Menu luk

Principiel dom om hjemmearbejde: Trappe-fald var ikke en arbejdsskade

Østre Landsret har nu afsagt dom i en principiel sag om hjemmearbejde.

22. maj 2023
3 min

Det var ikke en arbejdsskade, da en kvinde kom til skade, da hun flyttede et arbejdsbord på sin hjemmearbejdsplads.

Det har Østre Landsret nu slået fast i en principiel sag.

Ulykken skete, da kvinden ville flytte et skrivebord, hun brugte, når hun arbejdede hjemme, fra stueetagen til 1. salen i sin bolig.

"Dommen viser, hvor vigtigt det er at have aftalt rammer og vilkår for hjemmearbejde, som vi lægger op til i vores overenskomst med FA. Der gælder nemlig i udgangspunktet ikke samme sikring ved hjemmearbejde som ved arbejde på kontoret," siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet. 

Finansansatte er dækket- også i fritiden

Er du ansat i en FA-virksomhed, der har overenskomst med Finansforbundet, er du dækket også i fritiden.

Det er en del af nye rammeaftale om distancearbejde. Her står, at virksomheden har ansvaret for, at medarbejderen, distancearbejdsstedet og eventuelt udstyr er forsikret.

Det gælder både løsøre, It/tekniske forsikringer, arbejdsskadeforsikring, erhvervsansvarsforsikring og privat ulykkesforsikring, der supplerer arbejdsskadeforsikringen.

Virksomhedens og medarbejderens sædvanlige ansvar for at overholde sikkerhedsmæssige rutiner gælder også ved distancearbejde.

 

Ulykken skete på en fridag

Ankestyrelsen afviste i første omgang, at der var tale om en arbejdsskade, men Det Faglige Hus, som kvinden var medlem af, ville have retten til at tage stilling til sagen.

Ulykken skete i oktober 2016, da kvinden faldt og slog sit hoved på en trappe, mens hun slæbte et arbejdsbord fra stueetagen til hjemmets 1. sal.

Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at ulykken skete på en fridag, ligesom kvinden ikke havde aftalt med sin arbejdsgiver, at hun ville flytte bordet.

'Der var heller ikke fra arbejdsgiverens side nogen retningslinjer eller forventning om, at indretning eller ændring af hjemmearbejdspladsen skulle ske uden for arbejdstiden,' lyder det blandt andet i dommen.

Michael Budolfsen mener, at dommen også viser fordelen ved at være medlem af en fagforening.

"Dommen understreger den forskel, det gør for en lønmodtager at være medlem af en fagforening som Finansforbundet, der kan lave aftaler med hver enkelt virksomhed. Og så alternativt at være medlem af Det Faglige Hus, der er en forretning, der kan gøre sit bedste for at søge erstatning, når først skaden er sket," siger Michael Budolfsen. 

 

"Det er ikke tilstrækkeligt, at en ulykke involverer et arbejdsredskab. Ulykken skal også finde sted i arbejdstiden."
- Mette Hjøllund Schousboe, advokat og chefjurist i Finansforbundet

Hænger skaden sammen med arbejdet?

Men sagen er principiel, fordi den behandler grænserne for arbejdsgivers ansvar ved hjemmearbejde.

Det siger Mette Hjøllund Schousboe, der er advokat og chefjurist hos Finansforbundet.

Det handler i bund og grund om, hvorvidt man er kommet til skade, mens man var i gang med at udføre sit arbejde.

”Hjemmets indretning er arbejdsgiverne ikke ansvarlig for, men det bliver de, hvis man på en eller anden måde kan knytte det op på noget, der kan relatere sig til arbejdets udførsel,” siger hun.

Det har Ankestyrelsen også for nyligt slået fast i en principafgørelse. Eksempelvis er det ikke en arbejdsskade, hvis man falder over et stykke legetøj på vej ud ad døren til et arbejdsrelateret møde, mens det måske ville blive anerkendt som en arbejdsskade, hvis det var computertasken eller ledningen fra computeren, man skvattede over.

LÆS OGSÅ: Afgørelse om hjemmearbejde: Parasol-uheld var en arbejdsskade

Som udgangspunkt gælder den samme lovgivning for arbejdsskader – uanset hvor man arbejder. Men det kan altså være sværere at få anerkendt et uheld i hjemmet som en arbejdsskade, fordi grænserne for, hvornår man arbejder på hjemmekontoret, er mere uklare, end når man møder ind på sin arbejdsplads.

Med den nye dom bliver der sat streg under, at en ulykke i hjemmet skal have en nær tilknytning til arbejdets udførelse, eller at ulykken skal være forårsaget baggrund af en instruks fra arbejdsgiver for at blive anerkendt som en arbejdsskade.

”Det er ikke tilstrækkeligt, at en ulykke involverer et arbejdsredskab. Ulykken skal også finde sted i arbejdstiden,” siger Mette Hjøllund Schousboe.

Seneste nyt