Menu luk

62.000 x klogere:
Fælles kompetenceindsats i finanssektoren fylder ti år

”Jeg er altid helt høj, når jeg kommer hjem fra et kursus”. Siger en af de mange tusinde finansansatte, som gennem et årti har taget efteruddannelse, uden at det koster den enkelte en krone. Stadig flere benytter sig af den overenskomstsikrede mulighed.

7. maj 2024
2 min

”Det giver mig et sjovere arbejdsliv.”

Efter ti år med Finanskompetencepuljen som del af overenskomsten, viser en optælling i Finansforbundet, at mere end 62.000 kompetenceforløb er blevet delt ud til medarbejderne i den finansielle sektor. Pakket ind som individuelle forløb eller læring i egen virksomhed.

Deltagerne er blevet klogere på blandt andet ny teknologi, ledelse og bæredygtighed.

Oven i opdatering og ny viden får kursisterne ofte netværk i eller uden for egen organisation – og som det kan aflæses af citater fra tidligere deltagere - også øget arbejdsglæde. 

Eller aha-oplevelser:

”Dette var et super fedt kursus, der i hele vores team har bidraget til mange aha-oplevelser. Det er perfekt, at Finanskompetencepuljen dækker sådanne kurser – KÆMPE TAK skal der lyde fra os.”

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Dorrit Brandt
DORRIT BRANDT, FORMAND I FINANSFORBUNDET
"Finanskompetencepuljen er resultat af et helt særligt samarbejde i sektoren."
- Formand i Finansforbundet, Dorrit Brandt.

Stærkere med årene

Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet, kalder Finanskompetencepuljen resultat af et helt særligt samarbejde i sektoren – hvor man i fællesskab investerer i kompetenceudvikling for både medarbejdere og virksomheder:

”I løbet af de seneste ti år har vi derfor via Finanskompetencepuljen kunnet tilbyde et stadig stærkere udbud af helt aktuelle uddannelsestilbud, som man både kan søge som arbejdsplads og enkeltperson. Det er afgørende i en sektor, hvor udviklingen går stærkt, og det er en fælles indsats, som giver rigtig stor værdi hele vejen rundt.”

Også Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver, glæder sig:

”Vi ser finanssektorens medarbejdere som vores vigtigste råstof. Deres kompetencer og engagement er afgørende for de finansielle virksomheders produktivitet, konkurrenceevne og bidrag til samfundet,” siger han og fortsætter:

”Derfor er vi også stærkt optaget af at investere løbende i udviklingen af medarbejdernes potentiale, så de fortsat kan være med til at skabe vækst og udvikling i Danmark. Med Finanskompetencepuljen har vi en unik mulighed for at give vores medarbejdere det nødvendige kompetenceløft inden for blandt andet ny teknologi og bæredygtighed.”

Efterspørgsel slår rekord

Man kan søge puljen både som enkeltmedarbejder og virksomhed, og begge muligheder benyttes flittigt.

I 2023 blev 10.001 kompetenceforløb for medarbejdere i finanssektoren godkendt til støtte, den største efterspørgsel siden puljens etablering i 2014. 

De mest efterspurgte kursusforløb i 2023 var inden for bæredygtighed, digitalisering, forandringsledelse og agile projektledelsesmetoder.

Fakta om Finanskompetencepuljen

·       Finanskompetencen blev del af overenskomsten ved forhandlingerne i finanssektoren i 2014. Fra 1. juli 2024 indbetaler virksomhederne 755 kr. pr. år. pr. medarbejder til puljen.              

·       Man kan ansøge puljen både som medarbejder og som virksomhed

·       Formålet med puljen er at matche kompetenceudviklingsbehov på arbejdsmarked og imødekomme både aktuelle og fremtidige kompetencebehov.

·       I dag tilbyder Finanskompetencepuljen en bred palette af kurser, der er skræddersyet til virksomhedernes kompetencekrav og de ansattes -behov i tæt samspil med anerkendte uddannelsesinstitutioner.

Seneste nyt