Vi slog os sammen og mødte op i bukser samme dag
Kun mænd blev automatisk forfremmet, men Bente Nannestad fandt sig ikke i det og forlangte også at blive fuldmægtig. I 1964 skulle der kæmpes både for det - og for kvinders ret til at gå i lange bukser.
Lange bukser forbudt
Det var også nødvendigt at kæmpe for at få lov at gå i lange bukser på arbejde som kvinde, fortæller hun:
”Der var strenge regler i sparekassen, da jeg begyndte som 16-årig. Bare ben og bare arme var ikke tilladt, og det stillede jeg ikke spørgsmål ved i den alder. Jeg var tvunget i dametøj med strømpebukser, nederdel, bluse og jakke eller figursyede kjoler med matchende handsker, sko og taske,” fortæller Bente Nannestad og tilføjer, at hun af den grund også har hadet den type tøj sidenhen.
”I først omgang syntes jeg, at det var stort at blive så voksen på en gang. Men efter nogle år, jeg har vel været 22 år, slog jeg mig sammen med andre unge kvinder i min afdeling og gjorde op med reglen om, at kvinder ikke måtte møde i lange bukser.”
Kvinderne blev enige om, at hvis de alle mødte op samme dag i lange bukser, kunne ledelsen ikke sende dem hjem, som den havde truet med at gøre, hvis de forbrød sig mod reglen. Det virkede, og kvinder begyndte derefter at møde i lange bukser, når det passede dem.
Senere, da Bente Nannestad – som indtil da alene havde arbejdet i københavnsområdet – rykkede til Jægerspris afdelingen som 24-årig, var dresscode en ganske anden.
”Jeg bliver stadig venskabeligt drillet med, hvordan jeg som 24-årig ankom til afdelingen og var rigtig københavner og stylet op i virkelig flot tøj. I Jægerspris skulle jeg vænne mig til at spejle og komme tæt på en anden type kunder, og det betød sweater, cowboybukser og træsko på arbejde…”
Turde stå på sin ret
Selv om Bente Nannestad har oplevet forskelsbehandling af kønnene, var det ikke noget, der overordnet betød noget i løbet af hendes arbejdsliv:
”Det har krævet, at jeg selv var fremme i skoen. Nogle kvinder tør ikke sige noget, men det er man nødt til – jeg tror stadig, det gælder. Selv om jeg ser, at der på mine tidligere arbejdspladser er stadig flere kvinder på topposter, sker det ikke, hvis man ikke gør væsen af sig og tør sige, at nu må det være min tur,” siger Bente Nannestad.
Selv om hun selv har efterlevet det selv, er hun også bevidst om, at hun har levet op til ofte omtalt forskel mellem kønnene: Hvor mandlige kolleger ikke behøvede at kunne alt det krævede for at søge en stilling eller opgave, skulle hun selv være sikker på at kunne alt, før hun søgte en ny udfordring.
”Jeg skulle være 200 procent sikker. Sådan har mange kvinder det nok også stadig.”