man har ringet ind om morgenen og meldt sygdom ind. Selvom det kan være svært, skal man stå på sin ret,” siger hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Du er ikke forpligtet til at arbejde hjemme, når du har barn syg, understreger Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe.

5 dage med løn

Hvis du er ansat på Finansforbundets standardoverenskomst, har du ret til op til 5 dages fri med løn til enten at arrangere passende pleje eller selv passe barnet.

Det er i dag langt mere normalt at arbejde hjemme, og derfor kan det for nogle være svært at sige til chefen, at man holder sig helt væk fra computeren, mens barnet kommer på højkant.

"Der er nok ingen tvivl om, at perioderne med hjemsendelse under corona har været medvirkende til at gøre arbejdsliv og privatliv mere flydende. Det betyder dog ikke, at der er ændret i medarbejdernes rettigheder i forhold til fravær ved børns sygdom,” understreger Mette Hjøllund Schousboe.

”Der er altså ingen regel om at man skal være på, når man har barn syg, ej heller at man skal arbejde det tabte ind om aftenen.”
- Mette Hjøllund Schousboe, chefjurist i Finansforbundet

Derfor er det også fortsat overenskomsten bestemmelser, der gælder i præcis samme omfang som tidligere.

”Der er altså ingen regel om at man skal være på, når man har barn syg, ej heller at man skal arbejde det tabte ind om aftenen,” forklarer Mette Hjøllund Schousboe.

Sådan er reglerne

  • Standardoverenskomsten giver dig ret til fravær med løn i op til fem dage, hvis du har et hjemmeboende barn under 15 år (eller du har et forældremyndighedslignende forhold).
  • Er du væk i mere end to dage, skal du dog forklare din arbejdsgiver, hvorfor du stadig er nødt til at passe dit barn.
  • Du skal ikke nødvendigvis tage dagene i sammenhæng eller tage første dag på barnets første sygedag. Men hvis du tager tidligere hjem for at hente dit syge barn, tæller det som en hel dag.
  • Er du assurandør, har du hel eller delvis frihed med løn i op til to dage. Er dit barn syg i mere end to dage, har du mulighed for at få orlov uden løn, indtil dit barn bliver rask, eller en anden kan passe det.

Læs mere her

Tag en snak i afdelingen

Hun anbefaler, at man tager en snak om emnet i afdelingen, da der måske er andre, der oplever samme pres som dig.

”Du kan med fordel inddrage den faglige repræsentant og ledelsen, så I kan få en god og konstruktiv snak om kulturen i jeres afdeling," siger Mette Hjøllund Schousboe. 


Emner

Seneste nyt